Hvis man slog prog metal op i et leksikon…
Vi er alle nørder, og det er vi stolte af!
Enhver metalfan udsættes, oftere end hvad godt er, for endeløse rækker af fordomme; Hører du black metal brænder du sikkert kirker af som hobby mens du leger gemmeleg i de norske skove. Sværger du til folk metal, dyrker du sikkert også rollespil og er mega fan af Tolkien. Sådan tilskrives mange metalheads særlige karaktertræk, vaner osv. - Men er du til progressiv metal, så er du bare en nørd...
På den ene eller den anden måde er vi nok alle sammen nørder, når det kommer til stykket, men hvad er det egentlig prognørder nørder når de hører prog? Er det de tekniske detaljer i form af skalaer og modulationer når der fyres en ti minutter lang navlepillende guitar vs. keyboard-battle af? Er det de polyrytmiske eskapader trommeslageren kaster sig ud i, bare fordi han kan? Eller er det de fortænkte og gennemtærskede fantasy-temaer pladerne af og til har som tema?
Storslået og fejlfrit - men kedeligt
Uanset hvad, så har de amerikanske progmetallere i Redemption udgivet deres sjette album - The Art of Loss - hvor alle kan være med, uanset foretrukken nørdet niche. Det indeholder nemlig lidt for enhver smag, er meget nemt at gå til og meget let fordøjeligt. Men måske også for meget.
Kort sagt er The Art of Loss et album der byder på alle de ting en rigtig prog-skive skal; Her er gode melodier, fine sange, et gennemgående tema (hint: pladens titel...!), noget hårdt, noget blødt, noget langsomt, noget hurtigt og et par lange numre hvor musikerne kan folde sig ud, er der selvfølgelig også. Kvaliteten af de forskellige elementer er også yderst fornuftig. Produktion og præstation er i top og med gæstestjerner som de tidligere Megadeth-guitarister Marty Friedman, Chris Broderick og Chris Poland er niveauet selvsagt højt. Men der er bare et par problemer: Trods det faktum at alle kanoner og kampvogne er kørt i stilling, føles det stadig som om Redemption skyder med løst krudt. De forskellige skæringer er som sådan fede nok - især "Damaged" med Marty Friedmans fantastiske solo - men som helhed bliver den alt for perfekte og fejlfrie prog alt for meget og halvvejs inde i skiven begynder kedsomheden at sætte ind. Og det er i dén grad et skidt tidspunkt når der resterer små 40 minutter inklusive et afsluttende nummer på 22 minutter...!
Ikke nørdet nok
Bands som Dream Theater, Symphony X og Fates Warning må siges at være nogle af dem, der tilhører prog’ens superliga. Redemption har altid, i min optik, befundet sig lige et niveau under og desværre er det nok heller ikke denne gang de skriver sig ind i de progressive historiebøger.
Skiven er egentlig fed nok, alt er bare "standard prog" og generelt bare hørt før. Mange gange før. Og så er den også lige tyve minutter for lang. Derfor bliver The Art of Loss, trods sit fejlfrie udgangspunkt, en alt for intetsigende prog-udgivelse der ikke rigtig imponerer eller skiller sig ud på nogen måde. Er man ny i denne genre og har en begyndende interesse for den, vil denne skive være et glimrende sted at starte og dernæst arbejde ud fra, men os rutinerede nørder får simpelthen ikke nok at nørde over udover standard og lidt kedeligt nørderi.
