Norske Shining - ikke at forveksle med det svenske band af samme navn - fik sidste år vind i sejlene med deres album "Blackjazz", og nu følger så en liveudgivelse indeholdende både en god håndfuld numre fra netop "Blackjazz" og lidt af hvert fra bandets bagkatalog. Shining spiller en original blanding af industrial, blackmetal, mathcore, free jazz og - det ligger næsten i kortene - progressiv metal. Bandet har en unik lyd via en forbavsende homogen kombination af techno-agtige keyboards, ondt guitarunderlag og en endnu ondere saxofon, der glider ind i lydbilledet som om det var det mest naturlige i verden. Vi taler ikke bare om saxofon som et jazzet "indslag" i musikken, men som et helt ligeværdigt instrument i metal-lyden: vildt, til tider forvrænget, og hele tiden så man har fornemmelsen af at instrumentet bliver vredet til sit yderste. Saxofonisten Munkeby står også for skrigevokal (og lejlighedsvis Mike Patton-inspireret, spooky ren vokal) samt noget af guitararbejdet.
Før jeg hørte dette livealbum havde Shining ikke rigtig fænget hos mig. Jeg havde hørt en lille smule af "Blackjazz", men det fik mig ikke op af stolen. Live har Shining imidlertid en fandenivoldsk og fuldstændig smittende spilleenergi, der - uden sammenligning i øvrigt - får mig til at tænke på det svenske folkrock-band Hoven Droven. Det gør især de mere elektronisk klingende passager mere levende, og får bandets hypertekniske og tighte sammenspil til at fremstå endnu mere imponerende. (Jeg skal heller ikke glemme at fremhæve trommeslageren Lofthus på den konto.)
Livealbums er typisk en blandet fornøjelse, men "Live Blackjazz" er klart et af de bedste af slagsen jeg har hørt i meget lang tid. Albummet fås også med en bonus-DVD indeholdende filmoptagelse af det hele plus nogle ekstra livenumre, der ikke er med på selve CD’en. Den smule jeg har set på nettet fra DVD’en, tyder på at denne også er af høj kvalitet.
Som Devin Townsend sagde for nylig i en Twitter-besked, efter at have hørt en Shining-koncert: "They deserve to be huge." Jeg er stadig ikke superbegejstret for Munkebys skrige-råbe-vokal, der ind imellem virker lidt forpustet (han har også en hel del at se til), og måske går bandet lidt for meget i jam-selvsving på deres lange, ultratunge udgave af King Crimsons "21st Century Schizoid Man", men ellers er jeg ret meget oppe og køre over denne skive. Jeg skal helt klart have lyttet nærmere på Shinings studieudgivelser.
