Children of Bavaria
Nothgard er ganske vist et tysk band, men hold da nu ellers lige godt fast, hvor lyder de dog finske. Og her mener jeg ikke, at de synger på finsk, eller at deres vokal er så utydelig, at man får den opfattelse, at det er sådan, det forholder sig. Nej, jeg mener, at hele deres lydbillede er som taget ud af den finske melo-dødsscene, lige fra vokalstilen til keyboardet, den kvindelige gæstevokal samt de hjernesmeltende neo-klassiske guitarsoloer. Tænk Children of Bodom, hvis de ellers nogensinde havde lavet et album uden at være døddrukne samt brugt tid på at finpudse lydbilledet og benyttet sig af en ordentlig produktion, for det er elementer, som Nothgard i hvert fald har brugt tid på. Lyden er knivskarp, og det hele går igennem krystalklart. Alt i alt er The Sinner’s Sake et album, hvor professionalisme virkelig er et nøgleord – meget imponerende.
Der Sünder Willen
The Sinner’s Sake er Nothgards tredje fulde album, og det er noget af et episk folkedødsopus. Men inden man sidder og bliver for imponeret over, at et så nyt band (de er fra 2009) laver så professionelt og bombastisk et værk, så er det værd at påpege, at alle medlemmerne har været i andre bands før eller stadig er det, fx er vokalisten, Dom R. Crey, også med i Equilibrium, så vi har altså at gøre med en flok bajere, der udmærket ved, hvad der er op og ned på en guitar. Deres lyd er eminent; den formår at lyde både bekendt (og finsk), men alligevel også ny og igen bombastisk. Ordet bombastisk er generelt det helt rette ord til at beskrive Nothgards lyd; den er eksplosiv, melodisk og episk. Den rammer dig lige så hårdt i ansigtet, som en Dungeons & Dragons-regelbog fra 79 ville gøre det, og nej, du må ikke slå et save for halv skade!
Das Erste Mal
The Sinner’s Sake var mit første møde med Nothgard, men jeg kan da garantere, at hvis de fortsætter på samme måde, så bliver det ikke mit sidste! Jeg er tosset med denne her skive og Nothgard. Det her er et album, der kommer til at køre på repeat et par gange! Det har simpelthen det hele. Jeg er voldsomt imponeret, og jeg kan mærke helt ind i kroppen, at det er præcis lige denne skive, jeg har haft behov for det sidste stykke tid. Hvis man går og lider lidt af metaltræthed, så er det helt sikkert, at The Sinner’s Sake nok skal ryste det værste rust af en med et supersonisk brag.
