Nyt blod, gamle knogler
Mystic Prophecy har aldrig følt behov for at genopfinde den dybe tallerken. I mere end to årtier har tyskerne stædigt holdt fast i deres velkendte blanding af slagkraftige riffs, svulstige omkvæd og speedinducerede powermetal. En opskrift der flere gange har høstet ros her på Heavymetal.dk, men også kritik for at være lige lovlig forudsigelig. Tre et halvt år efter Hellriot (2023) er bandet rede med sit 13. studiealbum, In Metal. Siden sidst er tre af fem medlemmer skiftet ud. Kun frontmand R.D. Liapakis og guitarist Markus Pohl er tilbage, mens Dan Baune, Tommy Gun og Christophe de Combe er kommet til på henholdsvis guitar, bas og trommer. Trods udskiftningen er ambitionen den samme som før: mere af det velkendte og ingen unødige eksperimenter. Men kan de nye kræfter holde liv i en efterhånden halvgammel krop?
Hammer, bardisk og sure tæer
Åbningsnummeret ”Robots” lægger fra land med en mekanisk, hakkende rytmik, der leder tankerne hen på Dream Evils ”Fire! Battle! In Metal!”. Dog uden Niklas Isfeldts krystalklare vokal, som her er erstattet af Liapakis' langt mere rustikke røst. Resultatet er en habil appetitvækker, der stiller den lette sult uden på nogen måde at imponere. Værre står det til på titelnummeret, hvor stål, dæmoner og evig troskab mod heavy metal står i kø. Efter mere end to årtier burde bandets musikalske tilhørsforhold ellers være slået fast. Og tænk engang, de tre nye medlemmer kan sandelig også lide metal. Sikke et sammentræf! På ”March or Die” får kompositionen ganske vist et mere organisk og flydende udtryk, men trommerne marcherer stadig støt i samme takt. Og da de højstemte erklæringer om at kæmpe til den bitre ende ledsages af sentimentalt klaverspil, bevæger vi os faretruende langt fra slagmarken og ind på skolemusicalens territorium.
Derfor fremstår titlen ”Don't Run Away” næsten ufrivilligt komisk. Heldigvis er der denne gang mere substans bag ordene. Depression, angst og indre dæmoner behandles med en oprigtighed, der hidtil har været en mangelvare. Bevares, det er stadig ikke stor kompositorisk kunst, men et kærkomment skridt i den rigtige retning. Og så sker der endelig noget! Med ”Warhead” finder tyskerne albummets hidtil savnede særpræg. Mellemøstligt inspirerede trommer sender os direkte ind i en arabisk basar, inden guitarerne overtager med riffs, der flirter diskret med Tusind og én nats eventyr. Læg dertil korsfarerromantik, sprænghoveder og en ligeledes eksplosiv lyrik, og abracadabra: en helstøbt kreation med både karakter og kontekst. Albummets hidtil ubestridte højdepunkt og et glimrende eksempel på, hvor lidt der egentlig skal til for at gøre den gamle opskrift interessant.
Desværre er det med begejstringen som med stilhed i en børnefamilie og sex efter de 40: en ofte bedrøveligt kortvarig fornøjelse. Eric Adams, Johan Hegg og Joacim Cans går ind på en bar … Nej, den har vi vist hørt før! Med ”When the Hammer Will Fall” serveres en lettere berusende cocktail af Manowars krigerpatos, Amon Amarths vikingeromantik og HammerFalls klassiske powermetal. Sidstnævnte lod i øvrigt hammeren falde allerede i 1998. Det musikalske håndværk er ganske hæderligt, og selvom udskænkningen holder procenten, smager den unægteligt af noget, vi har fået serveret før. Med ”My Inner Innocence” vender vi tilbage til de indre dæmoner og den klæge sentimentalitet. Klaveret fra tidligere er ganske vist pakket bort, men pianisten har tilsyneladende beholdt de bare tæer, der efterhånden begynder at oste så fælt, at et par diskret påførte sokkeletter ville have udgjort et yderst sympatisk træk. Ej heller ”Devil's Son” eller afsluttende ”Warrior of Asgard” formår for alvor at vende udviklingen. Sidstnævnte trækker endnu en gang på den nordiske mytologis udtjente inventar med trommetæsk, tordenguder og krigeræstetik i rigelige mængder. Det er musikalsk gangbesvær(d) med overhængende fare for at lande på eget skjold.
Så skift dog plade!
Der er som sådan ikke meget at udsætte på Mystic Prophecys håndværk. Guitarerne leverer varen, Liapakis har fortsat masser af råstyrke i stemmen, og den velkendte kombination af speed- og powermetal fungerer langt henad vejen efter hensigten. Problemet er bare, at hensigten efterhånden virker noget hæmmet. In Metal er med andre ord et album, hvor rutinen alt for ofte erstatter opfindsomheden, og hvor de mange genreklichéer sjældent får tilført noget, der kan retfærdiggøre deres fortsatte eksistens. Et par anderledes greb kan gøre underværker, og netop derfor er det frustrerende, at bandet så konsekvent søger tilbage til det velkendte. Tre nye medlemmer har ikke ændret nævneværdigt på formlen, og efter 10 numre står vi tilbage med en udgivelse, der er lettere at anerkende end at begejstres over. Det gamle korpus holder endnu, men der er efterhånden langt mellem pulsslagene.