Den nye dreng i klassen
Selvom Oomphs! bandnavn lyder mere som en dårlig Bloodhound Gang-single end en decideret titel, skal man ikke tage fejl af Neue Deustche Härte-veteranerne. NDH (som forkortelsen lyder) så først dagens lys i start 90’erne, bragt til verden af bands såsom Oomph! selv, Rammstein og senere hen Megahertz. Den finurlige stilart af rock inkorporerer både groove, industrial og alternativ metal og har efterhånden udviklet sig til meget mere end Tysklands eget eje, og er nu at finde i det meste af Europa. Selvom Oomph! adskillige gange har forsøgt at desertere fra genren, som de selv var med til at skabe, både ved at forsøge sig med engelsk tale og mere poppede-dansevenlige sange, har de dog altid vendt retur til deres modersmål og den forvrængede lyd. Dette album er dog en ny start for bandet, da det er det første med forsanger Der Schulz, som erstatter Dero Goi, der var med til at danne bandet i 1989. Oomph! har dog haft svært ved at forblive relevante de seneste mange år, og spørgsmålet er om Richter und Henker kan bringe dem tilbage på verdenskortet, nøjagtig som Fifa hjalp dem med, da de valgte ”Augen Auf!” som soundtrack til deres legendariske fodboldserie tilbage i 2005.
Fortjener den nye vokal en pokal?
Selvom Der Schulzs vokal er knap så hårdtslående, som Dero Gois var, er førstehåndsindtrykket øjeblikkeligt positivt. Den nye vokalist blender godt ind trods de ukendte rammer, og stilen er klart klassisk NDH, omend det virker en smule mere atmosfærisk og blødt i denne omgang. Om det skyldes den nye vokalist, eller om alder og magelighed blot går hånd i hånd, er svært at sige. Åbningsnummeret ”Wem die Stunde schlägt” gør dog alle ting rigtige, og fortæller klart og tydeligt, at man kan forvente trommerne og bassen placeret forrest i produktionen i klassisk industriel stålfabrik-stil. Det tunge beat kører for fuld skrue, som en 4-årig efter en tur i mors og fars slikskab uden opsyn, og er man fan af genren, påskønnes dette enormt. ”Nur ein Mensch” forsætter de gode takter med et tungt og dikterende riff, alt imens medlemmer forbander den nuværende krigssituation i Europa. Det er noget man kan forstå. Hvordan siger man amen på tysk? Amen.
Pladen er direkte og ligetil – men her er også min største anke. Den er simpelthen for sikker. Man begynder hurtigt at savne noget vildskab og kant, og hvad der startede som en ny interessant lyd for bandet, bliver hurtigt forudsigeligt og let-genkendeligt. Kompositionerne på eksempelvis ”Nichts wird mehr gut” og ”Sag jetzt einfach nichts” er simpelthen for blege og simple, til at juble over. Det er ærgerligt, for bandet har uden tvivl talent – hvis blot der havde været flere fandenivoldske momenter og mindre magelighed, havde karakteren lydt en hel anden. Med det sagt, skal ret dog også være ret. Bundniveauet er forholdsvis højt, og pladen lyder aldrig hverken ringe eller publiceret for tidligt. Produktionen er også værd at nævne, da den uden tvivl sidder lige i skabet. Selvom der sjældent er mange instrumenter ad gangen, lyder de hver især distinkte og poleret. Der er trods alt gode fordele ved at have været i branchen i lang tid.
Husker du? Nej, nej, nej nej
Selvom jeg tvivler på, at denne udgivelse vil bringe Oomph! forrest i rampelyset, er der gode momenter på skiven. Rammstein er nok det band, som de fleste forsøger at kopiere indenfor genren, så man kan godt forstå, at feinschmeckere ser andre steder hen mod spændende materiale. NDH stilen er cementeret i Oomph’s DNA, og selvom denne skive ikke er bandets stærkeste igennem tiden, er den klart et lyt værd med højdepunkter såsom ”Wem die Stunde schlägt” og ”Nur ein Mensch”. Man kan håbe, at Der Schulz på næste album sætter et mere personligt præg på skiven, for det kunne være opskriften på succes.
