RIOT SUN - bruises

Udkom

Type:EP
Genrer:Hardcore, Hard rock
Antal numre:5

Officiel vurdering: 6/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Et år med op- og nedture

Meget kan man sige om 2020, men den danske rock- og metalundergrund har det ikke slået ud af kurs. Senest har Plaguemace vist potentiale med ep'en Primal Priest, og tidligere var det Gabestok og Defecate med henholdsvis På herrens brakmark og Beating with Disgust. På den lidt mere etablerede scene har vi for nylig ladet os imponere af Eyes – et band, der genremæssigt befinder sig i nogenlunde samme lejr som RIOT SUN. De fem herrer i RIOT SUN spiller nemlig også hardcore, om end i den lidt blødere ende, og nu er de klar med debut-ep’en bruises.

”En plade til blødende hjerter og vrede sjæle”

Bandet beskriver selv bruises som ”en plade til blødende hjerter og vrede sjæle” – og det passer egentlig meget godt. For nok fylder vrede, afmagt og frustration en del på ep’en, men det gør ømhed, melodi og nostalgi så sandelig også. På bruises ser RIOT SUN nemlig tilbage på medlemmernes barndom og hylder 90’erne og de tidlige 00’ere med en blanding af hardcore, punkrock og alternativ rockmusik. Dét bliver til en spændende ep med flere gode momenter, men desværre også nogle, der hurtigt preller af.

Ep’en skydes dog ganske habilt i gang med ”Told You”. Et simpelt, men effektivt guitarriff indleder nummeret, hvorefter forsanger Jonatan slutter sig til med et brøl. Bassen er skruet godt op, trommerne spiller ukomplicerede beats, og i det hele taget er det et meget ligetil udtryk, som RIOT SUN præsenterer. Det er simpel musik, men veludført, fuld af energi og ofte fængende. ”Told You” er ikke et nummer, der for alvor overrasker eller efterlader et kæmpemæssigt indtryk, men det fungerer godt og rammer 90’ernes melodiske hardcore meget præcist; som barn af 90’erne er det svært ikke at blive ramt af nostalgien.

På ”Panglossian” får vi en mere beskidt vokal, og på ”Nothingness” bliver det decideret punket og aggressivt; vokalen er råbende, og guitarerne støjer. Det vrede udtryk klæder RIOT SUN særdeles godt, og de kunne sagtens skrue op for aggressiviteten flere steder i de øvrige numre. Dét gør de på sin vis i ”Trials”, der både har en buldrende bas og en råbende vokal. Alligevel kunne man savne, at bandet giver en smule mere los: siger fuck alt og bare brager igennem. En kraftigere produktion kunne formentlig også hjælpe med dette.

På ”1969” går bandet dog i en anden retning og præsenterer et nummer, der vel bedst kan kategoriseres som alternativ rock. Vokalen er dybere, guitaristerne leger med nogle spacy effekter, og selvom der næppe er noget virkelig ekstraordinært over denne skæring, fungerer den fint. Og det er måske den bedste måde at opsummere bruises på: Den fejler som sådan ikke noget, men overrasker eller imponerer heller ikke voldsomt. Derfor lander den en lille tak over midten på vores famøse karakterskala.

Tracklist

  1. Told You
  2. 1969
  3. Panglossian
  4. Nothingness
  5. Trials

Kommentarer (1)

Bertil H. Taube

Fedt pladecover.

Videon er jo lidt fjollet, -men musikken er jo fed tråd. Iøvrigt er det min fætter Silas på pladecoveret, -han har lige skidt i båsserne....