Interview med Orm

Foto: Lasse Lindhardt Jacobsen

Et møde med de underjordiske på Nørrebro

Heavymetal.dk tog for nylig et smut til det ydre Nørrebro i København for at få en snak med det danske blackmetal-orkester Orm om deres eminente nye album Ir. De to guitarister, Simon Sonne Andersen og Theis Wilmer Poulsen, lukkede os ind gennem gitterporten til en typisk københavner-baggård og derefter ned i en mørk, labyrintisk kælder, som var vi på vej ned for at møde selve de bornholmske sagnfigurer ”de underjordiske”, som spiller så væsentlig en rolle i fortællingerne på Ir. Da vi endelig nåede igennem de mørke gange, kom vi ind til Orms lille hule midt i mørket, lige der hvor det meste af Ir er blevet skabt. For det er ikke bare en ”øver” med de obligatoriske, slidte tæpper på gulvet samt instrumenter og alt muligt andet udstyr spredt ud over det hele. Nej, bandet har faktisk opbygget deres helt eget studie her nede i kælderen og således skabt deres egen lyse hal nede under de københavnske betonklipper. Der er ingen tvivl om, at gruppens store tilknytning til Bornholm udgør selve grundlaget for Ir, men man kunne ikke helt undgå at få den tanke, at mon ikke de fysiske rammer også har påvirket skabelsesprocessen, der producerede et lille mesterværk med to episke sange på over 20 minutter hver.

Simon og Theis satte sig i den gamle lædersofa i ”øveren”, og vi indledte vores snak om Ir, og hvordan den blev til. ”Der var ikke noget storslået koncept fra dag et”, siger Simon med næsten selvudslettende beskedenhed. Efter deres turne i 2017 med Solbrud, hvor de havde givet smagsprøver på flere af de stykker, der nu udgør Ir, gik de i gang med for alvor at lytte til de demoer, de havde lavet indtil da. ”Vi følte, at de (sangene) alligevel ikke var færdige, men at de godt kunne hænge sammen. Så hvorfor ikke udnytte den plads, der er på en hel LP-side. Og så blev det bare rammen, vi satte for os selv, men det var ret langt henne i processen.”

Simon fortsætter: ”Vi har også haft de fysiske rammer til det, fordi vi har et studie selv nu, så vi har ligesom kunnet gøre det færdigt og været med hele vejen. Vi har ikke haft det uden for vores kontrol på noget tidspunkt i modsætning til alle de tidligere plader, vi har lavet. Der ikke er nogle kompromisser overhovedet, og det er tættere på 100% os end nogensinde før. Der er ingen undskyldninger, ikke noget med ”næste gang” eller ”vi har ikke haft tid”, og det føles bare mega-godt. Og hvis folk så ikke kan li’ det, så kan de bare ikke li’ det, vi laver.”

Maksimal frihed

Noget kunne tyde på, at den frihed er udnyttet maksimalt.  På spørgsmålet om, hvad en solo-trompet laver på et blackmetal-album, svarer Theis, ”Simon, som skriver alt, er meget inspireret af Ennio Morricone, og han havde skrevet et guitarstykke, der passede perfekt til det.” Simon bryder ind, ”Det skabte også lidt sig selv”. Akkorderne og melodien blev ”bare så westernagtige, at vi nærmest hørte den trompet for os. Så til sidst blev det, ”det skal jo på”, vi går alligevel og synger det på den måde. Så vi var ligesom nødt til at gøre det. Det lyder måske som en kliche, men forskellen på den her plade og den forrige er, at hver gang, vi fik en ide, så skød vi den ikke bare ned. Så da trompeten (endelig) kom på, var det stykke bare, som det skulle være”.

Udover trompetstykket er der flere andre elementer på Ir, der ikke helt kan betegnes som trve: akustisk guitar, ambient, doom, thrash-riffs osv. Man kan godt få den tanke, at Orm ikke bryder sig ret meget om snævre genrerammer. ”Vi følte os mere begrænsede på den første plade (Orm fra 2017) i forhold til, hvad vi kunne tillade os”, forklarer Simon, ”men denne gang var vi meget mere løse omkring, at selvfølgelig kan vi tillade os det. Det er jo os, der laver det!”. Orms primære sangskriver anfører, at den røde tråd og tilknytningen til black metallen stadig findes i lyden, vokalerne, riffs og intensiteten. ”At vi så udvider det med progressive stykker, nogle ambient stykker og andet, det synes jeg personligt gør det mere interessant, end når det hele bare kører ned af ét spor.”

At beskrive Orms lyd og stil er altså ikke helt ligetil, og når man spørger, hvilke forbilleder de har fra black-scenen bliver der stille et stykke tid. Man mærker, at Orm er et band, der virkelig lægger sig i selen for at lyde som Orm og ikke som nogen andre. På den baggrund er det måske ikke overraskende, når Opeth, Fever Ray (svensk electro-pop), Rush og Mastodon nævnes blandt forbillederne sammen med de mere forventelige Wolves In The Throne Room. ”Det er nok mere stemninger end specifikke bands, der har inspireret os”, forklarer Simon. ”Så når jeg er kommet med en bunke riffs og melodier, så har vi i fællesskab sat det sammen og arrangeret det.”

Bornholm, Bornholm, Bornholm  

Èn ting er musikken, men hvad med temaerne på Ir? Det er ingen hemmelighed, at Bornholm spiller en stor rolle for Orm, da tre af fire medlemmer kommer fra Danmarks eneste klippeø. Den specielle natur og ikke mindst øens særlige sagn og myter synes at påvirke gruppens udtryk. Simon forklarer, ”at når man kommer fra en ø med så storslået natur, så er det svært ikke at blive inspireret af det, især når man er et kreativt og skabende menneske. Når vi laver den her slags musik, hvor det er mere atmosfærisk og måske har nogle større referencer til naturen, så har det været ret oplagt for os at tage udgangspunkt i de billeder og de naturfænomener, der er på Bornholm. Denne gang, hvor vi har valgt at skrive på dansk, var det jo endnu mere oplagt, så man netop kan lave referencer og have specifikke stednavne med. Og så er det også mere personlige historier. Noget af det handler om min mormor, og da hun døde. Så denne gang var det endnu mere oplagt, at det skulle tage udgangspunkt i specielt det spirituelle og de myter og fortællinger, der er på øen. Så vi har forsøgt at gøre de gamle myter og ritualer til vores egne og skabe vores eget univers i modsætning til den første plade, hvor det var nordisk mytologi, der var i fokus.”

Ir er altså et meget personligt album, der tager udgangspunkt i en helt konkret tragedie. På trods af de mørke temaer og død og sorg som omdrejningspunkt for pladen, fremstår musikken i sin substans optimistisk. Eller i hvert fald insisterende på, at der er grund til håb og optimisme, præcis som når man kommer igennem de mørke gange og frem til Orms lyse øver midt i mørket. Bassisten Troels, der dumpede ind ad døren midt i vores snak, tager hurtigt over – præcis som han i øvrigt gør til bandets koncerter, hvor han er den mest udadvendte og kontaktskabende på scenen, ”Selv i tab, død og sorg er der lys for enden af tunnelen, og undervejs er der lyspunkter. Til sidst skulle man gerne komme videre som et helt menneske. Det tema, vi har arbejdet med på pladen, er noget der er sket, og dem, der har været involveret i det, er også kommet videre. Så selvom der måske er tab, man aldrig kommer sig helt over, kan der jo sagtens være gode stunder, og musikken skulle gerne afspejle, at man kan komme ud på den anden side.”

Et releaseparty uden nerver

Dette udsagn er måske et signal til, at vi også må se at komme videre fra de tunge temaer og tilbage til den københavnske virkelighed. Orm holder releaseparty for Ir på et for længst udsolgt ALICE d. 29/8, så vi spørger, om der er nerver på, før gruppen skal spille to så episke og komplekse kompositioner live? Theis, der ikke virker til at være ret nem at ryste, trækker på skuldrene, ”Tjae…måske ikke lige nu, men mon ikke det kommer? Nu skal vi udføre dem i deres helhed, så mon ikke det bliver spændende? Men det bliver fucking fedt!”, og Simon supplerer straks, “Det skal nok blive godt. Vi snakker hele tiden sammen om, hvordan vi gør, for vi har jo leget lidt på pladen med forskellige ting. Der bliver brugt forskellige effekter, der kan være svære at gengive live, og det skal vi på en eller anden måde få til at blive troværdigt. Vi er ikke nervøse, men bare spændte på, hvordan det kommer til at gå”. Om vi får Ennio Morricones trompet at høre, vil Orm dog ikke kommentere på anden måde end med et kryptisk, ”…vi får at se…”

Orm består af fire rutinerede og utroligt dygtige musikere, så at fremføre Irs episke sange live kan tilsyneladende ikke ryste dem. Gennem hele vores snak har det været tydeligt, at de er svært begejstrede for deres nye album. Vi runder derfor seancen af med et postulat. ”I ved godt, at I har lavet en motherfucker af et album, ikke?” Der bliver grinet, mens Simon forklarer, at ”det synes vi jo selv, men det er jo altid virkelig dejligt at høre, når andre synes det samme. Man kan bilde sig selv meget ind, når man er dybt begravet i det, og har været et hulemenneske mens projektet har været i gang”. Troels supplerer, ”Denne gang har vi bare på en eller anden måde lagt 50-100% oveni. Vi har haft tid og taget os tid til at arbejde med hver eneste lille detalje i musikken, lyrikken, billedsiden osv. Det hele er bare mere gennemarbejdet denne gang i alle ender og kanter. Og det kan vi da godt være stolte af.”

Det kan de i dén grad, og med den konstatering på plads forlader vi Orms hemmelige hule, går gennem de mørke gange, indtil vi når op til Nørrebros grå og støvede skumring. Måske var det i virkeligheden ikke Simon, Theis, Troels og Adam, vi snakkede med, men ægte bornholmske underjordiske, der var rykket til København? Hvem ved? Måske er det i virkeligheden to sider af samme sag.