God Hates Us All Part Two?
Her i disse Coronatider, hvor alle bliver hjemme og ingen flyver, er det muligvis lidt uheldigt, at et band, der hedder The Night Flight Orchestra (TNFO), udgiver et album, der handler om alt det, man kan komme ud for under en flyrejse, og som derfor bærer titlen Aeromantic. Det er måske ikke lige så dårlig timing, som da Slayer udgav God Hates Us All d. 11. september 2001, men det ligner. Men på den anden side er det, vi mennesker har brug for nu, måske lige netop en ordentlig gang eskapisme, så vi kan få tankerne væk fra al elendigheden omkring os. Hvis det er tilfældet, så er timingen perfekt, for eskapisme er lige, hvad Aeromantic byder på.
Er kilden løbet tør?
Siden deres første udgivelse fra 2012, har Björn ”Speed” Strid, David Andersson (Soilwork) og Sharlee D’Angelo (Mercyful Fate/Arch Enemy) stået i spidsen for Night Flight-projektet, der hylder 1980’ernes (lalle-)glade og ubekymrede pop- og festkultur. Her på Heavymetal.dk har vi været svært begejstrede for de to foregående udspil. For begge albums gælder det, at medmindre man tager sig selv og sin trveness meget alvorligt, så er det nærmest umuligt ikke at springe ud på gulvet og danse med i ren begejstring. Nu udkommer tredje album på bare fire år, og man må desværre konstatere, at den kreative kilde er ved at løbe tør, for der er desværre langt mellem flyversjusserne på Aeromantic. Inden Björn & co. når op på tidligere tiders højder, skal vi igennem en masse ligegyldigheder, der godt nok er topprofessionelt lavet, men som aldrig rigtigt for alvor fænger. Det er ikke dårligt, det er bare kedeligt og gjort langt mere medrivende på gruppens tidligere albums.
Men så er der jo heldigvis sange som ”Transmissions”, der med sit åbenlyse discobeat er et vellykket tip med hatten til KISS og deres rock-discosang ”I Was Made For Lovin You”. Titelnummeret ”Aeromantic” er lidt mere rocket, men stadig umuligt at sidde stille til. De få helt gode sange til trods, er et af albummets styrker, at der hele tiden er små, vellykkede referencer til heltene fra 70’erne og 80’erne – uden det på nogen måde virker som plagiater. Keyboardet på ”Golden Swansdown” leder tankerne hen på Kim Wildes ”Kids in America”, ”Carmencita Seven” lyder som noget Toto gerne ville have lagt navn til, og ”Divinyls” nærmest bobler over med smittende ABBA-begejstring. Sådan kunne man blive ved med at lege ”find en 70’er/80’er-reference”, når man hører Aeromantic – måske en ide til et drikkespil? Det vil formodentlig fylde medlemmerne af TNFO med stolthed, hvis det nogensinde skulle blive til en ting.
Men tilbage står, at de mange numre (12) af ujævn kvalitet og den resulterende lange spilletid (54 min) bliver et selvstændigt problem. Det er, som om vi oftere og oftere nævner spilletiden på et album som et kritikpunkt, men det er altså også et faktum, at vinylpladens begrænsede plads ”i gamle dage” tvang kunstnere til at være mere skarpe og fokuserede. Aeromantic er endnu et eksempel på et alt for langt udspil fra et ellers dygtigt band.
Boomere og millenials, foren eder!
Jeg elsker ABBA, og har lige placeret Kiss Unmasked på min personlige top-10 over albums fra 1980, så det er jo ikke, fordi jeg ikke kan li’ pop. Det er bare vanskeligt at lave pop, der er interessant nok til at holde et gammelt metalhoved fanget – og det er Aeromantic i længden ikke i stand til. Der er dog ikke mange kunstnere, der laver musik, som kan få både boomere og millenials ud på dansegulvet samtidig, og det aftvinger respekt, at The Night Flight Orchestra trods alt lykkes med det – selvom det kun er i glimt.
