De kan da ikke blive ved?
De engelske NWoBHM-legender i Satan har været på en konstant kunstnerisk optur siden deres comeback med Life Sentence i 2011. I 2022 udgav de det fjerde umanerligt vellykkede album i rækken, Earth Infernal, og tidligere denne måned udkom så allerede nummer fem, Songs in Crimson. Den skal vi kigge på i det følgende, og kan veteranerne virkeligt blive ved med at levere på samme tårnhøje niveau?
Som at komme hjem igen
Med “Frantic Zero” åbner albummet, præcis som titlen lover, i det mindste temmelig hektisk. Der er lige fra start fuld hammer på Russ Tippins og Steve Ramseys ikoniske guitararbejde. ”Frantic Zero” er, som den jo bør være, konstant omskiftelig, da nye riffs hele tiden dukker op. Den virkelig rå og garageagtige produktion springer også i øjnene – og ørerne – med det samme. Lyden vil bestemt ikke være spiselig for alle – især dem med hang til den sterile produktion fra den såkaldt moderne metal. Men for alle os, der fik en stor del af vores ’heavy’ på kassettebånd i 80’erne, er det som at komme hjem igen.
Ikke et eneste nummer her på Crimson runder de fem minutter. Det hele er mere råt, mere lige på og hårdt, end de foregående udgivelser. Man får et billede af fem gutter, der står lige overfor hinanden og bare fyrer den af i deres mors garage. Singlen ”Turn the Tide” er helt oppe på samme niveau som det allerbedste, Satan har begået siden comebacket. Jeg talte syv forskellige riffs, alle sammen som minimum interessante. Hvordan kan man proppe så meget ind i en sang på lige over fire minutter uden at miste grebet?
”Sacramental Rites” byder på en clean intro med tre forskellige guitartemaer. De leder over i endnu et klassisk Satan-riff og dernæst et supercatchy omkvæd med en lækker basrundgang. Jo, englænderne spiller igen på alle tangenter. Der foregår hele tiden noget interessant og uventet med det, der på overfladen virker som simple virkemidler, men så langtfra er det. Med Songs in Crimson har Satan som sædvanlig formået at udgive et album uden et eneste dårligt nummer – også selvom det ikke er alting, der når helt op på deres imponerende topniveau. Her i 20’erne er der ingen af de andre aktive NWoBHM-legender, der når Satan til sokkeholderne.
’Satan til Copenhell, tak’
Sådan afsluttede vi vores anmeldelse af gruppens 2018-udgivelse, Cruel Magic. Det udsagn står vi ved, og krydser fingre, for det ville være så fortjent. Stilfærdigt kan vi så tilføje, at gruppens optræden på intime BETA2300 ved Amager Bio denne uge, kun kan blive en intens og mindeværdig oplevelse. Der er stadig billetter til salg, så når du er nået så langt her i anmeldelsen, hvad venter du egentlig på?
