Hell Fire

Vi startede aftenen med en solid omgang  NWoBHM-hyldest, dog med en hårdere, speedmetallisk og i glimt endda thrashet tilgang til den klassiske heavy metal. Det sidste var måske ikke så mærkeligt, når man bemærkede, at Hell Fire er fra det navnkundige San Fransisco Bay Area. Gruppen albumdebuterede i 2016, men især de to seneste udgivelser er værd at lytte til, og det var da også sange derfra, der optog det meste af pladsen under deres korte, men hovedsageligt effektive sæt.

Hell Fire tog deres opvarmningstjans alvorligt og forsøgte med lige dele talent og entusiasme at få gang i sagerne fra starten. ”Medieval Cowboys” og ”Mania” gav os en solid 1-2-kombination i fjæset af noget tungt og episk. Der var mere fart på ”Addicted to Violence”, som var en ret spøjs sangtitel, for det virkede faktisk mere, som om Hell Fire var afhængig af sjov og ballade end vold. Det er ikke ofte, at man oplever, at en forsanger lyder bedre live end på plade, men det var tilfældet med Jake Nunn, der gav den med både brøl og King Diamond-skrig. Det sidste lå måske i blodet, for Nunns bedstefar var åbenbart dansker. Med et solidt spillende band bag sig og en stribe medrivende, omend ikke ligefrem banebrydende, sange i kataloget var det ingen sag at få gang i et motiveret publikum. Udover Nunn gjorde især bassisten Kai Sun sig bemærket. Han fremstod som et mix af Steve Harris og Robert Trujillo, og det er vel ikke det værste, man kan beskylde en bassist for. Vi fik dermed 45 fornøjellige minutter med en skøn blanding af Priest, Maiden, lidt Sabbath og så en snert Bay Area-thrash.

7/10

Haunt

Efter Hell Fire skulle Haunt på scenen. De blev dannet i 2017 af frontmand og guitarist Trevor William Church, og med ham i spidsen har de udgivet en lille stribe albummer fyldt med retroheavy og 80’er-vibes. For en gammel knark som mig gav de især minder om den svenske melodiske metal, som Heavy Load og (det helt tidlige) Europe var bannerførere for. Church udviste fra første sekund solide stjernevibes – der er bare nogen, der er født til at stå på en scene, og han var tydeligvis en af dem.

"Hearts on Fire" gav anledning til lidt fælles sang og bekræftede til fulde min holdning til den svenske inspiration. Supercatchy og nærmest skabt til en stor arena, som Haunt givetvis også havde spillet i, hvis de havde eksisteret i 80’erne. Præcis som Hell Fire gik Haunt til stålet, men folket foran scenen kom aldrig helt i samme stemning som til aftenens første band. Det kan man ikke bebrejde Haunt, for det skyldes givetvis det danske metalpublikums generelle skepsis overfor alt for meget melodi i deres metal. Der opstod også lidt tekniske problemer under "Fight the Good Fight", men bandet kæmpede ufortrødent videre. "Mercenary" blev dedikeret til Satans guitarist og sangskriver, Russ Tippins, og han stod gudhjælpemig nede på gulvet lige foran scenen. Det er sgu dedikeret! Til slut fik vi hittet "Burst Into Flame" (nå ja, den har da over 100.000 afspilninger på Spotify). Her var både tempo, melodi og et passende medrivende omkvæd. Som med resten af deres sæt kunne man dog godt savne lidt mere punch, især når nu Haunt var klemt inde mellem Hell Fire og Satan. Alt i alt blev vi varmet op af to glimrende eksempler på, at folk, der fastholder, at traditionel heavy metal udelukkende er en europæisk ting, tager fejl. Amerikanerne kan også, men nu var det endelig tid til at hylde Satan.

6/10

Satan

Vi har i de senere år skrevet en del om Satan her på sitet. Kort fortalt hører de efter vores opfattelse til blandt de allerbedste NWoBHM-bands, både nu og dengang bølgen startede. Englændernes diskografi siden  comebacket i 2013 er uforlignelig (hvilket man blandt andet kan forvisse sig om her, her og her), men nu var det som nævnt endelig tid til at opleve legenderne live. Et godt fyldt BETA stod klar, da Satan lagde ud med ”Trial by Fire” fra den mægtige debut Court in the Act fra 1983. Jovist var det fem ældre herrer, der stod på scenen, men vi var nu også mange foran scenen, hvor alderen trykkede. Til gengæld spillede og sang gutterne i Satan fremragende.

"Break Free" gav endnu et eksempel på, hvor meget knald Satan egentlig satte på NWoBHM-bevægelsen tilbage i 83. "Sacremental Rites” fra den nye skive understregede tilmed, at gruppen stadig skriver sange, og i det hele taget rocker, på samme niveau som for 40 år siden. Vanvittigt imponerende, og det tillægsord kunne også bruges på Brian Ross’ vokal. Er hemmeligheden bag de evigt unge stemmebånd mon den flaske Jägermeister, Ross ifølge ham selv tyller i sig hver dag? Han gik i hvert fald til flasken med stor entusiasme her, og entusiasme var der i det hele taget masser af denne aften – og den gik begge veje. Der var faktisk så meget kommunikation til og fra scenen, at det tog lidt overhånd, og det endte med, at Satan måtte korte deres sæt af med et enkelt nummer. Inden da nåede vi heldigvis en perlerække af gruppens bedste numre. En helt forrygende "Incantations” fremviste et af de bedste, og mest oversete, riffs i metalhistorien, og "Twenty Twenty Five" leverede underskønne twinleads og masser af den kompleksitet, Satan også mestrer. Udover den imponerende vokal fra Ross har bandet en bundsolid rytmesektion, men det var altså guitaristerne Tippens og Ramsey, der var aftenens helt store oplevelse – og ikke kun på de førnævnte sange.

"Alone in the Dock" afsluttede første sæt med maner, men af uforklarlige grunde blev loftslyset tændt, da bandet gik af scenen, med det resultat at folk begyndte at sive. Lyset var stadig tændt, da englænderne vendte tilbage for at spille deres ekstranumre, nu for et mere end halvtomt lokale. Skidt eksekveret af arrangørerne i BETA, men det var faktisk også det eneste, der var at udsætte på 90 minutters helt forrygende opvisning fra Satan denne aften. Vi kan dermed kun gentage vores efterhånden faste opfordring til Live Nation: Giv nu Satan den store scene, de fortjener, på Copenhell!

9/10