Situationsfornærmelse - En Hurtig Omgang Dansk

En Hurtig Omgang Dansk

Udkom

Type:EP
Genre:Punk
Antal numre:7

Officiel vurdering: 7/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Søskendekærlig punk

Hvad får man, når en søster, en bror, en roomie og Mathias – hvem end han så er – træder ind i et øvelokale? Ganske enkelt: Man får Århusbandet Situationsfornærmelse og en omgang dansk punk – eller pånk, som bandet selv kalder det. I maj mundede dette ud i EP’en En Hurtig Omgang Dansk. En EP, der af Sort Søndags Anders Bøtter er blevet kaldt et ondt barn af Red Warszawa og et ungt Green Day.

Er 16 minutter hurtigt?

”Og Så Sagde Vi, Det Var Det” åbner EP’en med første vers fra den gamle danske folkesang ”En pige gik i enge”. Efter 20 sekunder giver nummeret og vokalist Andrea Uglebjerg dig dog en lussing og sparker gang i et vredt punknummer, hvor hun lyder til at være godt træt af mænd og hellere vil give sig i kast med aktiviteter, der involverer heste, og som oftest findes på internettets skyggesider. ”Grethes Hits_2” omhandler fedtede, saltkaramelsmagende white russians, ”Camp Skrald Mig” opsummeres ganske fint i nummerets sidste linje, hvor der råbes: ”Al magt til varme dåser” – og så er stilen ligesom lagt. Uden at skulle ud i den store tekstanalyse er det tydeligt, hvorfor man kan sammenligne bandet med Red Warszawa.  

Én ting er at have tekster med meget lidt skjulte seksuelle undertoner, noget andet er, hvordan de leveres. Her vil jeg så tillade mig at være en anelse uenig med den gode hr. Bøtter og hans Green Day-sammenligning. Musikalsk er det godt nok ikke den dybe tallerken, der bliver genopfundet, og det ér den typiske punkformel, der bliver brugt. Men hvor Green Day, efter min mening, altid har været lidt snøvlende, så høvler Situationsfornærmelse derudad med voldsomt energiske, let aggressive, men fantastisk fængende riffs. Der snuses en smule til hardcore på åbningsnummeret og ”Miss Peggy”, men spiller man et mere end normalt aggressivt punkriff, er det svært ikke at krydse over. Det, der dog gør, at En Hurtig Omgang Dansk ikke bliver et lige så kort bekendtskab som EP’ens spilletid, er Andrea Uglebjergs vokallevering. Den har masser af glimt i øjet og ironi, dog uden på noget tidspunkt at give afkald på biddet og vreden, man kender fra punk. På sin vis minder hun meget om Stewart Stardust og hans slå-dig-ned-før-jeg-gør-det-mentalitet.

Man skal ikke lytte til En Hurtig Omgang Dansk for at få noget samfundskritisk og politisk korrekt punk – der er Refused et bedre bud. Men leder man efter en omgang fængende og energisk letfordøjelig underholdning med platte jokes i rå mængder, så er Situationsfornærmelse det rette band. Det er ikke nyskabende, men det går hurtigt og er sjovt. Som man siger.

Tracklist

  1. Og Så Sagde Vi Det Var Det
  2. Grethes Hits_2
  3. Camp Skrald Mig
  4. Kaff' eller Knep
  5. Carpe Diem Min Røv
  6. Lasses Mor
  7. Miss Peggy