Nightrage - Insidious

Insidious

· Udkom

Type:Album
Genrer:Melodisk Death Metal, Death metal
Antal numre:15

Officiel vurdering: 6/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Hvis du synes In Flames på det seneste virkelig har solgt ud, er der en chance for at Nightrage er noget for din smag. Den står i hvert fald på svenskerdød med et jävla stort S, hvor den aggressive vokal blandes med masser af melodiske guitarleads. Det demonstreres til fulde i albummets første nummer, "Delirium Of The Fallen", der udover at være rig på førnævnte også byder på et mere afdæmpet mellemspil. Og når titelnummeret efterfølgende starter ud på næsten grind-agtig vis aner man hurtigt at Nightrage har styr på deres pis og forstår at variere deres sange . Titelnummeret indeholder i øvrigt også gæstevokal af Tomas Lindberg (At The Gates, Disfear m.fl.), som tidligere har været en del af bandet. På vokalfronten har Nightrage også allieret sig med Tom Englund (Evergrey) på enkelte numre og hans rene vokal giver musikken yderligere en melodisk dimension. På guitarfronten har bandet fået lidt hjælp af Gus G (Ozzy Osbourne) som leverer noget lækkert guitararbejde.

Nightrage virker meget oplagte på "Insidious" og albummet ligger objektivt set klart i den bedste ende af svenskerdøds-skalaen. Jeg har dog mine forbehold – inspirationen fra eksempelvis In Flames og Arch Enemy er simpelthen for tydelig og selv om Nightrage gør det godt, så er der ingen tvivl om at jeg til enhver tid foretrækker klassikerne fra førnævnte frem for noget af det gode, der trods alt er på "Insidious". Derudover synes jeg at gæsteoptræderne stjæler lidt for meget af billedet på albummet – og det er lidt synd for Nightrage demonstrerer klart deres evner på numrene og i kompositionerne. "Insidious" er dog stadig et bedste bud jeg har hørt på noget der blot nærmer sig In Flames i deres velmagtsdage.