Det lå måske i kortene

Hvis vi vælger at købe ind på den gængse opfattelse, er antallet af udøvende artister på den mexicanske scene for ekstremmetal til at overse. Det viser sig imidlertid, at mens vi andre render rundt med skyklapper på, så har genren i den mellemamerikanske republik gennemgået en ganske interessant udvikling. Som eksempler herpå har navne som Introtyl, Cyclic Enigma og Spit On Your Grave (SOYG) alle knækket den berygtede kode og givet kvinderne et solidt skub frem på rampen. Derudover har særligt sidstnævnte udvist mod til det, som den gamle garde inden for OSDM har haft umådeligt svært ved: at stræbe efter et tidssvarende udtryk med fare for at gå på kompromis med de gamle, mere brutale dyder. Således lænede kvintetten på debuten Existential Murderer sig kraftigt op ad renskuret Tampa-død a la Cannibal Corpse, hvorimod man på gruppens tredje og seneste album har taget skridt i retning af de førnævnte landsfæller. Med tilføjede elementer fra blandt andre Crypta og Arch Enemy er Arkanum desuden styret af et stramt koncept, der dykker ned i Major Arcana, det største og mest velkendte dæk af tarotkort.

Mexicansk standoff med omvendt fortegn

Den mexicanske standoff er en konfrontation, der ikke tillader nogen at opnå sejr bygget på en eksisterende strategi. Enhver, der udviser aggression, kan med andre ord udløse sin egen undergang. Det interessante i tilfældet Arkanum er, at SOYG har valgt at vende præmissen på hovedet. Vi kigger allerede ned i en afgrund af angst, depression og mistillid som følge af et langt liv ført under andres indflydelse. ”The Infection” beskriver netop, hvordan denne passivt aggressive manipulation har magten til at forgifte vores sind og i værste fald får os til at handle mod egne interesser. Som en lettere inferiør vokalhybrid mellem Alissa White-Gluz og Fernanda Lira reflekterer Marlene Muñoz, gruppens senest tilføjede medlem, samtidig albummets mere melodiske kontraster.

Intet kan drive os tættere på vanviddets rand end at genopleve bevidst fortrængte minder. Her står symbolikken omkring moderen, der værner om sit barn med eget liv som indsats måske allerstærkest i analogi til” Vigilia” og ypperstepræstindens rolle som vogter for vores skrøbelige sind. Den mudrede growl trækker samtidig tråde til mexicanernes eget kunstneriske ophav på Floridas dødsscene. Trommeslager Nico Garza stempler eftertrykkeligt ind med sin hidtil bedste præstation bag gryderne, mens de lynhurtige spitting lyrics leveret på det spanske modersmål komplementeres af atmosfæriske riffs og begavede breakdowns.

Kun få ting mønstrer samme overbevisning som en moders kærlighed og offervilje, og på ”Dark Lullaby” rammer vi det kritiske læringspunkt på vores mentale hygiejnekursus. Akkompagneret af kulsorte grooves og knusende blastbeasts spyr maniske Muñoz al sin galde, inden vi tager de første afgørende skridt væk fra vores gamle jeg og indleder jagten på vores sande identitet. Har man sagt A, må man som bekendt også sige B. På bagkant af ”Broken Hourglass”, en melankolsk refleksion over nødvendigheden af at give slip, kulminerer renselsesrejsen i henholdsvis ”Self Sacrice” og ”March of The Innocents”, hvor især det akustiske postludium på sidstnævnte understøtter vores hårdt tilkæmpede katarsis.

Retfærdighed spiller ingen rolle

Med fare for at stikke hånden i en hvepserede, så er diversitet i mere end en forstand en farlig glidebane at bevæge sig ud på. Lad mig derfor starte med at hylde det yderst strømlinede og forholdsvist originale koncept, der fastholdes fra A til Z. Der savnes derimod bedre afstemning i produktionen mellem det, vi kunne kalde for den eksperimentelle, melodiske deathrash og det mere konventionelle OSDM-udtryk. Marlene Muñoz yder umiddelbart en nogenlunde fornuftig vekselvirkning mellem high pitched og gutturale growls uden dog for alvor at imponere, mens der som en af største anmærkninger simpelthen savnes både mere og flere fængende melodier og riffs. Men måske spiller alle disse banaliteter i virkeligheden slet ikke de væsentlige roller, som vi tillægger dem. Måske er det i virkeligheden SOYG, der har set lyset, mens vi andre famler desorienterede rundt i mørket. Eller for at citere gruppen selv: ’ … it does not matter if we did wrong or did right, justice does not exist, forgiveness does not exist […], being betrayed or having someone to trust does not define us, in the end […], the only thing we need is our inner peace’.