Crossover-legender i undtagelsestilstand
Seks år, Tommy …
Der skulle gå seks år, før vi langt om længe fik et nyt album fra crossover-mestrene i amerikanske Prong – gruppen, der altid har været garant for groovy east coast-hardcore med solide rødder i thrashen. Forsanger og guitarist Tommy Victor er i dag eneste tilbageværende medlem af den originale trio, mens der har været godt gang i svingdørene hos bassister såvel som trommeslagere. I perioden 1996 og frem til 2015 præsterede de mildest talt ikke noget nævneværdigt, men siden coveralbummet Songs From The Black Hole fra 2015 har vi været ret begejstrede for dem her på redaktionen. Ikke mindst da de i sommeren 2019 splittede Pumpehuset fuldstændig ad med en suveræn koncert. Men seks år uden for studiet er lang tid, og sangskrivning har næppe været Tommy Victors primære beskæftigelse i mellemtiden.
Når produktionen er et albums største force
Inden vi kaster os hovedkulds ud i Prongs tolvte og nyeste album, State Of Emergency, er det nødvendigt med et kort historisk oprids. Frontmand og mastermind Tommy Victor dannede Prong i 1986. I 1990 udgav de det hæderkronede album Beg To Differ, og fire år senere gjorde de sig igen bemærket med suveræne Cleansing. Fra 1996 og frem til i dag har den ekstremt undervurderede guitarist haft utallige forskellige projekter. Primært har han været fast rytmeguitarist for både Danzig og Ministry, mens sporadisk guitararbejde for blandt andre Rob Zombie og Marilyn Manson også har taget hans tid. Prong har dog altid været hans hjertebarn, og når tiden har tilladt det, har han samlet et hold og udgivet en ny skive. Udtrykket ‘hastværk er lastværk’ synes dog at være dækkende for størstedelen af dem, indtil bøtten vendte med førnævnte coveralbum, den glimrende No Absolutes og i særdeleshed den seneste skive, Zero Days, hvor resultatet var aldeles godkendt.
Det er altså mange år siden, Prong var hovedprioriteten i Tommy Victors liv. Nu er bandet blot én af mange. Victor, som i øvrigt også er blevet gift og har stiftet familie siden sidste Prong-album, har igen arbejdet lidt for hurtigt, og State Of Emergency er desværre endnu en ligegyldighed i det store Prong-katalog. Der lægges ganske lovende og energisk ud med den thrashede og højdynamiske “The Descent”, men dernæst skal vi, startende med titelnummeret og det komplet intetsigende “Breaking Point”, spises af med en masse primitiv bølle-groove, hvor monotone riffs og banal råben synes at være Victors foretrukne virkemiddel. “Non-Existence” har et fængende omkvæd og ditto riff, men ellers skal vi helt hen til pladens syvende skæring, “Obeisance”, før Prong byder på musik med bare en anelse af den vanlige substans og dybde, og hvor man rent faktisk kan høre forskel på numrene. Men her bliver musikken egentlig ret fornuftig. “Disconnected” og “Compliant” er uden tvivl pladens bedste kompositioner, og afslutteren, et cover af det fantastiske “Working Man” af canadiske Rush, slipper de ligeledes rigtig godt fra. Men et mindeværdigt album, som man får lyst til at høre om og om igen, er State Of Emergency bestemt ikke. Faktisk vil jeg gå så langt som at sige, at albummets formidable lyd vel nok er det mest mindeværdige, pladen har at byde på. Den rutinerede Steve Evetts, der tidligere har drejet knapper for blandt andre Sepultura og The Dillinger Escape Plan – og i øvrigt spiller bas på nærværende skive – har gjort et helt vidunderligt stykke arbejde bag pulten.
Glem pladen, og lad os glæde os til november
Hvor ville jeg dog ønske, at Prong var det eneste musikalske projekt, Tommy Victor havde; den karismatiske riff-snedker besidder et uomtvisteligt talent, når tingene klapper for ham, og hans hoved ikke er andetsteds. Desværre får vi igen et Prong-album, der rent kompositorisk ikke synes gennemarbejdet. Som alt, hvad de udgav mellem 1996 og 2015, lugter det af venstrehåndsarbejde, og man fristes til at konkludere, at albummets titel er enormt sigende for, hvor bandet igen befinder sig. Fem af pladens elleve numre – ti, hvis man ikke regner covernummeret med – er et pænt stykke under, hvad man kan være bekendt, når man hedder Prong. De øvrige er dog ganske fornuftige, men klassikere i bandets katalog bliver de nok aldrig. Dermed lander State Of Emergency på fem små kranier, hvortil det skal nævnes, at det ene er på grund af den fuldstændig fænomenale produktion. Men, men … Trods denne svipser kan de bedste af pladens numre snildt begå sig live, og der er derfor mødepligt den 3. november, når Prong og Life Of Agony indtager Pumpehuset, til hvad der kun kan blive en kæmpefed east coast hardcore crossover-fest.
