En snegl på vejen…
I Århus er sneglefeberen brudt ud. Den har heldigvis ikke ført til en nedlukning af det ganske land, selvom debuten har ligget og huseret i skyggerne siden 2020. Smittetrykket har på intet tidspunkt været faretruende, men nu er en ny variant på gaden. Forhåbentlig bliver det ikke endnu en pandemi, når Ormekulten Gryr.
Et skridt frem
Vi var her på Heavymetal.dk ikke voldsomt oppe at køre over Sneglefebers eponyme debut. Kvaliteten af produktion og riff var der ingen fingre at sætte på, men sneglene syrede for meget rundt i enkeltriffsumpen; der skete kort sagt ikke en dyt på alt for lang tid. Sammenlignet hermed er album nummer to forholdsvist hurtigt i gang, idet der knap går et minut, før det første stenede kongeriff rykker ind. Så langt så godt, og det virker, som om Sneglefeber har udvidet paletten en smule eller pløjet matriklen ren for at få mere spillerum, for sangene på Ormekulten Gryr baserer sig ikke længere bare på ét riff. Alligevel er både ”Probiotic Nightmare” og ”Grey Halls” ret stillestående, om end der til slut kantes et ondt riff ind, der lige løfter røven på sidstnævnte. Desværre får ”Probiotic Nightmare” ingen opløftende redningskrans. Skæringen er ekstremt ensformig, selvom den larmer afsted med et riff, der burde få mig til jublende at vælte naboens bil, fælde hans træer og skyde hans muldvarp – men ak! Den slags riff har Weedeater og snart sagt en hvilken som helst anden udsyret og ondsindet doomsatan sgu gjort bedre før. Ikke kun det, men her hiver bandet debutens svage akilleshæl med sig, for bortset fra den fodslæbende intro er der nemlig kun et forbandet riff, og ét riff gør det ikke alene.
Til gengæld skal ”Omni Terminal” have ros for at være herligt lang tid om at komme til essensen: Den fantastiske mutte og indesluttede intro kan Mike Scheidt(YOB) lære af. Den afbrydes af et typisk ondt riff, der snegler sig fælt afsted, indtil indledningens melodiske tema returnerer, akkompagneret af noget, der næsten kunne være en David Gilmour-solo. Jovist, nummeret skifter mellem stille og brølende passager; et solidt skridt fremad på sangskrivningsfronten. Det samme gælder ”Wormcult”, der over sine 14 minutter når at både svinge herligt samt skyde langt udenfor skiven. Det er fedt, velkendt og samtidig stillestående, men også alt for lang tid om at få rundet af. Med få justeringer kunne det have været en klassiker.
Til gengæld er der udelukkende ros til produktionen. Lyden er simpel og lækker, trommerne er en oplevelse for sig; man kan lytte til albummet blot for at nyde stor- og lilletromme. Guitartonen er en tilsvarende oplevelse, sovset ind i forvrængning, ganske passende for et band navngivet efter en lille slimet og klam satan.
Kan vi få Hetfield på banen?
Gad vidst hvordan det ville lyde, hvis James Hetfield skrev et sludge-nummer. Eller hvis Iommi sløvede ”Ironman” ned i tempo, syrede helt ud og således skabte et nyt sludge-univers. Noget i den retning skal der til for, at Sneglefeber rammer lytteren med deres værker. Måske de bør rykke teltpælene op, opsøge en guru og få lidt vise ord med på vejen. Der skal ske noget mere, for der sker lidt for lidt.