Where is Gomorra?
Der skal åbenbart mere end en plads i Destruction til at stille Damir Eskics musikalske appetit. Den schweiziske guitarist har nemlig også sin egen legeplads i form af Gomorra, hvor thrashmetallens aggressioner får selskab af den amerikanske powermetals melodiske muskelkraft. Et ægteskab, der på papiret lyder omtrent lige så fordrageligt som en familiefrokost i den bibelske by, bandet har taget navn efter. Med Blood of the Innocent er den schweiziske kvintet nået til sit tredje studiealbum fire år efter forgængeren Dealer of Souls. Ni numre har fundet vej til udgivelsen, der denne gang også byder på besøg fra Tim "Ripper" Owens. Spørgsmålet er derfor ikke, hvorvidt Gomorra har den nødvendige musikalske ammunition, men snarere om de også formår at omsætte den til konkurrencedygtige kompositioner, der kan hæve sig over en i forvejen tætpakket scene for powerthrash.
Who is Gomorra?
Efter en kort, stemningssættende ouverture følger "Northman" med sin preussisk-funderede pitbullsnerren, der møder et højfrekvent vokalregister med umiskendelige aner i NWOBHM. Eller måske snarere den lettere overeksalterede fortolkning, som den tyske (og tilsyneladende også schweiziske) power- og heavy metalscene har gjort til sit adelsmærke. Trods assistance fra Tim "Ripper" Owens bliver resultatet dog en temmelig ordinær affære. Riffene er moderat fængende, men den kedelige sangskrivning og de flade fraseringer gør det vanskeligt at finde noget, der for alvor fæstner sig i hukommelsen. Håndværket er sådan set hæderligt, men kompositionen mangler både melodisk bid og karakter. Det er hverken elendigt eller fremragende. Det ... ER bare. Og den fornemmelse skal desværre vise sig at blive en ganske trofast følgesvend.
På "Rising Nation" bliver de højfrekvente vokaludladninger ledsaget af en så affekteret vibrato, at udtrykket nærmer sig en ufrivillig parodi på powermetallen. Associationerne går ligefrem til Ronal Barbaren, hvor den overdrevne maskulinitet og teatralske fremførelse ganske vist er tilsigtet komik. Hos Gomorra må man omvendt formode, at alvoren er intenderet. Problemet er imidlertid ikke alene vokalens insisteren på at udforske frekvenser forbeholdt hunde og andet firbenet pelskravl. Den musikalske dramatik står ganske enkelt ikke mål med kompositionernes beskedne kvaliteter. Sangstrukturerne er forudsigelige, og melodierne savner de nødvendige variationer til at gøre indtryk. Heller ikke "Supreme Hate" formår at vende udviklingen, og en fæl følelse af galoperende indifferens begynder så småt at indfinde sig.
Heldigvis sænker Gomorra omsider tempoet på "Eternal Ice", hvor parallellerne til amerikanske Iced Earth bliver mere håndgribelige. Og nej, ikke blot på grund af titlen. Det mere afdæmpede udtryk klæder bandet betydeligt, ikke mindst fordi vi får en tiltrængt pause fra den infernalske hundefløjte. Her får musikken plads til at ånde, og guitararbejdet viser glimt af kvaliteter, som ellers drukner i de øvrige numres noget endimensionelle arrangementer. På titelnummeret vender den instrumentale energi tilbage, men atter uden at hverken vokal eller sangskrivning formår at følge trop. Heller ikke lyrikken hjælper nævneværdigt på helhedsindtrykket. Særligt "Friend of War" bevæger sig faretruende tæt på banaliteternes absolutte højborg, hvor selv et sympatisk budskab om fred taber sin tyngde i kluntede formuleringer. Det akustiske islæt på afsluttende "Endless Sacrifice" tilbyder endnu et kortvarigt stilskifte, om end tålmodigheden på dette tidspunkt må siges at være mere end almindeligt tyndslidt.
WHY is Gomorra?
Og således når vi frem til det store eksistentielle spørgsmål: Hvorfor er Gomorra? Ikke fordi ethvert band nødvendigvis skal genopfinde den dybe tallerken eller revolutionere sin genre, men fordi Blood of the Innocent efterlader sig bemærkelsesværdigt få argumenter for, hvorfor netop disse ni numre fortjener vores opmærksomhed. Gomorras største problem er hverken manglende tekniske kundskaber eller instrumentale ambitioner. Musikerne er utvivlsomt i stand til at betjene deres instrumenter, og guitararbejdet fremstår flere steder ganske hæderligt. Men at kunne spille er absolut ingen garant for interessant sangskrivning. Den insisterende, højfrekvente vokal bliver således blot endnu et irritationsmoment i et i forvejen musikalsk fattigt foretagende. Når bandet endelig tillader sig at træde væk fra de mest fortærskede virkemidler, aner man kortvarigt et mere indbydende udtryk. Desværre er disse øjeblikke forsvindende få til at ændre helhedsindtrykket. Hvorfor er Gomorra? Tjah, fordi Eskic og kumpanerne tydeligvis har lyst til at spille arketypisk powerthrash med et pift af klassisk heavy metal. Og det skal naturligvis være dem vel undt. Men efter Blood of the Innocent står det stadig hen i det uvisse, hvorfor i alverden resten af os skulle finde det bare marginalt relevant at lytte med.