http://heavymetal.dk/koncertanmeldelse/northside-2018
NorthSide havde i år et udpræget rock- og metalprogram, og vi var naturligvis taget af sted til et par udvalgte koncerter på det flotte program.
Body Count
Not your Neighborhood
Body Count var én af flere tunge tilføjelser, der blev modtaget med en blanding af fortvivlelse og anerkendelse fra de danske metalfans. Mange mente, det var at skyde over mål, og at bandet havde fortjent en bedre scene end den, NorthSide kunne tilbyde. Os, som skulle på festivalen, var naturligvis henrykte over tilføjelsen af blandt andet det ikoniske band med Ice-T i front, men vi måtte desværre gå skuffede hjem efter bandets koncert, som ikke talte mange kroppe foran scenen på det ubarmhjertige tidspunkt kl. 13:20 fredag formiddag.
Dagens program var ellers perfekt skræddersyet til det rock- og metalglade publikum. Torsdagen havde ikke meget at byde på for det segment, så man må formode, at de fremmødte ikke havde været ude at ryste håret på festivalen dagen inden. Med det in mente så var der stadig ikke ret mange at finde foran scenen til koncertstart – her kan vi igen nok takke koncertens tidspunkt. Det var mildest talt lidt deprimerende, men det kunne jo nå at ændre sig, lige så snart musikken spillede.
Introen gik i gang, og bandet kom på scenen anført af Ice-T. En mand, som altså har rundet de 60 år. Synet, der mødte dem, var jo som sagt ikke opløftende. Specielt ikke, når bandet lige har spillet to udsolgte shows i Hamborg og på Sweden Rock dagen før. Men dette er jo NorthSide, som bestemt ikke er udpræget metal. Noget, som dog er udpræget metal, er Slayer, og bandet satte showet i gang med intet mindre end et ”Raining in Blood/Postmortem”-medley, som også er at finde på bandets seneste album, Bloodlust. Altså, hvis det ikke kan sætte gang i en fest, så er der ikke noget, der kan, men festen syntes ikke at spore, og så var bandet ligesom indforstået med det fra start. Det fik dog ikke den karismatiske og hårde Uncle Ice-T til at give op. Han forsøgte at hype folk med adskillige bemærkninger – som har trukket et par overskrifter i forbindelse med denne koncert - om, at det var det sløveste publikum, de nogensinde havde oplevet. Alt sammen klassisk Ice-T i sit vanlige forsøg på at få folk til at lette røven. Og for at gå tilbage til det med ”Uncle” så var der et lille ophold i koncerten, hvor Ice-T søgte efter den yngste fan blandt publikum. Der var en på 15, og der var en på 8, som lod til at være dagens yngste. Han fortalte den unge fan, at han bare kunne kalde ham Uncle Ice-T. Faktisk så var alle omkring den unge fan hans nye onkler. Her blev der naturligvis sammenlignet med det store sammenhold, der er blandt metalfans, og at alle, som var til stede, altid ville have den unge guts ryg. Det kulminerede, da der var en til stede, som var endnu yngre. Ice-T lavede et vink ud til siden af scenen, og ind kom hans datter Chanel løbende, alt hvad hun kunne, til et stort ”Åååhhh” fra alle de fremmødte. ”She’s two!”, råbte han stolt, hvorefter hun løb hen til sin bror, Tracy Marrow Jr. – som også var med sin far på scenen.
Efter det indslag gik bandet over i ”Talk Shit, Get Shot”, som klart var højdepunktet under hele koncerten. Selvom lyden og stemningen ikke havde været ret høj under hele koncerten, så kulminerede det hele under dette nummer. Desværre for sent, for det lidt amputerede sæt sluttede lige efter med ”Cop Killer”. Så det blev ikke til nogle ekstranumre. Vi blev derfor ”snydt” for den fremragende ”This Is How We Ride” fra det nyeste album. Måske var der bare ikke mere tid, eller også følte de bare ikke for det. Det var i hvert fald ærgerligt, men måske meget passende.
Bandet var utrolig velspillende og syntes ikke at være påvirket af omstændighederne på samme måde som Ice-T. På trods af bandets indsats så manglede der så mange faktorer, at man stort set havde glemt koncerten, da man gik derfra. De havde bestemt fortjent et bedre spot end kl. 13:20 denne eftermiddag, men om det havde gjort den store forskel, det tvivler jeg på.
1. Raining Blood/Postmortem
2. Bowels of the Devil
3. Manslaughter
4. No Lives Matter
5. Body Count
6. Necessary Evil
7. There Goes the Neighborhood
8. Talk Shit, Get Shot
9. Cop Killer
Rival Sons
Rival Sons var skabt til NorthSide – NorthSide var bare ikke skabt til Rival Sons
Solen stod på sit højeste, og det var nu blevet tid til at byde de energiske californiske sønner Rival Sons velkommen til NorthSide. Bandet indtog deres valgte pladser på scenen, og forsanger Jay Buchanan indtog sin, som var hele scenen. Majestætisk gjorde han krav på det hele – i en blomstret skjorte, som kun han kan bære – og så var der ellers brede smil over hele linjen, da bandet satte gang i ”Pressure and Time”. Fra første strofe føltes det hele bare så rigtigt. Hvor Body Count føltes malplaceret, var det en helt anden opfattelse, man havde her. Jay var totalt upåvirket af det lidt haltende fremmøde og var ikke til at stoppe. Ikke engang den noget dæmpede lyd, som hærgede bandets sæt, kunne holde hans formidable stemme tilbage. Hold nu kæft, hvor synger den mand fremragende! Der blev ikke spillet en tone forkert, og hver en sang blev løftet så højt, som han var i stand til for hvert fuldendt nummer.
Energien og fremtoningen smittede af på alle, som var til stede. Den høje sol, de kolde øl, lugten af solcreme, støvet fra den tørre jord, der blev sparket op blandt publikum i takt med bandets medrivende toner, gjorde bare, at rammerne syntes helt perfekte. ”Electric Man”, ”Memphis Son” samt afsluttende ”Keep On Swinging” sad lige i skabet. Dog blev det hele konstant holdt nede af den svingende lyd, som de altså ikke kunne få bugt med, trods deres ihærdige forsøg. Stemningen var stabil hele vejen igennem, men blev aldrig rigtig løftet helt derop, hvor det er rigtig sjovt. Bandets konstante flirten med de forskellige genrer passede utrolig godt til NorthSide, men det blev aldrig rigtig den der helt medrivende oplevelse. Nogle, som ellers lod sig rive med, var de to guitarister, som serverede den ene guitarsolo efter den anden, og for helvede, hvor kan det være fedt – i moderate mængder. Men til trods for at alt på papiret klappede, så ødelagde lyden desværre den helt store koncert. Kunne man bare se bort fra det, så gjorde Rival Sons sig rigtig godt og var gode til at få folk med ved hjælp af deres lækre rock and roll-toner – ikke mindst Jay! Manden er simpelthen et geni!
- Pressure and Time
- Electric Man
- Good Luck
- Thundering Voices
- Tied Up
- Memphis Sun
- Jordan
- Torture
- Soul
- Open My Eyes
- Keep In Swinging
A Perfect Circle
Et af de mange bands, der er alt for få af!
For 18 år siden spillede A Perfect Circle deres første og eneste koncert i Danmark, da de optrådte på Midtfyns Festival. Nu var de endelig tilbage – og på en anden lidt spøjs festival i metaløjemed: NorthSide. Koncerten på Midtfyns skulle have været helt fantastisk, og forventningerne og forhåbningerne var naturligvis skyhøje, men også dæmpet lidt af frygten for en skuffelse. Skuffelse, noget man bestemt ikke forbinder med Maynard James Keenan, som jo faktisk er genganger på NorthSide, da han som bekendt også besøgte festivalen i 2016 med Puscifer. Så gensynsglæden med Maynard var stor, da han denne gang optrådte med dragende og hypnotiserende A Perfect Circle.
At sige, Maynard er manden i front for de bands, han spiller i, er naturligvis sandt, men paradoksalt, eftersom han altid er placeret lidt diskret, men det var ikke tilfældet under denne koncert. Selvom han stadig var vanligt placeret bagerst, var det på midten af scenen på et stort podie. Her trampede og vred han sig i sit røde jakkesæt, som var han den røde rose i Skønheden og Udyret – meget passende reference til Maynard?
Gudskelov var de blevet booket til klokken 20:15 og led derfor ikke samme skæbne som dagens øvrige rock-og metalindslag. Første skæring blev den dystre ”Counting Bodies Like Sheep To The Rhythm Of The War Drums” fra 2003’s eMOTIVe, og allerede der var det svært at ane den mindste skuffelse. Maynard var tilbage, og alt tegnede godt. Vi blev ledt igennem bandets forførende diskografi, som naturligvis kredsede om deres seneste album, Eat The Elephant.
Der har været meget postyr omkring bandet og deres insisteren på, at folk lever sig ind i showet i stedet for at se det igennem deres smartphones – og det forstår man godt, for man snyder sig selv for en helt igennem gennemført oplevelse ved ikke at være til stede. Billy Howerdel tog tunge, dansende skridt hen over scenen, i takt med han slog de tunge toner på sin guitar, for derefter at lade sin stemme slutte sig til Maynards i en sand orgastisk kulmination af perfektion. Cirklen dannes, og man omsluttes af bandets proggede og industrielle univers, og det er magisk fra start til slut. Der er ikke meget at sætte en finger på. Man glemmer helt, hvor man står, og det betyder sgu ikke noget, at det ikke er på hverken Copenhell eller Roskilde, for A Perfect Circle gør bare det hele stort og til deres eget. Men på trods af magi så manglede der noget mørke til, at man til fulde kunne lade sig opsluge af det dunkle univers. Ud over det så mistede bandet grebet hen mod slutningen, som blandt andet bød på et lidt haltende covernummer af AC/DC’s ”Dog Eat Dog”… og så manglede vi naturligvis også at få ”Judith”. Men det var en formidabel koncert, som på alle måder var noget helt specielt. Den afsluttende ”The Outsider” formåede at sætte det helt rigtige aftryk af en koncert, man sagtens kunne have brugt mere af, selvom intensiteten fra koncertens start haltede lidt mod slutningen!
Bandet har nu meldt deres tilbagekomst til landet, når de besøger Forum 12. december. Og det må man simpelthen ikke gå glip af, da A Perfect Circle er et af de mange bands, der er alt for få af. If you snooze, you lose! Vi ses d. 12. december!
- Counting Bodies Like Sheep To The Rhythm Of The War Drums
- Hourglass
- The Hollow
- Weak and Powerless
- Rose
- Disillusioned
- The Contarian
- Thomas
- The Package
- So Long, and Thanks for All the Fish
- TalkTalk
- The Doomed
- Dog Eat Dog
- The Outsider
Se det fulde billedegaller her:
https://www.flickr.com/photos/bransholm/albums
https://www.facebook.com/Bransholmphoto/
Kommentarer (1)
Frede T.
"det ubarmhjertige tidspunkt
"det ubarmhjertige tidspunkt kl. 13:20 fredag formiddag"