Rebellion - Arminius:Furor Teutonicus

Arminius:Furor Teutonicus

· Udkom

Type:Album
Genrer:Power metal, Heavy Metal
Antal numre:12

Officiel vurdering: 7/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Mit første møde med det tyske heavy/power metal band Rebellion, var da jeg ved et rent tilfælde fik fat på deres album fra 2009, Arise: From Ginunngagap to Ragnarok – History of the Vikings Vol. III. Dengang forstod jeg ikke, og det gør jeg stadig ikke, hvorfor det her band ikke er blandt de største indenfor genren. Med fem albums af fuld længde bag sig, yderligere nogle udgivelser, og tæt på 3500 fans på Facebook, er Rebellion nu ude med Arminus: Furor Teutonicus. Med dette album er Rebellion gået væk fra vikinge-temaet og har i stedet kastet sig over en ligeså storslået epoke af verdenshistorien: Roms storhedstid.

Siden udgivelsen af vikingetrilogien har bandet skiftet en del medlemmer ud, og også lydmæssigt har de ændret sig – dog ikke så meget at de ikke længere lyder som sig selv. I bund og grund er det blot en positiv ændring, og endnu et plus er at Michael Seifert er blevet på posten som forsanger. Hans vokal er rå og i mine øjne virkelig unik, og han er i høj grad er en vital del af Rebellion.

Ex Deo kender vi også som et band, der holder sig til det her tema om det gamle Rom og alt hvad det indebærer, men i modsætning til dem synes jeg virkelig at Rebellion gør det med stil. Furor Teutonicus handler nemlig ikke kun om germanske og romerske hære der slagter hinanden, så selvom albummet drypper af fjendens blod, er der også sange om fx livet generelt dengang. Noget der er fedt ved Rebellion er, at de har deres fakta i orden – de fyrer ikke bare en tekst af uden at nævne navne og steder, og det gør helhedsindtrykket så meget mere gennemført.

Introsangen "Rest in Peace" har en meget mere episk lyd end majoriteten af albummets resterende sange, men alligevel ikke helt så episk som normen var på The History of the Vikings-albummene. Rebellion satser ikke så meget på det melodiske i deres musik på dette album, men snarere på det vi kender dem for: Seiferts’ umiskendelige vokal, variationen og deres styrke rent musikalsk. For de her fyre ved hvad de laver, både de originale medlemmer og de nyligt tilkomne. Med det sagt, er en sang som "The Seeress’ Tower" dog stadig ret melodisk, ligesom den sidste sang "Requiem" er et stille, sørgeligt nummer.

Arminus: Furor Teutonicus er et ganske glimrende udspil fra Rebellion, og et godt første album med den nye besætning. Det er interessant og i den grad gennemtænkt, og man lærer virkelig meget om det gamle Roms vigtige personer (om end Rebellion nok ikke duer som en troværdig kilde i en historieopgave). Især numre som "Rest in Peace", "Varus" og "The Seeress’ Tower" er virkelig gode – dog savner jeg de episke elementer, de benyttede sig af i vikingetrilogien.

Trackliste: 1. Rest in Peace 2. Ala Germanica 3. Prince of the Cheruscer 4. Dusk Awating Dawn 5. Breeding Hate 6. The Seeress’ Tower 7. Varus 8. The Tribes United 9. Ghost of Freedom 10. Furor Teutonicus 11. Vae Victis 12. Requiem

Her kan du lytte med på krigssangen Ala Germanica, der er andet track på albummet: