Strychnos spiller koncert i Studenterhuset Aalborg, Aalborg .
Strychnos - A Mother's Curse

A Mother's Curse

· Udkom

Type:Album
Antal numre:8

Officiel vurdering: 6/10

Brugervurdering: 8/10 baseret på 1 stemme.

Thomas Treos tunge tilbøjelighed

En af årets store overraskelser må siges at være, at Strychnos udgav sit første album, A Mother’s Curse. Strychnos har eksisteret som et on/off projekt i 25 år uden en hel pladeudgivelse, så derfor kom dette lidt ud af det blå. En endnu større overraskelse må siges at være, at Thomas Treo simpelthen placerede albummet på førstepladsen på sin årsliste. Det, plus at Michael Poulsen fra Volbeat også har omtalt albummet positivt, har helt uundgåeligt givet albummet en masse omtale i metalmiljøet. Derfor er det naturligvis også en selvfølge, at vi giver vores besyv med.

Styg, styggere, Strychnos

Åbningsnumret ”Traumer” sætter i den grad en passende tone for hele albummet. Nummeret starter med dystre, langsomme, forvrængede guitartoner, hvorefter der vælter et læs tæskende dobbeltpedal ind og lokumsgrowl fra Helvede. Sangen har temposkift, hvor det i det ene moment er i samme dur, som vi kender det fra klassisk nordisk black metal, og i næste øjeblik er det nærmest den mest beskidte omgang langsom død – dødsmetal, som man kender fra danske bands som Undergang, hvor Strychnos-frontmanden, Martin Leth Andersen, spiller bas. Det her er altså en omgang klassisk blackened death, som især spiller meget på death-delen med tekstuniversets brutalitet og den meget ”beskidte” produktion. Netop produktionen skal have en særlig ros, da en del bands i genren kører med en mere ren produktion. På A Mother’s Curse har tingene fået lov til at blive tættere på optagelsen, hvilket blandt andet gør, at vokalen og de lækre bas-grooves står skarpere og mere brutale i mixet, yderst klædeligt for genren.

Desværre er der også et men i den anmeldelse. For den begejstring, Treo og Poulsen har for albummet, er ikke helt en begejstring, som deles her. Langt hen ad vejen lider A Mother’s Curse under sin egen forbandelse: at det hele bliver lidt forglemmeligt og langsommeligt. Inspirationerne er måske blevet lidt for kraftige, og det gør, at det hele lyder som et potpourri af oldschool Obituary, Blasphemy og Goatwhore krydret med lidt Morbid Angel og Bolt Thrower, og en smule Behemoth-krymmel på toppen. Sagt på en anden måde, så tilbyder albummet ikke rigtigt noget, som man ikke har hørt før. Strychnos mangler noget ekstra krydderi, som andre bands i genren har. De mangler Behemoths tekniske evner, og Belphegors nerve og endnu mere all-in voldsomme udtryk.

Men den største kritik af albummet herfra er, at der i den grad mangler nogle højdepunkter. Altså mindeværdige øjeblikke, og nogle numre som virkelig skiller sig ud. Singlen ”Blessed Be the Bastard Reign” er det tætteste, vi kommer på sådan et nummer, og det er også pladens absolut korteste skæring med en spilletid på kun 3 minutter og 14 sekunder. Dette er et himmelråbende udtryk for, hvad pladens problem i sidste ende er. Der er simpelthen for meget fedt på albummet, numrene strækkes for langt i forhold til den variation og substans, som tilbydes lytteren. Der mangler mere kraft og variation i vokalen og større teknikalitet i musikken, men sidst og ikke mindst mangles nerven og det, som kan adskille Strychnos fra masserne.

Den danske dødsmetalfælde

På trods af at Strychnos spiller blackened death, så falder de i den danske dødsmetalfælde. Hvor det hele bliver lidt for meget en hæder til de gamle helte, og musikkens brutalitet bliver leveret med et glimt i øjet fremfor med nerve og ægthed. Lidt ligesom vi kender det fra en stor del danske dødsmetalbands. Det er nu heller ikke, fordi der er noget i vejen med det, og det er 100 % sikkert, at rigtig mange vil elske det her album og synes, at det er gennemsyret fantastisk. Ligesom Treo. Det spiller på alle de klassiske værdier, vi elsker i den ekstreme del af den danske metalscene. A Mother’s Curse er på ingen måder dårligt, men det mangler i den grad kant, nerve og store momenter. Det er på mange måder et helt ordinært album, som ikke føjer noget nyt til scenen, men som mange vil elske at moshe og få hold i nakken til. Hvis de sidstnævnte ting er vigtigst for dig, så kan du se helt bort fra denne anmeldelse og slå dig løs.

Tracklist

  1. Traumer
  2. Blessed Be The Bastard Reign
  3. A Mother's Curse
  4. Horror Sacred Torture Divine
  5. Regiments Of The Betrayed
  6. Manus Nigra
  7. Blind Eye Epiphany
  8. The Doppelganger Stare