Misantropi fremfor alt!
Samtidig med, at Redwood Hill kan fejre 10-års jubilæum, kan de fejre, at den trilogi, de begyndte tilbage i 2013, nu er slut. Og på mange måder er Ender en fejring samt en testamentering af alt, hvad Redwood Hill er – på godt og ondt! Den københavnske, kutteklædte kvintet har aldrig lavet musik til masserne, til de sarte eller til dem, der ønsker et letfordøjeligt og fornøjeligt nummer. I stedet har de skabt et misantropisk og kulsort univers til dem, der ønsker at sidde og filosofere over, hvor meningsløst det hele egentligt er. Redwood Hill er derfor et band, der kræver noget af lytteren. Men ens tålmodighed bliver belønnet – og man ser til slut lyset i mørket.
Et midnatstæppe fra rodekassen
Ender er noget af en omgang. Med en spillelængde på lidt over 70 minutter er det et album, der tager lige så lang tid som deres to forrige albums – hvilket nok er ganske bevidst. Der er faktisk flere små referencer til de to tidligere plader Collider og Descender. Fx er to af numrene på Ender opkaldt efter sine søskende, og albummet har ligesom tidligere også et nummer på tysk, nemlig Leben.
Rent stilistisk befinder Ender sig i den samme post/sludge/black-rodekasse som de forrige album, om end der også har sneget sig enkelte doom- og drone-elementer ind, hvilket især er tydeligt på de af numrene, som er på 7+ minutter. Numre som generelt godt kunne have været halvandet til to minutter kortere, for Ender har det med at blive lige lovligt lang i spyttet.
Derudover kan det godt være svært at høre forskel på de 11 numre, da de virker til at følge den samme formel: en lang, instrumental intro afbrudt af Marcos forpinte skrig, efterfulgt af en langsom, repetitiv passage. Med andre ord: Klassisk Redwood Hill – de gør det, de er bedst til.
Men nu skal det heller ikke lyde, som om Ender er et dårligt værk – for det er det bestemt ikke, der er mageløse numre som ”No Horizon” eller ”Absence”, som virkeligt formår at omfavne en som et sort midnatstæppe. Ender vokser også på en, og der er gange, hvor musikken virkeligt formår at få en til at forsvinde i en mystisk trance, hvor man glemmer tid og sted trods en dybt, depressiv lyrik samt en vokal, der skriger dig direkte ind i hjernebarken.
Men hvad så nu?
Ender er et spøjst værk. Et veludført og velproduceret værk, men dog stadig et spøjst værk! På den ene side er musikken utrolig smuk og dragende, men på den anden side sidder man også lidt med en følelse af, at man kunne have skåret måske 15-20 minutter af. Derudover føler man også lidt, at der mangler lidt variation og måske endda noget ”kapow” for at sætte lidt gang i fejemøget, men det havde måske også været en kende ukarakteristisk for Redwood Hill – uanset hvor tiltrængt, det kunne være.
Det store spørgsmål, der melder sig på banen, er dog, nu hvor Ender er udgivet, og trilogien afsluttet – hvad skal der så ske for Redwood Hill? Det er et spørgsmål, jeg er spændt på at få svar på!
