Det andet comeback fra amerikanske Saint Vitus
I 1984 udkom Saint Vitus’ debutalbum med titlen, Saint Vitus. Da den udkom, var den med til at definere genren doom metal. Men der er løbet meget vand under broen på de 35 år, der er gået siden. De amerikanske doom-pionerer i Saint Vitus er efter syv års albumpause, og en smule udskiftning i bandet, klar med deres niende studiealbum, Saint Vitus. Men har de engang genredefinerende Saint Vitus så stadigvæk noget at tilbyde lytteren, her 35 år efter debuten?
Den originale frontmand er tilbage, og det klæder Saint Vitus
Svaret er både ja og nej. Saint Vitus har hele vejen gennem deres karriere ikke lagt skjul på, at de i høj grad lader sig inspirere af blandt andet Black Sabbath. Dette står allerede lysende klart ved første anslag på nummeret ”Remains”, der er pladens åbner. Bas, guitar og trommer introduceres stærkt, og der bygges langsomt op til et break, der så efterfølges af nummerets gennemgående riffs og Scott Reagers vilde vokal. Ja, det er Scott Reagers, der er tilbage på vokalen efter en pause på lige knap 25 år. Hans stemme minder om en blanding af Lemmy og Danzig, hvilket passer perfekt, hvis øvelsen er at synge om forfald, undergang og zombier. Det er det, Reagers gør, og han gør det godt. Han stemme passer perfekt til den noget skramlede lyd, Saint Vitus har, og underbygger i den grad de dystopiske tekster. Reagers’ stemme bakker også op om de langsomme, tunge, groovende og til tider næsten psykedeliske guitarer, der igen bliver bakket op af bas og trommer.
Man bliver hurtigt bekendt med numrenes opbygning, hvilket gør, at man allerede ved anden gennemlytning kan nynne med, og der gik da heller ikke lang tid, før foden havde svært ved at holde sig i ro hjemme hos anmelderen. Hovedparten af numrene er bygget op med en intro, et letgenkendeligt riff fra guitar eller bas, som udgør nummerets tema, og tunge trommer som så ellers bare får lov at banke derudaf. Det noget droneagtige udtryk bliver afbrudt af temposkift og guitarsoloer, der desværre ikke er helt så vilde og udsyrede, som det ellers tidligere har været kendt fra Saint Vitus hænder. Der er dog enkelte undtagelser. Pladens andet nummer ”A Prelude To” henleder ens tanker på Morrison og Doors, og teksten næsten messes hen over de klingende guitarakkorder og afsluttes med et lækkert tema på bassen. Skæring nummer syv ”City Park” skiller sig også ud, da det er en slags lydcollage, der minder om noget sen Tom Waits. Albummet afsluttes med en ægte omgang horrorpunk, der både i udtryk, tempo og sound minder om Misfits.
Når man har med et band at gøre, som har ni studiealbums på samvittigheden, så er det svært ikke at måle den nye udgivelse op imod en eller flere af de gamle. Gør man det med Saint Vitus, står det hurtigt klart, at det ikke er helt som i gamle dage. Der mangler noget væsentligt og essentielt for et band som Saint Vitus. Der mangler vildskab, kreativitet og måske vigtigst af alt den ungdommelige og til tider naive energi, der i den grad er at finde på debuten fra 1984. Man bliver sjældent overrasket på denne plade, og det er måske pladens største svaghed. Kender man bare lidt til Saint Vitus, så er det som om, at man har hørt det meste før.
Et hæderligt forsøg, men der er stadigvæk langt til fordums styrke
Saint Vitus har med denne plade gjort et hæderligt forsøg på at bringe sig selv i metaldetektorens søgelys igen. Det lykkes, men detektoren hyler ikke, som når der findes guld. Pladens ni numre og lige knap 42 minutter, giver lytteren et fint indblik i, hvad Saint Vitus er for en størrelse. En gammel doom gigant, der stadigvæk kan deres kram, særligt med Scott Reagers tilbage på vokal, men som aldrig rigtig bliver forløst, som det blev gjort på de første plader. På ingen måde skuffende, men armene bliver nede langs siden, og begejstringen kommer til udtryk ved langsom hovednikken og et fast vip med foden.
