Stoner-gøglerne i Red Fang ryster posen
Barnlige voksne eller voksne børn?
Inden for stort set alle genrer finder man bands, der tager lidt lettere på tingene end andre. Bands, der selvfølgelig er dybt alvorlige, når det gælder deres musik, men samtidig har en ret tydelig ironisk distance til dem selv. Amerikanske Red Fang er et af disse bands. Siden dannelsen i 2005 har de fire stoner-rockere udgivet fire langspillere, hvor især Murder the Mountains og Only Ghosts skiller sig ud. Disse to plader var absolut ikke kun fis og ballade, men i dén grad også stoner-rock, når det er allerbedst.
Nu er Red Fang, efter fem års pause, endelig tilbage med deres femte album. Det har fået titlen Arrows og vidner om et band, der er modnet en del. Eller er de?
Where do we go?
Har man set nogle af Red Fangs gakkede musikvideoer eller været til en af deres koncerter, har man også erfaret, at bandet ikke er blege for at lave gas og løjer. Derfor er det umiddelbart overraskende, når man efter en gennemlytning af Arrows kan konstatere, at de fire øldrikkende pothoveder fra Oregon har eksperimenteret en del og forfinet deres udtryk. Bevares, det er stadig stoner-rock for fuld skrue med masser af gode hooks og fede, tunge, medrivende riffs, men der er blevet leget en del med stilarter og produktionsteknikker, hvilket klæder bandet rigtig godt, og så er der også blevet skruet lidt ned for det sædvanlige Red Fang-gøgl. Men også kun lidt...
På “Two High” er vi næsten ovre i den sludgede afdeling, “Rabbits In Hives” er punkrock, som vi husker den fra de sene 90’ere, “Anodyne” er muligvis det mest psykedeliske, bandet nogensinde har bedrevet, og titelnummeret samt “Unreal Estate” er riffbaseret ørehængerrock, der med stor sandsynlighed bliver nye publikumsfavoritter. Dermed er variationen og alsidigheden på Arrows større, end den plejer, og mens nogle af bandets fans helt sikkert vil se negativt på dette og pege på manglende flow og sammenhæng på en relativt kort plade, vil jeg omvendt plædere for, at bandet har begået en genistreg uden lige ved at ryste posen så meget.
Med Red Fang ved man aldrig helt, hvad der skal til at ske, og den spænding byder Arrows på masser af. Hvad finder de dog på i næste nummer? Det er godt set af et efterhånden erfarent band. For hvor skal man bevæge sig hen på plade nummer fem? Satse på det sikre og sædvanlige? Nej da! Man laver en plade, hvor man afsøger genrens muligheder og begrænsninger. Og man skruer da også lidt ekstra på knapperne bag pulten for at variere lydbilledet lidt. Og minsandten om man ikke også optager en stor del af trommerne i en stor tom pool for at få en anden klang.
Skøn nytænkning
Stoner-rock fra bands, der ikke tør noget, har vi nok af. Hvorfor konstant dyrke de samme gamle floskler og lade genren låse sig om sig selv, indtil man lyder som en billig udgave af Foo Fighters, der har røget for mange Peter Belli-smøger? Det spørgsmål har Red Fang taget op. De gentager ikke bare sig selv og laver Murder The Mountains eller Only Ghosts en gang til. De tager et naturligt skridt videre i deres udvikling, og trods enkelte fejlskud i løbet af de tretten numre, Arrows rummer, fører de på glimrende vis genren, og ikke mindst dem selv, ind i en helt ny tidsalder. Og endda uden at glemme den ironiske distance, de altid har haft, komplet med tomme øldåser, farjokes og armhuleprutter, der selvfølgelig stadig lurer lige under overfladen.
