Det 10. bud
Gennem mere end tre årtier har Nile været at regne blandt de mest navnkundige repræsentanter inden for brutal tech death. Karrieren har indtil videre kastet ikke færre end ni hovedværker af sig, og tilbage i august fik orkesteret under ledelse af Karl Sanders således langt om længe lukket havelåge nummer to med udgivelsen af The Underworld Awaits Us All. Et album, der vanen tro bevæger sig i grænselandet mellem egyptisk oldævl og Ctulhu-loren fra H.P. Lovecrafts litterære univers. Dermed står de seneste udskiftninger i besætningen ikke blot som den mest markante ændring siden forgængeren Vile Nilotic Rites, men også som en klar indikation af at gruppen til stadighed leder efter det helt rigtige udtryk. Ind er hentet guitarist Zach Jeter, mens Brad Parris har overladt bassen til Dan Vadim Von. Et valg, der givetvis er truffet på baggrund af bandets mangeårige relation med Morbid Angel, hvor riffsnedkeren med de russiske aner sideløbende har spillet rytmeguitar siden 2017.
Livets store kredsløb
The Underworld …, der kredser intensivt om dødsriget Duat, har ikke uventet været genstand for en livlig debat mellem redaktionens medlemmer. Blandt nogle betragtes det jubilerende opus som en form for katarsis, af andre blot som synligt bevis for, at Nile til trods for deres indiskutable plads i genrens annaler så småt er ved at blive udfordret på relevans. Her vil det være nærliggende at påpege tabet af Dallas Toler-Wade, der efter 20 års tro tjeneste valgte at trække stikket tilbage i 2017, som den mest åbenlyse katalysator. På nærværende album er det dog efter min bedste overbevisning delvist lykkedes den gode Sanders at bevare lidt af den gamle kant og personlighed, i sangskrivningen såvel som riffblokkene.
Når jeg alligevel tilslutter mig koret af kritikere, så skyldes det ikke manglende tydelighed i udtrykket. Næh, forbeholdet ligger i langt højere grad gemt på produktionssiden. Ikke alene reducerer de flade og sterile trommer en sædvanligvis formidabel George Kollias til et gigantisk irritationsmoment. MEN … Herre Jemini, om ikke også man har valgt at lade det skidtpryglede slagtøj fylde broderparten af det samlede lydbillede. Du kan sætte nålen i ”Stelae of Vultures”, ”To Strike with Secret Fang” eller for den sags skyld ”Under the Curse of the One God”. Det er for så vidt underordnet. Lagt sammen med den endimensionelle vokal og de ofte dissonante riffmønstre kunne pladen i princippet lige så vel have heddet Hymns of the Apocrypha, der sidste år måtte strides med mange af samme skærmydsler.
Ret skal dog være ret, og nøjagtig som i tilfældet Suffocation vil der for den hårde kerne hos Nile unægtelig være flere finurlige indslag at glædes over. Her kan i flæng nævnes det sprøde C-stykke på ”Naqada II Enter the Golden Age”, der referer til den arkæologiske udgravning af Gerzeh, en forhistorisk kirkegård beliggende langs Nilens vestbred. ”The Pentagrammathion of Nephren-Ka”, A-sidens instrumentale interludium, hvis tematiske oplæg fra Lovecrafts beretninger om ‘Den Sorte Farao’ trækker tråde helt tilbage til Amongst the Catacombs of Nephren-Ka, debutalbummet fra 1998. Og så må selv denne stivnakkede anmelder lettere vrangvilligt holde øllen, når ’årets angiveligt mest fjollede sangtitel anno 2019’ – ”Oxford Handbook of Savage Genocidal Warfare” – med hestelængder overgås af dette års kombattant, ”Chapter for Not Being Hung Upside Down on a Stake in the Underworld and Made to Eat Feces by the Four Apes”. Her ville det være nærliggende at tilføje ’I shit you not’, men med det lyriske indhold in mente … ja, det skal I sgu næsten selv have lov til at opleve her.
Udvandringen fra Egypten
Nøjagtig som Moses gjorde ved Det Røde Hav, deler også Nile vandene med sine doktriner om egypternes dødsrige. På den ene bred står de tro disciple, der betingelsesløst køber ind på et velkendt koncept uden de store dikkedarer, uden de store overraskelser og derfor uden de store krav til fornyelse. For dem spiller det en mindre rolle, hvem der sidder på hvilke taburetter, endsige hvor meget de respektive instrumenter fylder i mikset. ’Nile gonna Nile, og så’n er det’. På den modsatte bred finder man os, der i sagens natur er nødt til at anlægge et lidt mere kritisk perspektiv. Og her må jeg medgive, at vores forventninger nok har overgået realiteterne. Vist er Nilen verdens længst løbende flod, vist tog det Moses 40 lange år at nå Kanaans forjættede land … men efter 11 mestendels enslydende numre fordelt på lige knap en stiv klokketime er også jeg faretruende tæt på at udbryde: ’Let my people go!’ Til gengæld smider jeg hjertens gerne et ekstra kranie efter de balstyriske bavianer. Et så vanvittigt indfald er man næsten nødt til at belønne.
