Nothgard - Malady X

Malady X

· Udkom

Type:Album
Genrer:Melodisk Death Metal, Power metal
Antal numre:11

Officiel vurdering: 4/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Man skal ikke dømme et album på dets navn, men...

Bayerske Nothgard har siden 2008 blandet power og melo-død, tænk Gamma Ray møder Children Of Bodom. Det er ikke for sjov, at de mener, at den mest passende beskrivelse af dem selv er ”epic melodic death metal”. Jeg var ret vild med deres forrige album, The Sinner’s Sake, fra 2016, så derfor var jeg også spændt på at høre, hvordan de ville følge op på et album, som jeg mente skulle belønnes med 9 solide, kranier. Men samtidig blev jeg lidt bekymret, da jeg så, at titlen var noget så plat som ”Malady X” samt det faktum, at det kun er halvandet år siden, at de udgav deres sidste album.

Melo-death 101

Nogle bands og kunstnere er kreative og innovative nok til, at de sagtens kan spytte albums og udgivelser ud til højre og venstre konstant, men det er trods alt et fåtal. Generelt så virker det til, at der skal gå minimum tre år mellem udgivelser, hvis man altså skal have en chance for at få proppet lidt kvalitet ind i projektet. Nothgard er ikke sådan et band, desværre, for det står hurtigt klart, at Malady X er en tynd kop te. Der er en seriøs mangel på det episke, det fandenivoldske og det sprælske, som der ellers var masser af på deres forrige album, og det virker til, at ”episk” nu bare betyder ”mere keyboard!”. Det er dog stadig melo-død, men af den virkelig tamme slags, for musikken er ligeså tandløs som samtlige plejehjem i hele den bayerske delstat. Det eneste, der giver det noget, der bare minder om kant, er vokalen, der leveres af Dom R. Crey (der også synger i bandet Equilibrium), men ærligt talt, så er hans Danni Filth-immitation ikke spændende nok til at sparke gang i Malady X – desværre. Bevares, det er nok de færreste, der hører melo-død pga. vokalen, det erkender jeg. De fleste hører det nok for de flænsende guitarer, hvilket der normalt også er masser af hos Nothgard. Bare ikke lige på denne udgivelse. Det er primært en masse powerchords og så en åben E-streng, der tæskes, som var det et rødhåret barn i skolegården.

Jeg får helt lyst til at tage fat i Dom og spørge, hvad fanden der sker? Malady X er den mest formulariske og generiske portion melo-død, jeg er stødt på længe, der er simpelthen intet nyt eller spændende at komme efter. Alt er hørt og gjort før, og endda tusinde gange bedre. Hvert nummer lyder som en mere flad udgave af det forrige, så det er heller ikke til at kunne høre forskel på de 11 numre, hvilket også virker til at være lidt for mange – 8 havde måske været bedre, især da der er så lidt forskel.

Far er sur og skuffet!

Jeg havde, ærligt talt, glædet mig til at høre denne udgivelse. Men efter at have hørt den, ville jeg ønske, at jeg ikke havde, for Malady X er kedelig, forudsigelig og skuffende. De eneste rosende ord, jeg kan finde frem er, at albummet er velproduceret, og at de tyske herrer sagtens kan spille, men det ændrer ikke på, at resultatet er kedeligt, uinspireret og decideret bovlamt. Jeg håber sandelig, at Nothgard virkelig spænder ølhjelmen, før de udgiver deres næste album, og at de så ikke vælger at kalde det Malady XI, for så tror jeg ikke, at selv den dygtigste optometrist ville kunne få mine øjne til at rulle tilbage på sin plads.

Tracklist

  1. Voyage To Decay (Intro)
  2. Malady X
  3. Shades Of War
  4. Guardians Of Sanity
  5. Epitaph
  6. Deamonium I
  7. Serpent Hollow
  8. Devil Will Know
  9. Fall Of An Empire
  10. Herald Of Death
  11. Black Horizon (Instrumental)