Mesterværker og kriser

Med Rage for Order, Operation: Mindcrime og Empire skabte Queensrÿche fra 1986 til 1990 tre unikke metal-mesterværker. Selvom der selvfølgelig var hentet inspiration fra klassisk heavy metal, lød Queensrÿche aldrig som nogen andre. De var ikke en del af en bestemt trend eller scene, og de fik nærmest på egen hånd Seattle på rock/metal-landkortet, længe inden nogen havde hørt om Kurt Cobain og de andre livstrætte gutter i skovmandsskjorter. Men efter Empire og det store kommercielle gennembrud i 1990, var det, som om gassen langsomt gik af ballonen. Som stort set alle andre 80’er-metalbands fik Queensrÿche en alvorlig identitetskrise i 90’erne, og den kom de sig faktisk aldrig over, mens forsanger Geoff Tate havde førertrøjen på. Men så skete der noget…

Was it the Todd?

Et gigantisk internt rivegilde og efterfølgende lange juridiske trakasserier førte til, at Tate og bandets manager (Mrs. Tate) fik sparket i 2012. Den nye forsanger Todd La Torre gav bandet et seriøst los i røven, og på Queensrÿche fra 2013 var det pludselig farvel til identitetskrisen og goddag til de klassiske Queensrÿche-dyder. Man lytter ikke længe til The Verdict, før man erkender, at den stil forsætter. Allerede 20 sekunder inde i åbningsnummeret ”Blood of the Levant” konstaterer man igen, hvor sindssygt tæt på Tate, La Torres vokal er, og hvis den gamle forsanger sidder og surmuler i et hjørne, forstår man det egentlig godt. En godkendt start men det er først på tredje skæring, ”Light-years”, at der for alvor kommer gang i sagerne. En stemningsfuld intro, et tungt riff, fede melodier og et lækkert omkvæd er præcis den cocktail, man forventer af Queensrÿche, og her leverer de varen.  

Også ”Inside Out” lyder næsten 100 % som klassisk Queensrÿche, med melodier, riffs og omkvæd som taget ud af storhedstiden. ”Bent”, der vist nok hverken handler om en tidligere, dansk lykkehjulsvært eller om ham, der skrev temaet til Matador, indeholder flere af de velkendte virkemidler med finurlige lydeffekter og effektfulde temposkift. Men desværre er der ikke rigtig flere sange end de allerede nævnte, der for alvor kan leve op til fortidens bedrifter.

Hvis der er en rød tråd gennem de tænkende amerikanernes livsværk, er det nok et insisterende opgør med det moderne samfund og individets fremmedgørelse deri. Der er også en snert af det på ”The Verdict” - dog brænder hverken tekster eller temaer for alvor igennem, og sammen med generelt for meget fyld efterlader det et lidt tamt helhedsindtryk i forhold til fortidens store bedrifter.

Primært for loyale fans

De sidste mange år med Tate i spidsen var en kamp mod prædikatet ”thinking man’s metal”, som Queensrÿches specielle prog-metal fik, og i stedet for blev vi trakteret med den ene fattigmands-Rush-plade efter den anden. La Torres ankomst blev som bekendt enden på det, men det er, som om der nu igen er ved at gå lidt metaltræthed i den, og denne anmelder tvivler på, om andre end de mest loyale fans kan tilfredsstilles med The Verdict.