skribent søges
Slipknot spiller koncert på Copenhell 2019.
Slipknot - .5: The Grey Chapter

.5: The Grey Chapter

· Udkom

Type:Album
Genre:Alternativ metal
Antal numre:14

Officiel vurdering: 8/10

Brugervurdering: 9/10 baseret på 2 stemmer.

Introduktion

Slipknot har betydet helt utrolig meget for mig i mine tidligere år og gør stadig til en vis grad. Jeg ser dem som et af de bands, som stadig leverer intens energi, både på plade og live. Deres seneste plade All Hope Is Gone røg direkte ind på nummer et, på billboard 200 i Amerika. Men efter Bassist Paul Grays død af en overdosis i 2010 og trommeslager Joey Jordisons fyring i December 2013, var der mange, som var i tvivl om bandet ville fortsætte. Bandet annoncerede i August, at de ville udgive deres første studieplade i seks år .5: The Gray Chapter. Mange i metalmiljøet ventede spændt på pladen og på om den kunne leve op til forventningerne?

Gennemgang

Som i klassisk Slipknot stil, starter deres plade selvfølgelig med en syret og ubehagelig intro.
”XIX” er åbneren på pladen og sætter tonen for vulkanen, lige før den går i udbrud. Nummeret har indeholder primært kun klaver fra Craig Jones og vokal fra Corey Taylor. Det runder tre minutter og 11 sekunder og på så kort tid bygger paranoiaen og angsten sig op. Nummeret slutter brat og sætter lytteren i tvivl om hvad der lige er sket. Der går ikke længe før andet nummer ”Sarcastrophobe” bliver skudt i hoved på lytteren. I starten af nummeret fortsætter den klamme og uhyggelige passage fra det tidligere nummer. Men efter noget tid kommer hele bandet på og man får et ordenligt los i løgene. Corey Taylor er virkelig i sit es på dette nummer og skriger hjertet ud og ikke et øjebliks pause fra hans kvælertag på lytteren. Den nye og stadig ukendte trommeslager gør virkelig også et fedt arbejde med masser af dobbelt stortromme og masser af blastbeats, som faktisk ikke er blevet set så meget i Slipknots musik. Jim Root og Mick Thompson gør det også virkelig godt og har fået en virkelig fed guitar lyd på nummeret. Nummeret efterlod mig meget positivt overrasket og jeg glæder mig til at høre resten af pladen. Tredje nummer på pladen ”AOV” som sætter speederen i bund for den typiske galskab Slipknot har altid haft. Masser af adrenalin og trommerne sætter tempoet i gang i starten og virkelig dominerer nummeret og det er smukt at høre. Omkvædet viser også den melodiske side af bandet og Taylors vokal skærer perfekt igennem lige i det stykke. Nummeret fader ud et øjeblik indtil det kommer tilbage lige hvor det var før. ”AOV” indeholder en masse groove og en sund dosis aggression, som rammer langt over det godkendte tegn. Nummeret er ligesom det tidligere nummer virkelig fedt og det viser også den meget melodiske side, som Slipknot også indeholder

Psykotisk melodiske passage

Fjerde nummer på pladen ”The Devil In I” sætter tempoet lidt ned og vi starter ud med en listende guitar og nærmest marcherende trommer, som bygger hele stemningen op og efter noget tid eksploderer hele bandet. I verset er det meget stemningsfyldt og bygger meget på hvordan atmosfæren er. Det kan siges, at den er meget ubehagelig, som nævnt før og ikke særlig venlig, og igen er Slipknot mestre til at skabe den atmosfære. Omkvædet er dog spækket med både dybe skrig og smukke ren vokal. I midterstykket af nummeret kan man sige, at vreden i Corey Taylors stemme koger over og lige i sidste stykke, skriger han så hårdt, at man kan næsten høre stemmebåndene blive slidt op. ”The Devil In I” er i hvert fald på listen over mine top tre af de fedeste numre på pladen. Den er spækket med alt fra tunge guitarer til hurtige trommer og melodiske omkvæder, som går direkte ind hos lytteren. ”Killpop” viser den lidt mere melankolske side af bandet, som de også har været gode til at udtrykke på tidligere plader. Nummeret starter ud med et beat, som minder om noget som Nine Inch Nails kunne finde på at lave. Guitaren er virkelig den, som dominerer nummeret, ved at lægge de melankolske guitar passager, som sætter tonen for resten af nummeret.
Jeg synes at ”Killpop” er en god afveksling for smadder, død og ødelæggelse. Den førnævnte guitar som sætter melodien og den melankolske følelse og atmosfære gør nummeret helt unikt. Det skiller sig ud fra det vi har hørt indtil videre.

Smertefulde kompositioner

Jeg har fortalt om den melankolske og smertefulde stemning, som var på ”Killpop”, men den livsfarlige galskab fortsætter på nummeret ”Skeptic”, som er en hyldest til den afdøde bassist Paul Gray. En masse hurtige trommer og tykke og tunge dissonante riffs bliver smidt i hoved på lytteren. DJ Sid Wilson gør det skide godt på nummeret, også med en masse scratches på sit turntable og sampler Craig Jones med sine mærkelige baggrundsstøj, som man hører til tider. ”Skeptic” er en god hyldest til Paul Gray og et acceptabelt nummer,  måske et lidt svagt nummer, men stadig acceptabelt. Efter ”Skeptic” kommer nummeret ”Lech” og fortsætter i samme tempo som det sidste nummer. Men i verset bliver tempoet sat lidt ned og det elektroniske element bliver bragt tilbage og flere af de mange underlige baggrundslyde bliver der eksperimenteret med på nummeret. Jeg kan ikke lige helt sætte min finger på hvad det er, men jeg føler ikke at nummeret lever op til den standard, som de tidligere numre på pladen har sat, og indtil videre er dette det svageste nummer på pladen.
Nummeret ”Goodbye”, som Corey Taylor har sagt i adskillige interviews, omhandler dagen efter at bassisten Paul Gray var gået bort. Nummeret starter langsomt og stille ud. En vis smerte kan fornemmes, da smerten fra deres bortgåede bassist bliver gendannet på dette nummer. ”Goodbye” er et af de obligatoriske melankolske numre som er på alle plader, som ender i samme liga som ”Dead Memories” fra All Hope Is Gone og ”Vermillion pt.2” på Vol.3: The Subliminal Verses. Efter nummeret er slut hopper den direkte over i ”Nomadic”, som sætter speederen i bund igen. Hurtige trommer og virkelig fede riffs. Men det problem jeg måske har med nummeret er, at omkvædet lyder utrolig meget ligesom Stone Sour (Corey Taylors andet band). Der begynder at komme sammenligninger oppe i hovedet og man er i tvivl i 5 sekunder om hvilket band det er. Det er et acceptabelt nummer, som jeg synes minder en del meget om Stone Sour, men det er sikkert bare en smagssag. ”The One That Kills The Least” er igen et typisk Slipknot nummer, som indeholder det obligatoriske. Men det er nødvendigvis ikke en dårlig ting, at nummeret er fyldt op med en masse hurtige og langsomme passager. Voldsomme verser og melodiske omkvæder og disse fire ting, gør nummeret perfekt. Det er dog lidt en skam, at man til tider mister interessen i nummeret og det bliver en smule kedeligt

Kontrolleret galskab

Nummeret slutter lige så langsomt og efter et øjebliks stilhed, får du et ordenligt slag i hoved med ”Custer”. Jeg kan beskrive nummeret som hvis Faith No More alle sammen tog 30 baner af speed og amfetamin. Det er så kaotisk og er virkelig et nummer som står ud fra resten af pladen. Der sker så meget, at det næsten er umuligt at opfange hvad der sker. En hel masse baggrundslyde og super hurtige trommer og skrigen og råben fylder nummeret fuldstændig ud. Jeg elsker det nummer! Helt sikkert et af højdepunkterne. Vi er ved at nå til vejs ende og ved ”Be Prepared For Hell” får vi en lille pause fra al galskaben og hører en stemme i baggrunden, som siger at vi skal forberede os til helvede og den ulækre stemning forstætter. 'FUCK!' bliver der skreget af Corey Taylor, da nummeret ” The Negative One” bliver sparket i gang. Nu er der kraftedme knald på, det skal jeg lige love for. Tempoet sat fuldstændig i top og aggressionen koger fuldstændig over på nummeret. Det udvikler sig til noget mere kaotisk jo længere vi når ind i nummeret. Jeg kan simpelthen ikke få nok af nummeret og det er uden tvivl mit favorit nummer på pladen. Som nævnt før, så indeholder dette nummer også typiske Slipknot elementer, men alligevel meget mere end det og det er ikke lige til at sætte fingeren på hvad det er. Vi er nået til det sidste nummer på pladen. ”If Rain Is What You Want” sætter et punktum for det første Slipknot udspil i seks år. Nummeret er et melankolsk, halv langsomt nummer som løfter lytteren med på en spirituel rejse og lægger lytteren stille og roligt tilbage ned på jorden.

Fantastisk valg af producer

Greg Fidelman som tidligere har været bag producerstolen for bands som Slayer, Red Hot Chili  Peppers, System Of A Down og Copenhell aktuelle Life Of Agony. Han fik arbejdet som  på Volume 3: The Subliminal Verses, der også havde en genial lyd. Hans arbejde på .5: The Gray Chapter er heller ikke nogen undtagelse. Han har i hvert fald fået den ondeste guitarlyd på pladen, og måske nogensinde på en Slipknot udgivelse. Både Jim Root og Mick Thomson har begge to udtalt, at dette var den bedste lyd de nogensinde har haft på en plade. Produktionen er i top, det kommer vi  heller ikke udenom.

Den instrumentale afdeling fejler heller ingenting når det kommer til sammenspil. Jim Root og Mick Thomson smadrer fuldstændig igennem på pladen med deres super fede guitarlyd. Chris Fehn og Shawn ”Clown” percussionister  og deres DJ og sampler gør også et pisse godt arbejde. De har alle deres særlige indflydelse til at gøre musikken helt unik. Det som er blevet lagt utrolig meget fokus på er hvem der spiller på bassen eller hvem sidder bag trommerne. Det blev bekræftet for fire, dage siden på bandets rider, at den nye bassist er Alessandro Venturella og den nye trommeslager er Jay Weinberg. Weinberg imponerer virkelig på pladen og jeg synes, at trommespillet er mere intenst end nogensinde før.

Den sidste person vi mangler er forsanger Corey Taylor. Hans stemme er også utrolig intens og man kan til tider godt mærke smerten i hans stemme. Han er også i sit es på de mere melodiske numre, hvor den rene vokal dominerer mest. Super fedt arbejde!

En naturlig udvikling

.5: The Gray Chapter indeholder en masse smerte og de har brugt denne smerte på en sund måde. Selvom All Hope Is Gone var en god plade, så indeholdte den ikke den samme intensitet som denne plade gør. Alle som er i tvivl om Slipknot holder uden Joey Jordison og Paul Gray, tager grusomt fejl. Numre som 'Custer og The Negative One' står ud som det ondeste energi udslip Slipknot muligvis nogensinde har leveret. Jeg kan sikkert sige, at jeg kommer til at stå imellem publikum i København til Februar. Med en ny plade og nye folk i besætningen, så kan det ikke gå helt galt for Slipknot lige forløbig.

Tracklist

  1. XIX
  2. Sarcastrophe
  3. AOV
  4. The Devil in I
  5. Killpop
  6. Skeptic
  7. Lech
  8. Goodby
  9. Nomadic
  10. The One That Kills the Least
  11. Custer
  12. Be Prepared for Hell
  13. The Negative One
  14. If Rain Is What You Want

Tilføj kommentar