Højt at flyve

Ifølge Ozzy Osbournes selvbiografi fra 2009 vil heavy metal eksistere, så længe der findes sure børn, der ikke har nogen reel måde at lukke deres vrede ud på. Uden at stille spørgsmål ved visdommen i udsagnet kan man roligt anerkende, at heavy metal er sikret evigt liv. Og hvilket liv! Selvom det er skønt at se fremad, er der heldigvis stadig bands, som også kigger bagud mod genrens gyldne dage for inspiration. British Steel fra 1980, The Number of the Beast fra 1982 og Holy Diver fra 1983 er alle fantastiske eksempler på sådanne inspirationskilder. Engelske Tailgunner er nu klar med deres andet fuldlængealbum, Midnight Blitz, som er udgivet af Napalm Records og produceret af ingen ringere end K.K. Downing, helt sikkert et resultat af, at bandet tidligere fungerede som opvarmning for KK’s Priest. Og jeg kan da allerede godt afsløre, at vi har at gøre med et sandt britisk bombardement.

Så hvorfor falde?

Et godt førstehåndsindtryk er altafgørende, også i musikkens verden. På Midnight Blitz lægger Tailgunner da heller ikke skjul på ambitionerne. Visionen har tydeligvis været at åbne albummet med et brag i samme ånd som ”Aces High” og ”Painkiller”. To ikoniske åbnere fra henholdsvis Iron Maiden og Judas Priest, pionerer indenfor NWOBHM og store inspirationskilder for bandet. Titelnummeret buldrer af sted fra første sekund og fortæller historien om et midnatsangreb bag artilleriet i et militærfly, leveret som en effektiv cocktail af klassisk NWOBHM krydret med en smule power metal. Tempoet og fantasien er høj, og det fængende omkvæd ”Masters of the skies, never call it quits, time to do or die, we are the midnight blitz” har format til at konkurrere med selv de bedste 80’er-hits. Albummet åbner dermed præcis, som visionen lagde op til: helt fantastisk.

Craig Cairns har i mine øjne en af de mest spændende vokaler inden for heayv metal lige nu. Hans rene high pitch-vokal kombineret med en sjældent hørt indlevelse er stærkt vanedannende. Som Red Bull blandet med benzin. Når det parres med Zach Salvini og Rhea Thompsons stærke guitararbejde, har Tailgunner allerede en vindende opskrift i krigen. ”Tears In Rain” bekræfter desuden, at bandet også mestrer det mere nedtonede tempo uden at miste identitet, stadig solidt forankret i klassisk heavy metal.

Produktionen er denne gang meget ren – måske endda lidt for ren – men der hersker ingen tvivl om, at bandet har løftet niveauet markant på sangskrivningsfronten. Forsanger Craig Cairns lægger da heller ikke skjul på, at turnéerne med W.A.S.P., Saxon, U.D.O. og KK’S Priest gav dem masser af værktøjer at arbejde med, og det er jo meget heldigt, når man synger om krigsperioder og flyvemaskiner. Enkelte skæringer mister dog lidt pusten. ”Barren Lands and Seas of Red” trækker for længe ud og føles en smule kluntet i opbygningen, mens ”War in Heaven” med Adam Wakeman som gæst, kendt fra Ozzy Osbournes band, bliver lige lovlig øm og skrøbelig i udtrykket. På trods af disse skønhedsfejl er der dog ingen tvivl om, at Midnight Blitz markerer et markant skridt frem på slagmarken.

Kanonkarriere

Briterne har med Midnight Blitz for alvor øget deres omtale, og jeg spår allerede nu, at Tailgunner går en særdeles lys fremtid i møde. K.K. Downing har uden tvivl haft et par gode råd med i bagagen, men bandets talent står lysende klart på egne ben. Så længe de lader inspirationen forblive netop dét, og er opfindsomme, har bandet alle forudsætninger for at marchere imod en lang og holdbar karriere. Er det startskuddet til en ny bølge af NWOBHM, og i så fald: Hvad skal vi så kalde den? ANWOBHM?