Døden fra Nilen

De amerikanske dødsveteraner Nile har eksisteret siden 1993, og har siden debuten i 1998 udgivet en stabil strøm af albums. Arbejdet med seneste og nu 9. skud på stammen, Vile Nilotic Rites, fik en kickstart med to nye medlemmers entré i det gamle orkester. Den kreative drivkraft bag bandet er stadig guitarist Karl Sanders, og han bakkes forsat op af den eminente trommeslager George Kollias. Men ifølge Sanders er der denne gang i langt højere grad tale om teamwork fra et samlet band, end der plejer at være. Men kan man så høre det på Vile Nilotic Rites? Let’s find out!

En håndbog i folkemord og krig

Nile har jo altid været kendt for traditionel, men teknisk, amerikansk dødsmetal krydret med deres særegne mix af ægyptologi og H.P. Lovecraft. Bare 20 sekunder inde i albumåbneren, ”Long Shadows of Dread”, lader det dog ikke til, at der er lavet ret meget om på det koncept for der er fuld skrald på fra starten. Kollias’ trommespil er mere manisk/mekanisk, end selv Meshuggah kan gøre det, og de på én gang brutale og snørklede riffs buldrer frem som altid. Sangen gør – ikke just originalt, men meget effektivt – brug af kirkeklokker, der lyder, som om de er samplet direkte fra ”For Whom The Bell Tolls ”, men genbrug er jo også så moderne.

Det vilde tekniske niveau, velkendte sindssyge tempo, og ikke mindst de ligeså sindssyge temposkift, fortsættes på, hvad der må være årets indtil videre mest fjollede sangtitel: ”Oxford Handbook of Savage Genocidal Warfare” – men potentielt spændende læsning, det skal indrømmes. Både titel og sangens ofte nærmest groteske omskiftelighed indikerer, at Nile udfører deres på overfladen ret (selv-)højtidelige dødsmetal med et pænt stort glimt i øjet. Og tak for det.

Titelnummeret indeholder samme brutale skizofreni, men byder også på et eminent groovy riff og fræsende soloer, og det er nok albummets bedste skæring. På ”Seven Horns Of War” sættes tempoet i starten lidt ned, men det er en stakket frist, for det ubønhørlige riff-attack fortsætter ufortrødent. Og det bekræfter efterhånden det problem, der altid har været med Nile: De er sindssygt dygtige, og selvom de aldrig helt falder i tech death-fælden (hvis man altså synes, det er en fælde), så vil de bare alt for meget med deres sange. C-stykket på ”Seven” giver for eksempel lidt tung og melodisk variation, og pludselig går der nærmest operette i den i afslutningen af nummeret. Vi får endda et rip-off af Uruk-Hai temaet fra Ringenes Herre – hvorfor er ikke helt klart. Nile når langt omkring på de næsten ni minutter, nummeret varer, men mindre kunne absolut have gjort det.  

Glade fans = glade bands

Generelt er det altså de korte numre, der fungerer bedst på dette album (gør dig selv den tjeneste at lytte til ”Where is the Wrathful Sky”). De lange kompositioner minder alt for meget om gæster, der bliver hængende længe efter, man er begyndt at gabe i sofaen. Nile formår dog stadig at integrere stemninger af østlig mystik, så det lyder helt naturligt. Og det kombineret med deres imponerende tekniske niveau og sans for fede riffs gør, at amerikanerne stadig fremstår mere interessant end så meget andet dødsmetal. De fleste Nile-fans bør derfor være godt tilfredse med Vile Nilotic Rites, der fortjener syv mumificerede kranier.