Red Eleven  - Collect Your Scars

Collect Your Scars

· Udkom

Type:Album
Antal numre:11

Officiel vurdering: 8/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Endnu et dejligt album fra finnerne

Ny guitarist

nyt album Red Eleven, er et finsk rock/alternativ/metal band der tæller 5 mand, som startede tilbage i 2009 da Teemu Liekkala og Tony Kaikkonen lavede ”Project Red Eleven”. De lavede et par demo numre som de spillede for 2 venner Pasi Pasanen og Petteri Vaalimaa i 2011, som besluttede sig for at gå sammen og lave ’et ordentligt band’ og kort efter tilføjede de J-V Hintikka som anden guitarist. I 2012-2013 spillede de rundt omkring i Finland og i april 2013 udgav de deres debut album ”Idiot Factory”, som høstede hele 10/10 her på sitet. Det forstår jeg godt, med deres erfaring fra et utal af tidligere og nuværende bands, bl.a. ”Machine Men”, ”Swallow the Sun”, ”Code For Silence”, ”Sons Of Aeon” og ”Dark Days Ahead”. De skiftede pladeselskabet Inverse Records ud med Lifeforce Records og på bagrund af deres succes med debutalbummet var forventninger derfor høje for opfølgeren ”Round II” som fik 9/10. Efter at J-V i september 2015 meddelte at han forlod bandet for at prøve kræfter med et andet projekt, fik bandet fat i Tom Gardiner fra ”Solution .45” og de er nu klar med deres 3. skive som jeg kigger nærmere på her.

Der bliver eksperimenteret

Første nummer på pladen, som også er den første single, ”I Follow” sparker festen godt i gang med et fint tempo, tekster jeg sagtens kan følge og en fed guitar. Det næste nummer ”Just A Game” fortsætter tempoet og har nogle mere rå egenskaber der gør at dette er en af de numre som Red Eleven laver der går over og rører ved metalsiden. Tredje nummer ”Different Kind” kører stilen videre og jeg nikker fortsat med. Vi når til fjerde nummer ”Last Grain of Sand”, hvor tempoet bliver sat ned i en herlig ballade, ført an af klassisk klaver og en lækker bas dukker frem. Femte nummer på pladen, ”Know Yourself”, havde jeg desværre lidt problemer med. Sangen i sig selv er udemærket, men desværre kører der et halvkedeligt, nærmest irriterende ’jeg har lige gået på efterskole og lært at spille’ keyboard konstant gennem hele sangen. Hvis det ikke var for det her irritationsmoment ville dette nummer nok have fungeret lidt bedre. Derudover bliver der nærmest mast, et ellers elegant og fint, klaverstykke ind i outro’en, som for mig virker ret malplaceret. Om det er et forsøg på at give lytteren en lille pause mellem de lidt tempofyldte numre er meget muligt, men det virker mest af alt som noget man har glemt at klippe ud. Heldigvis redder de resterende numre albummet hjem, og gør brug af nogle små ’sjove’ tiltag bl.a. hvad jeg gætter på er en indisk zithar. Jeg syntes det er superfedt når bands tilføjer instrumenter/lyde som falder lidt udenfor metal-genren, så længe der ikke er et overforbrug, men at det understøtter sangen/albummet. Især ”All Emotions At The Same Time” og ”And So I Took His Life” er blevet personlige favoritter på denne plade, sammen med første nummer ”I Follow”.

God udvikling

Taget i betragtning at det forrige album ”Round II” også havde lidt bøvl med keyboard, og at der oveni er et sært afbræk i form af klaver midt på albummet, vil jeg give den her 8/10. Albummet isin helhed er absolut værd at investere i. De fortsætter med en vokal der spænder fra skønsang til growl, nogle fede guitar-riff og tilføjer et par fine små gimmicks der lige pifter det lidt op. Der bliver prøvet nogle nye ting af og det meste af det fungerer ganske fint. Jeg er i hvert fald 100% klar, hvis de i fremtiden beslutter sig for at optræde på dansk jord.

Tracklist

  1. I Follow
  2. Just A Game
  3. Different Kind
  4. Last Grain Of Sand
  5. Know Yourself
  6. Tainted Scene
  7. All Emotions At The Same Time
  8. And So I Took His Life
  9. The Mark
  10. Too Much To Ask
  11. Yarn Of Life