Der findes dårlige coveralbums, kedelige coveralbums og ligegyldige coveralbums - og så findes der de rigtig gode!
Udødelig crossover thrash.
New York-bandet Prong har siden dannelsen i 1986 været temmelig unikke inden for crossover thrash metal. Ingen har som dem krydret den traditionelle thrash med så mange andre stilarter, som f.eks. groove, industrial og punk - og så endda sluppet godt fra det! Frontmand Tommy Victor er bandets omdrejningspunkt og gennemgående figur i en fortælling om et hårdtarbejdende band, der har været igennem rigtig mange lineup-ændringer. De lever stadig i bedste velgående og er nu ude med coveralbummet Songs From The Black Hole.
Forrygende drive og kolossal energi.
Efter ni studiealbums samt en masse andre udgivelser har Prong besluttet at udgive et album bestående af covernumre. Når et band tager sådan en beslutning, er det som regel, fordi de enten er gået i stå i deres kreative proces, skylder pladeselskabet en udgivelse, eller fordi de ganske enkelt mangler penge. Coveralbums er, mildest talt, et lotteri, når det kommer til kvaliteten, for der findes godt nok meget skidt, og man undres over, hvorfor helvede det nogensinde er blevet udgivet.
Af og til kommer der dog også gode coveralbums; Da Metallica i sin tid udgav dobbeltalbummet Garage Inc., ramte de en perfekt balance. Man kunne sagtens høre, det var Metallica, der spillede numrene, men de var samtidig meget tro over for de originale versioner, hvilket gjorde det til et fremragende coveralbum. Det samme er tilfældet her med Prong. Hvis man ikke vidste bedre, ville man tro at dette var et album skrevet af Prong, men det er imidlertid bands som Butthole Surfers, Fugazi, Bad Brains samt en masse andre inspirationskilder, der har skrevet de originale numre. Prong leverer samtlige numre med et forrygende drive og en kolossal energi, og man er ikke et sekund i tvivl om, at de virkelig har haft lyst til at lave et coveralbum, hvor de kan hylde alle deres store helte.
Bedst er “Vision Thing” og “The Bars”, men der er generelt ikke en eneste kedelig stund på denne super smittende energibombe af en plade. Der er fart på fra start til slut, og det er, for denne anmelders vedkommende, en ren fornøjelse at genhøre Prong, der i tidernes morgen fangede min opmærksomhed med nummeret “Snap Your Fingers, Snap Your Neck” fra albummet Cleansing.
Snyd ikke dig selv for Prong.
Jeg har sjældent hørt en skive med så meget smæk på som Songs From The Black Hole. Bandets passion og energi smitter som bare fanden, og selvom det på ingen måde er banebrydende musik, så er det ganske enkelt en rigtig fed skive, man ikke må snyde sig selv for. Jeg troede ikke, det skulle være muligt at uddele så mange kranier til et coveralbum, men Prong scorer otte flotte af slagsen. Tak for skænken drenge!!