The Dillinger Escape Plan - Miss Machine

Miss Machine

/ Target Group · Udkom

Type:Album
Genre:Alternativ metal
Spilletid:39:10
Antal numre:11

Officiel vurdering: 10/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Her er årets album! (indtil nu i hvert fald). Hvis din økonomi kun tillader, at du køber én CD i år og du ikke har brugt den endnu, så vil mit råd til dig være, at du vælger at bruge den på dette nye fantastiske album, "Miss Machine" fra amerikanske The Dillinger Escape Plan. Med Miss Machine får man nemlig alt hvad man kan ønske sig på en CD.

Jeg kunne egentlig stoppe min anmeldelse her, da jeg allerede har fortalt at der her er tale om et mesterværk, og derudover er det utroligt kompliceret at give læseren et indtryk af denne skive. The Dillinger Escape Plan har i sandhed skabt noget særligt her.

Allerede da Dillinger i 1999 udgav mesterværket "Calculating Infinity", begik de noget ganske særligt. Det album fik virkelig folk over hele verden til at åbne øjnene for Dillingers specielle måde at blande hardcore, grind og jazz på. Alt sammen planlagt og spillet så præcist, at de siden hen er blevet synonym med Mathcore.

Siden "Calculating Infinity" har den gamle forsanger Dimitri forladt bandet, og i tiden indtil Dillinger fandt en ny forsanger, udgav de EP'en "Irony Is A Dead Scene", sammen med geniet Mike Patton. Og man må sandelig sige at Patton har sat sine spor i Dillinger Escape Plan anno 2004. Bandets nye forsanger Greg Puciato har i flere numre på "Miss Machine" en måde at synge på der straks henleder lytterens tanker på Mike Patton i sin Faith No More tid. Men det er nu slet ikke dårligt, tværtimod gør det bare dette album til en endnu bedre album en det foregående, da Dillinger her viser langt bredere egenskaber end det er tilfældet på "Calculating Infinity".

Når man sætter "Miss Machine" i afspilleren, trykker Play og første nummer "Panasonic Youth" meget kontant går i gang, tror man at man nu skal til at høre en "Calculating Infinity" version 2.0, da stilen i dette nummer er den samme som man kan finde på det tidligere album. Men man finder derefter hurtigt ud af, at bandet går meget længere med dette album. Der bliver stadig grindet, spillet kaotisk og hurtigt, men samtidig kommer der også nogle melodiske passager ind imellem det hele, som f.eks. hele nummeret "Setting Fire To Sleeping Giants" og under omkvædet i CD'ens bedste nummer, "Unretrofied", hvor man tydeligt kan høre relationerne til Hr. Patton.

Tempoet stiger og falder konstant på dette mesterværk, hvilket gør at jeg vil påstå at man umuligt kan blive træt af "Miss Machine" (der gives dog ingen garanti). Her er simpelthen føde til både den lækkersultne beundrer af alternativ funk/rock a'la Faith No More og til den hungrende Hardcore fanatiker.

Køb, køb, køb. Der vil gå længe inden vi vil se noget lignende.

Kommentarer (1)

Anonym

Normalt er jeg ikke den

Normalt er jeg ikke den storer hardcore/matchcore fan. Og TDEP er heller ikke nogen undtagelse. Men med Miss Machine formår de at forene det poppede med deres brutale og kaotiske hardcore/mathcore. Højdepungter må være for mig den NIN inspirerede "Phone Home" og den hitpotentielle "Unretrofied" Men også de numre, der minder mest, om deres normale stil har bestemt musikalitet i undertegnedes optik.