Der er måske 20 andre musikere, men så heller ikke mere

Mexico. Landet, som flyder med sombreros, tequila, narkokarteller og – hvis man skal tro Hollywood – er et land dækket af alle de farver, som du kender, iblandet varierende mængder gult sand. Men hvad får den gennemsnitlige mexicaner egentlig tiden til at gå med, når de ikke holder siesta, drikker sig i hegnet eller mere eller mindre frivilligt deltager i kampen om den kemiske sne? Det kunne måske være lidt musikalsk adspredelse. Og skal man tro førnævnte filmverden, så spiller 99,998% af mexicanske musikere i mariachi-bands. Hvad laver de resterende 16 personer så, spørger du? Tjah, fire af dem spiller i Luciferian Rites og er aktuelle med pladen Oath of Midnight Ashes.

Lidt trompet og violin havde ikke være af vejen

Lydmæssigt klinger Luciferian Rites dog ikke meget af Mexico. De har i stedet hentet inspiration fra et andet varmt og dødbringende sted. Nemlig Australien og bands på den mere atmosfæriske og depressive side, som Moon og Dead Hills.

For at det hele dog ikke skal ende ud i en gang ynkelig selvmedlidenhed, så er der selvfølgelig også en solid ramme af andenbølge black, der sørger for at drive det hele lidt fremad. Noget titelnummeret og “Behind the Leviathan Storm” nyder godt af. Her rammer Luciferian Rites totalt plet ned i følelsen af at være ødelagt af ulykkelighed over at være udstødt fra lokalsamfundet, samtidig med at en ild af tusind soles intense had gløder under overfladen. En følelse der for alvor får lov at toppe på “Lord of the Last Abyss”. Tristessen, hadet, opbygningen, overgangene og temposkiftene får alle præcis nok tid og plads til, at det hele flyder så naturligt og organisk, at selv den mest konservative veganer synes, at det er lige helligt nok. Men man skulle da være et skarn, hvis man ikke nød at genere en veganer, bare lidt.

Det der med nøje udmåling af musikalsk plads er dog kun noget, Luciferian Rites reelt set lykkedes med på det ene nummer. Trods de gode takter på blandt andet titelnummeret er Oath of Midnight Ashes næsten et studie i fyldstof. 11 numre fordelt over 55 minutter, hvor der er en tendens til, at numrene enten er bygget op som “Omnia Oscura” og “Bats of Crimson Wisdom”, som bare giver den fuld smadder på de samme to akkorder, som en flok nordmænd synes, de ville berige verden med for 30 år siden. Men her, efter 30 års massivt genbrug, så er akkorderne efterhånden mindre ophidsende end Ældresagens årsmøde. Eller også man skal trækkes med “Void Arcane” og “By Sacrament of Grief and Pain”, som er så elendigt og jamrende, at selv polske Garden of Sadness er ved at overveje, om mexicanerne ikke er ude i en gang hypokondri. Det er ikke ubrugeligt bras, som bør arkiveres i småt brændbart, men man undrer sig over, om Luciferian Rites går mere op i kvantitet end kvalitet.

Inferno Metal Festival er vel altid en mulighed

Har man aldrig begivet sig ud i den mere depressive ende af lo-fi black metal, så er Oath of Midnight Ashes egentlig et ganske godt sted at starte. De norske evergreens danner en solid og velspillet ramme, mens man får sig en god dukkert i livsleden, hadet og det evigt skønne mismod. At det så er langtrukkent som bare pokker, og bandet aldrig rigtig knækker koden for, hvordan naturlig musikalsk udvikling foregår, det skal man så lære at leve med.