Situationsfornærmelse spiller koncert i Vridsløselille Fængsel, Albertslund .
Situationsfornærmelse - En Hurtig Omgang Dansk I 2'eren

En Hurtig Omgang Dansk I 2'eren

Udkom

Type:Album
Genre:Punk
Antal numre:6

Officiel vurdering: 6/10

Brugervurdering: 8/10 baseret på 1 stemme.

Mere af det samme fra et band, der ikke skal høres på plade

“Where there is young people and vitality, you’re going to find punk rock”

I 2018 fik fire gode venner den ide, at de ville lave et band. Det skulle være et punkband, og de skulle hedde Situationsfornærmelse. Et ualmindeligt passende navn til et punkband, hvis vigtigste punkt på dagsordenen er at række samfundet en strittende langemand, mens man leger lystigt med det danske sprog og dets finurligheder. Året efter udgav den århusianske kvartet deres første ep, En hurtig omgang dansk, og nu er de klar med opfølgeren En Hurtig Omgang Dansk i 2’eren.

Alvorlige budskaber i fjollet indpakning

Da Situationsfornærmelse kom med deres debut, spidsede jeg mine ører, for punk af en vis kvalitet og med noget på hjerte har jeg altid holdt umådeligt meget af. Faktisk kan jeg næsten – med stort tryk på næsten – finde utrolig stor nydelse i alle genrer inden for dansksproget musik, hvor der leges med modersmålet, samtidig med at teksten betyder, og ikke mindst vil, noget. Og når det så endda er punk, så er jeg satme klar!

En hurtig omgang dansk var en glimrende oplevelse, men jeg må også være ærlig og indrømme, at jeg savnede noget mere. Ikke bare med hensyn til spilletiden, men også større variation i kompositionernes struktur og udtryk. Og desværre har jeg ikke fået det denne gang. Tværtimod bare mere af det samme. En Hurtig Omgang Dansk i 2’eren er bestemt ikke dårlig – dertil er den kompromisløse energi, den sublime lyrik og den knivskarpe produktion på alt for højt niveau – men det er sgu lidt det samme som med et band som Red Warszawa: på sin vis mega sjovt og momentvis genialt, men på den lange bane ret anstrengende. Giver det mening? Jeg elsker, når Andrea Uglebjerg skriger, at man skal krænke hende på “Krænk Mig”, eller når fænomenet sugardating får en overhaling på “Altankasse i Stormvejr”, mens bandet yderst veloplagt smadrer derudad. Men jeg er også godt træt i hovedet, når pladens seks numre er overstået. Det bliver ærligt talt for ensformigt samt en anelse enerverende i længden. Måske er det meget godt, at bandets plader kun varer et kvarters tid?

Nogle bands skal opleves – ikke høres på plade

Misforstå mig ikke: Som udgangspunkt er jeg helt vild og rundt på gulvet, når det kommer til bands som Situationsfornærmelse. Den danske scene bliver mere farverig, når bands som dem buldrer frem, og hvor er det befriende stadig at kunne blive overrasket, når en så relativt fastlåst genre som punk kan blive ved med at give. Dog giver det ikke rigtig mening at anmelde en plade som denne på den her måde, for når man som læser ser karakteren øverst oppe og dvæler ved denne teksts hovedlinjer, er billedet ikke retvisende. Pladen er i og for sig ganske jævn og på den pæne side af middel, men Situationsfornærmelse skal opleves live og i de rette omgivelser, og ud fra en sådan oplevelse skal man danne sin mening. Ikke her på skrift. For man anmelder vel også hellere et land ved at besøge det end bare ud fra tekster og billeder i et rejsekatalog? Men ligesom med førnævnte Red Warszawa så kig op fra mobilen, sluk for Netflix, og kom ud at opleve Situationsfornærmelse i deres rette element, hvor punk som denne aldrig bliver ensformig eller enerverende.

Tracklist

  1. Jeg er bare kommet for at Råbe
  2. Krænk Mig
  3. Altankasse i Stormvejr
  4. Emma løs i Reeperbahn
  5. Ind med Hænderne
  6. Uteknisk Held God Sang