thrown - UNWANTED

UNWANTED

· Udkom

Type:Album
Genrer:Hardcore, Nu Metal
Antal numre:11

Officiel vurdering: 3/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Hadets æstetik

Det er altid spændende, når et band skal udgive sit andet album. Det er her, man for alvor får en fornemmelse af, hvilken identitet bandet ønsker, og om debuten var begyndelsen på noget større eller blot ‘lightning in a bottle’.

Det er næsten ubeskriveligt, hvor meget opmærksomhed Thrown har fået de seneste år. Bandet blomstrede for alvor i 2024 med udgivelsen af debutalbummet, EXCESSIVE GUILT, der høstede flotte anmeldelser og hurtigt fandt vej til både anmeldere og fans. Siden har de bevist deres værd som et af de mest kompromisløse og eksplosive livebands på den moderne hardcorescene. Nu er efterfølgeren, UNWANTED, udkommet, og tiden er kommet til at finde ud af, om Thrown kan fastholde momentum og sætte sit præg på et stadig mere tætpakket hardcorelandskab.

Sophomore-slump

Et udtryk, der desværre efterhånden er blevet en smule for velkendt, når et band skal udgive sit andet album. Det er aldrig nemt at fastslå, hvilken retning man skal fortsætte i, især ikke efter en debut så solid som EXCESSIVE GUILT. På UNWANTED er det dog tydeligt, at vi skal have mere af det samme. Det ville i sig selv ikke skade, især ikke i hardcorelandskabet, hvor attitude og energi næsten vægter lige så højt som musikken.

I hardcore er minimalismen en af de grundsten, der gør, at genren kan vægte rytmen frem for melodien. Det er meget det samme som i trap, hvor det handler om at bygge rundt om de beats, numrene centreres omkring. På UNWANTED bliver det en farlig cocktail. Minimalisme kræver ikke nødvendigvis variation, men det kræver, at gentagelserne har funktion. Her bliver de snarere et udtryk for, hvor lidt musikken egentlig har at byde på. Det bliver især tydeligt i samspillet mellem trap og beatdown-riffs. Når sidstnævnte endelig får chancen for at hæve intensiteten, bliver de næsten øjeblikkeligt afbrudt, inden de når at opbygge det momentum, der kunne drive numrene fremad. Trapbeats er en væsentlig del af Throwns lyd, men de ender med at bryde energien på især numrene ”type of way” samt ”off”, og det er til et punkt, hvor det næsten bliver komisk. I stedet for at udnytte kontrasten mellem de to udtryk bliver resultatet kompositioner, hvor ingen af elementerne får lov til at sætte retningen, hvilket efterlader musikken uden den fremdrift, som deres aggressive udtryk ellers lægger op til. En af de ting, der trods alt redder albummet en smule, er forsanger Marcus Lundqvists nådesløse vokal. Sammen med et par udmærkede twostep-fremkaldende hardcoreriffs opstår der enkelte momenter, hvor potentialet viser sig. Men selv hans aggressive levering kan ikke kompensere for, at kompositionerne mangler substans at bygge videre på, og det er enormt frustrerende, at bandet ikke formår at udnytte de øjeblikke. I stedet forsøger samtlige numre at genskabe magien fra debutalbummets hitnummer “on the verge”, uden på nogen måde at nærme sig samme slagkraft. Thrown er blevet så optaget af at gentage det, der fungerede på debuten, at de har glemt at spørge sig selv, hvad der skal få opfølgeren til at skille sig ud.

Det hjælper heller ikke, at produktionen og mixet er så overpoleret, at musikken mister sin kant. Når kompositionerne i forvejen er så afhængige af rytmiske gentagelser, burde produktionen tilføre den råhed og dynamik, der kan holde lytteren fanget. I stedet fremstår trommerne og de elektroniske elementer så stramt kontrollerede, at der mangler kontrast til de tunge riffs og den aggressive vokal. Selv når musikken forsøger at slå hårdt, bliver udtrykket så velordnet, at det mister sin gennemslagskraft. Det er en mærkværdig beslutning for et band, hvis største styrke burde være evnen til at skabe kaos og intensitet. Der skal ikke mange gennemlytninger til at fornemme, at både bund- og topniveauet er faldet mærkbart. Det bliver en Temu-fied version af debuten, der hverken kommer nogen vegne eller bygger videre på noget.

Bare minimum

Overordnet set er der ikke meget at komme efter på UNWANTED. Albummet ender med at fremstå som en flydende og ustruktureret masse, hvor enkelte grooves kortvarigt formår at få hovedet til at nikke, inden man igen falder tilbage i den samme ensformighed. Efter en så stærk debut var forventningerne naturligvis høje. Desværre får vi i stedet en tør og tam omgang, der hverken tør udforske sit eget lydunivers eller bygge videre på de grundsten, som gjorde forgængeren så effektiv.

Med en spilletid på blot 20 minutter burde UNWANTED være en koncentreret eksplosion af energi og aggression. I stedet føles albummet overraskende langtrukkent og endimensionelt. Der mangler kreativitet og en vilje til for alvor at gå all in på den trapcore-lyd, som Thrown tilsyneladende ønsker at etablere sig med. Balancen mellem hardcore og trap bliver så ensformig, at det hele blot skifter frem og tilbage uden nogen reel udvikling eller substans. Thrown har tydeligvis fundet en lyd, men på UNWANTED virker det, som om de har glemt, hvad der gjorde dem interessante i første omgang.

Da Thrown navngav numrene ”bare minimum” og ”subpar”, vidste de i det mindste, at man altid kommer længst med ærlighed.

Tracklist

  1. critic
  2. don't be fooled
  3. unwanted
  4. rehearsed
  5. doing great
  6. type of way
  7. off
  8. split
  9. hard times
  10. bare minimum
  11. subpar