Soreption

Svensker-tech med groove

Den første af aftenens etaper blev ført an af svenske Soreption, et tech-døds band med rytmerne i orden. Under oplæsningen til aftenen var det umiddelbare indtryk, at de kreative temposkift og tech-groovede riffs godt vil kunne få publikum i kog, givet god lyd og en publikumsnær optræden. Imens Amager Bio fyldtes langsomt med røg og publikum til lyden af klassiske firser-slayere, hang der blåt lys over et kæmpe trommesæt, og man kunne langsomt mærke spændingen mod resten af aftenen bygge sig op blandt de fremmødte.

En øver på en stor scene

Da Soreption trådte på scenen til lyden af en kæmpe elektronisk bas-drone, gik de pludseligt og ordløst i gang med at spille. Grooven i deres musik var uomtvistelig, og publikum gav sig hurtigt til at headbange i front og nikke og svaje lidt bagved. Desværre syntes der at mangle noget bevægelse og publikumsnærvær fra selve bandet, da forsanger Fredrik Söderberg bare nikkede lidt med hovedet, imens han leverede sin gængse tech-dødsvokal, flankeret af en guitarist og bassist, der virkede meget fokuserede på mekanisk at spille de komplekse riffs helt rigtigt. Kompositionerne fejlede heldigvis intet, og der kom endda en lille tomands-pit op at køre ret hurtigt.

Lyden var dog lidt mangelfuld, da der var skruet for højt op for Söderbergs vokal, og man derfor måtte anstrenge sig for at høre riffsne, der er hovedattraktionen i Soreptions musik, imens han growlede. Under instrumentalsektioner var den dog sublim – ren nok til, at man kunne høre alle de hurtige skift og tekniske passager, men stadig aggressiv nok til, at det ikke mistede sin kant. Et overraskende, men velkomment element i deres show var fraværet af indspillet rytmeguitar under guitarsoloerne, hvilket lod rytmesektionen træde tydeligt frem som det fundament, der bar Ian Wayes hastige melodier.

Da Söderberg endelig henvendte sig til publikum, var det kun kort for at takke de tilstedeværende for at være kommet tidligt og at bede om en circle-pit. Havde det ikke været for den indfødte karisma af musikken, var der altså ikke meget, der forbandt publikum til det, der foregik på scenen, selvom det teknisk var fint nok. Den omtalte circle-pit var derfor også meget sløv i optrækket. Af og til fik man lidt fornemmelsen af, trods lysopsætningen og den nu næsten fyldte sal, at man egentligt bare stod med Soreption i deres øvelokale, imens de forberedte sig på turnéen.

”More! Moooore!”

Efter Soreptions sæt var man ikke nødvendigvis utilfreds, de havde spillet god musik, og de havde spillet det godt. Jeg fandt mig dog lidt skuffet over det manglende nærvær. Med lidt mere gejst havde oplevelsen nemlig stået det stærkere. I stedet tænkte jeg blot, at det da var ”fint nok”, trods styrken af de individuelle sangskrivningselementer. Om ikke andet, så var kroppen nu løsnet lidt op af alt den nikken og svajen, man havde haft gang i, og man var sulten efter mere.

6/10

Disembodied Tyrant

Lorna Shore breakdowns og gevaldig overproduktion

Disembodied Tyrant var ikke et af de bands, jeg havde set frem til denne aften. Deres musik kombinerer på plade alle de værste moderne deathcore-clichéer i en pakke. Det er overproduceret til punktet, hvor det nærmer sig elektronisk musik. der er et ”breakdown” i minuttet, der består af et kæmpe bassdrop og en masse tilfældige chugs. Vokalisten kan ikke lade være med at lave konstante umenneskelige lyde. Og der er et væld af symfoniske midi-lag, der fylder lydbilledet så meget, at man ikke kan høre riffsne halvdelen af tiden. De er også en af deathcore-scenens helt nye virale darlings, og mange af dem, jeg snakkede med i publikum, havde forventninger om, at Disembodied Tyrant vil være aftenens højdepunkt.

Kan det dersens moderne ”dødscore” noget?

Da Disembodied Tyrant gik på scenen, var det dog tydeligt, at de var utroligt dygtige musikere. Vivaldi-soloerne i ”The Poetic Edda” og ”Winter” stod klokkeklart, og alle medlemmerne spillede ufatteligt hurtigt og tight indtil de store breakdowns. Selvom der var en masse breakdowns og symfoniske backtracks, var det ikke lige så overvældende i lyd-billedet live, som det er på plade, og idet man faktisk kunne høre riffsne, blev det også tydeligt, hvor teknisk bandet rent faktisk er.

Dette tekniske aspekt trak dog på ingen måde fra publikumsnærværet. Forsanger og rytmeguitarist Blake Mullens var en utrolig sjov og karismatisk frontfigur, der mellem sangene balancerede perfekt mellem selvironi og at piske en stemning op. Under sangene skiftede bandet dog fuldstændigt karakter og leverede en monstrøs og røvsparkende optræden med masser af bevægelse og intens mimik. Denne dikotomi var dog ikke forvirrende; i stedet arbejdede de modstridende følelser sammen om at skabe en enorm moshpit og en voldsom publikumsreaktion lige fra begyndelsen, og især da Mullens tog en oppustelig penis fra publikum mellem benene, samtidig med at han leverede grumme skrig. Lysopsætningen var også genial og fulgte musikken perfekt gennem aktiv rød, blå og strobelys.

Om det var på baggrund af bandets naturlige karisma eller noget andet, så begyndte musikken også at gøre undertegnede nostalgisk for sine egne deathcore-dage, og de moderne deathcore-elementer, jeg ellers finder irriterende, begyndte langsomt at vokse på mig. Hen mod slutningen af sættet var det eneste, jeg virkelig kunne sætte en finger på, det udynamiske klik af stortromme-triggers, der konstant bimlede under resten af musikken. Blake Mullens vokal var fremtrædende og adræt, men ikke nær lige så enerverende som den overdrevet gymnastiske optræden på pladen, og de symfoniske midi-lag fungerede mere som baggrundselement end hovedattraktion.

Sådan tager man det fra Tik-Tok og ud i virkeligheden

Over de sidste par år er det blevet meget hyppigt, at man ufrivilligt skal stå model til et åbningsband fra ”Tik-Tok-core”-skaren, og som oftest kan disse bands ikke nær så meget live, når de ikke kan gemme sig bag produktions-tricks. Disembodied Tyrant gav denne tirsdag en masterclass i, hvordan denne slags musik skal udføres på en scene. Publikum var blevet helt gearet op af deres teknikalitet, tæskende brutalitet samt medlemmernes naturlige og flerartede karisma som optrædende. Til sidst fik Blake Mullens nævnt, at de pønser på en headliner-turné i Europa, og det kunne godt være, at jeg skulle ind og se, om de kunne gøre det igen.

8/10

Aborted

Som gæstet af en gammel ven, en pæn gestus

Aborted er blevet ret store moderne helte inden for den brutale dødsverden med et heftigt turnéskema, der ser dem gæste Danmark ofte. Vi har dog sidst anmeldt et af deres sæt før corona-pandemien, og derfor måtte det være på tide, at de blev vurderet igen. De har udgivet to nye plader, siden vi sidst mødte dem på scenen, som hver fik 8 kranier, og man kan derfor forestille sig de høje forventninger, der var til dem selv med den ”nye” guitarist Daniel Konráðsson på slæb. Som det uden tvivl ældste og mest traditionelt dødsmetalliske band på turpakken, var der også en lille forhåbning om, at Aborted kunne vise de andre ungkarle, hvordan man ”rigtigt” gør det: råt, ulækkert, og lidt old-school. Men som følge af Disembodied Tyrants fantastiske show, var dette meget at bede belgierne om.

Lydmandens spontane abort

Aborted led dog af samme problem, som Soreption hvad angik lyden, men i en værre grad. Hurtige riffs blev utroligt mudrede, da trommerne og vokalen var skruet op til et punkt, hvor man ikke kunne høre guitaren ordentligt. Belgierne havde heller ikke en bassist med, hvis tilstedeværelse måske havde ført til en mere tydelig strengesektion. Af hvad man kunne se på firkløveren, så blev der dog spillet tight, og under langsommere groove-sektioner kunne man høre strengetøjet langt bedre, her var der langt mere bevægelse i publikum. Forsanger Sven de Caluwé leverede sin unikke kombination af inhalerede vokaler og grumme gutturals til den helt store guldmedalje, men var også utroligt charmerende som frontfigur, hvor de to guitarister var lidt mere fokuserede og indadvendte på scenen.

Dette gjorde de Caluwé op for med sjov scenesnak imellem sange, blandt andet da han introducerede sangen ”Origin of Disease” som omhandlende sin mor, eller en længere seance om hans ADHD i forhold til at han havde glemt, om vi allerede havde haft en wall of death. Derfor fik de også to meget store vægge op at køre i løbet af deres sæt. Lyset florerede hovedsageligt i en forventelig mørkerød i modsætning til de forrige bands’ varierede farveskemaer, men det passede også godt på Aborteds mere organiske lyd, som var ond på en mindre overdramatiseret og mere lumsk måde.

Brutalt… men hvor er mine riffs?!

Lyden blev desværre ikke bedre under hurtigere riffs, udover lige for under soloer, og det var derfor svært helt at leve sig ind i dynamikken mellem kaos og groove, der er så fundamental i deres musik. Det trak lidt fra effekten af deres pludselige temposkift, da jeg for det meste endte med at stå og vente på en hørbar slam-riff eller noget lignende. Aborted fik alligevel leveret en masse fede øjeblikke, trods lyden, da de spillede godt, og de Caluwés vokal stod klokkeklart og lød utroligt ond og teknisk, imens han fløj rundt på scenen med mimik som en person, der måske skulle overveje et besøg i psykiatrien, før noget gik galt.

7/10

Shadow of Intent

De siger, man aldrig skal møde sine helte…

Shadow of Intent var et af de første rigtig ekstreme bands, jeg faldt for, da Reclaimer kom ud lige omkring da jeg var klar på at rykke videre fra Slipknot og metalcore. Jeg har sidenhen set dem en gang sammen med Cattle Decapitation, hvor jeg blev blæst bagover af deres valg af et deep cut som sidste nummer. Dog har de over de senere år mistet den melodiske deathcore-kant og charme, der gjorde dem så tiltrækkende på deres første tre plader. I bytte er de blevet mere modne sangskrivere og læner sig langt mere op ad traditionelt dødsmetal. Disse salgspunkter har dog kun ført til ”gode” plader fremfor fremragende, og der var derfor et lille håb om, at de vil spille en mere varieret sætliste, end ”The Imperium Delirium Tour” antydede.

… og det kan der være gode grunde til.

Det første indtryk af gensynet med Shadow of Intent var, at jeg tænkte, at de lød lidt røv. De startede med ”Infinity of Horrors”, men et eller andet må have været gået galt i kommunikationen med lydmanden, da ingen af de individuelle elementer lød særligt forenelige, og dette vil blive ved det meste af koncerten. De symfoniske lag, der kendetegner Shadow of Intent, druknede i en alt for larmende stortromme, bassen var ikke rigtig til at finde, og guitartonen syntes bare at mangle et eller andet, som den ikke gjorde på pladen. Sætlisten bestod hovedsageligt af sange fra Imperium Delirium, men på mere velkendte numre som ”The Heretic Prevails” var det ret tydeligt, at noget ikke helt stemte overens, hvad angik lyden.

Shadow of Intent var også meget mekaniske i deres udtryk og publikumsnærvær. Der var flere gange, hvor det mest interessante, der foregik på scenen, var sangskriver og guitarist Chris Wisemans utroligt smukke hår, der svingede lidt frem og tilbage. Forsanger Ben Duerr henvendte sig til publikum hele fire gange under det næsten timelange sæt, en mangel af kontakt som musikken og lyden simpelthen ikke var gode nok til at understøtte. Det syntes skuffende, efter to af de sjoveste mennesker i metalmiljøet lige havde spændt publikum op til lir. Stortrommens utroligt dårlige lyd blev også meget hurtigt irriterende at høre på, især givet hvor fremtrædende den var i mixet.

Det var også svært at få en fornemmer på, hvorvidt bandet overhovedet var glade for at være her og spille. En af Duerrs henvendelser var om, at han var taknemmelig for, at bandet kunne brødføde hans børn, men selveste afviklingen af koncerten endte blot med at virke indstuderet og lettere ligegyldig som følgevirkning af det. Og når lyden så ikke engang var der, så fik man fornemmelsen af, at man faktisk ikke havde behøvet at troppe op.

”Nu vil jeg hjem.”

Det gode ved, at koncerten i aften var startet så tidligt, var, at Shadow of Intent var færdige klokken 22:00, og at man derfor kunne komme hjem og i seng på et nogenlunde anstændigt tidspunkt. Shadow of Intent som hovednavn efter to gode sæt virkede desværre bare ret skuffende. De var en professionel maskine, der havde spillet godt, men ligesom forrige anmelder havde konkluderet sidst Shadow of Intent var i Amager Bio: ”Det føltes, som om Shadow of Intent bare kom buldrende forbi Danmark, spillede deres sæt og så skred igen.”

6/10