Boomerbloggen - 1980, det bedste år i metalhistorien?

mmhradio.co.uk

Sidste måned kiggede vi tilbage på verdens første heavy metalalbum, der fyldte 50 år. Men Black Sabbath er langt fra det eneste legendariske album, der fylder rundt her i 2020. Her følger et kig på, hvad der må betegnes som et banebrydende år for den hårde rock og ikke mindst dens grimme fætter: heavy metal.

Husker du… 1980?

Sovjetunionen invaderer Afghanistan, og den kolde krig kører på fuld blus. Der sidder en peanutfarmer i Det Hvide Hus, og på hjemmefronten er Anker Jørgensen godt i gang med at køre Danmark ud over den økonomiske afgrund. Alt imens er Walkman, VHS-film og moviebokse snart på vej ud til de danske forbrugere. På musikfronten var 1980 et skelsættende år – ikke bare for den hårde rock – men også for denne klummeskribent, der fyldte 13 det år. For metal-sluserne åbnede sig for alvor i løbet af året, hvor den ene klassiske udgivelse efter den anden så dagens lys. Listen af legendariske hardrock- og metalalbums, der fylder 40 år her i 2020, er således lang som et ondt år, og følgende top-10 er da også en helt personlig liste fra én, der ”var der”.

Nr. 10 Kiss - Unmasked

Inden du protesterer helt vildt allerede her ved nummer 10, så giv det lige en chance. Jo, det er ultra-poppet og køligt designet til at blive spillet i radioen, hvilket det på ingen måde blev. Ikke desto mindre indeholder dette album med blandt andre ”Shandi”, ”Tomorrow” og ”Naked City” flere fremragende pop-rocksange. For en livslang Kiss-fan (men dengang 13 år) var og er det samt et tegneserie-cover rigeligt til en placering i top-10.  

Nr. 9 Van Halen – Women and Children First

Man kan med nogen ret give nr. 10 på listen og Van Halen skylden for hele hair metalbølgen i 1980’erne, men man kan ikke komme udenom, at de i starten af deres karriere udgave en stribe albums, der flød over med både talent, spille- og livsglæde. Deres tredje udspil, Women and Children First, er en forrygende blanding af alt det, de legesyge drengerøve fra Californien kunne tilsat lidt mere blues end normalt. 

Nr. 8 Diamond Head – Lightning to the Nations

Indrømmet, jeg kendte intet til Diamond Head, før Metallica med et cover af ”Am I Evil” på Creeping Death-singlen i 1984 begyndte den nærmest livslange fejring af en af deres største inspirationskilder. Man kan indvende, at Metallicas fire versioner af sange fra Lightning to the Nations er ret meget bedre end originalerne. Det ændrer dog ikke på, at dette debutalbum er fyldt til randen med fantastiske riffs, der viste, at det ikke kun var Tony Iommi, der var Riffmeister General. Alle kunne være med, hvis viljen og talentet var der. Og det var begge dele, selvom det store gennembrud aldrig kom.

Nr. 7 Ozzy Osborne – Blizzard of Oz

Hånden på hjertet: Mon ikke der var mange Ozzy-fans, der var pænt nervøse, inden de hørte Blizzard of Ozz for første gang? For kunne deres helt virkelig stå på egne ben uden Geezer, Tony og Bill? Med sange som ”Crazy Train”, der stadig spilles på football-stadioner overalt i USA, samt ”Suicide Solution” og ”I Don’t Know” kom svaret prompte; det kunne han i den grad. Dog ikke helt uden hjælp, for i Randy Rhoads fandt han på mirakuløs vis en ung guitarhelt til en ny generation. Et kæmpe album der nok er højere på mange andres lister.

Nr. 6 Saxon – Wheels of Steel

Saxon er, sammen med det der band fra London, efter min mening klart det bedste band fra NWOBHM-bølgen. Det beviste de hurtigt med et af de første rigtige metal-anthems, titelnummeret fra deres første af to udgivelser i 1980, der sådan set begge kunne være med på denne liste. Wheels of Steel er fyldt med sange der stort set udelukkende handler om hestekræfter og heavy metal, og samtidig bobler det over med (dengang) ny-klassiske riffs og syng-med kor. Hvordan kan dette album dog kun være nummer 6?

Nr. 5 Rush – Permanent Waves

Ja ja, kom bare med det igen: DET ER IKKE METAL! Men den debat var altså ikke særligt fremherskende dengang, så det ignorerer vi lige med det samme og bringer i stedet for endnu en indrømmelse: Det eneste jeg kendte til Rush i 1980 var, at jeg havde læst et sted, at de engang havde været åbningsband for Kiss. Deres stil var da nok også en tand for avanceret til et nybagt 13-årigt metalhoved, også selvom de på Permanent Waves skruede ned for de lange sci-fi epos og leverede mere direkte materiale. Det var dog stadigt umiskendeligt Rush, og med ”Jacob’s Ladder” leverede de et af verdens fedeste riff nogensinde. På Permanent Waves fandt Rush den stil, de perfektionerede på Moving Pictures året efter og mere eller mindre forsatte med de næste 35 år. 

Nr. 4 Motörhead – Ace of Spades

”We’re Motörhead and we play rock ’n’ roll” sagde Lemmy godt nok altid til deres koncerter, men Ace of Spades - det bedste album fra bandets klassiske lineup - indeholder så meget tempo og aggression, at få kunne følge med dengang. Når jeg spillede ”Ace of Spades” for min storebrors klassekammerater fra N.Zahles overklasse-gynasieskole, efterlod de vantro og chokerede nordsjællandske ansigtsudtryk heller ingen tvivl: Motörhead var ekstremt og heavy fucking metal!

Nr. 3 Iron Maiden – Iron Maiden

To af de 10 sange, Maiden har spillet mest live nogensinde, kommer fra deres første album. Personligt har jeg det sådan, at hvis jeg aldrig skal høre netop ”Iron Maiden” eller ”Running Free” igen, kan jeg dø som en lykkelig mand. Næh, guldet på denne fantastiske debut er sange som ”Remember Tomorrow”, ”Prowler”, ”Strange World” og ikke mindst Maidens første prog-nummer ”Phantom of the Opera”. Sikke et niveau og svært at tro, at det var et debutalbum. Men uanset hvad kunne de nye frække drenge i klassen altså ikke toppe de to veteraner, vi kommer til nu.

Nr. 2 AC/DC – Back in Black

’Far-rock’ er der mange, der ikke særlig venligt kalder AC/DC, men hvis Back in Black er far-rock, så er det bestemt ikke noget at skamme sig over. Samme år som deres oprindelige forsanger Bon Scott døde den ægte rock-stjernedød, lavede bandet såmænd karrierens bedste album. Brian Johnsson fortsatte stilen med tekster, der ville kunne få selv Suspekt til at rødme, og Young-brødrene leverede riffs og melodier til ti fabelagtige sange. Der er ikke et svagt sekund på dette album, og hvordan kunne en 13-årig knægt ikke elske det, selvom han knap forstod halvdelen af alle sjofelhederne endnu?

Nr. 1 – Black Sabbath – Heaven and Hell

Men selv ikke et af de mest solgte albums nogensinde kunne vippe mægtige Black Sabbath af pinden. Præcis som med Brian Johnson og AC/DC, leverede bandet, der opfandt heavy metal, karrierens bedste album med en splinterny forsanger. Ronnie James Dio havde allerede leveret flere mesterværker sammen med Richie Blackmore i Rainbow, og det var, som om hans tilstedeværelse ruskede Tony Iommi ud af den døs, han havde befundet sig i på de to foregående og temmelig uinspirerede Sabbath-plader. For på Heaven and Hell blev der leveret sange og guitar-arbejde på allerhøjeste niveau. Hvem er den bedste forsanger, Black Sabbath nogensinde har haft, spørger du? ’Fool, fool, look for the answer…’ lige her.

Boblerne

Der var en del kandidater til denne liste, og lad os da bare starte med elefanten i rummet, for mange tænker måske ’hvor f…. bliver British Steel af?’ Og jo, Judas Priest udgav da bestemt et solidt album i 1980, men i min bog er det en pænt overvurderet udgivelse. De to hit-sange ”Living After Midnight” og ”Breaking the Law” er ikke just ældet med ynde, og ”United” er absolut det værste, kvalmende gang lort, legenderne nogensinde har lagt navn til. Selvom Priest nok er det første, man tænker på, hvis man skal definere, hvad et ægte metalband er, så har de aldrig lagt skjul på, at de havde hitliste-ambitioner og fred være med det. På British Steel kammede det over, og selvom det ikke er et dårligt album som sådan, er det ikke engang blandt de fem bedste Priest-albums.

Vi må heller ikke glemme hvad man godt kan kalde det første danske metalalbum, 1980, fra punkbandet Brats. Selvom opmærksomheden omkring dette album mest skyldes at Brats blev til Mercyful Fate kort tid efter, så er 1980 alligevel fyldt med klassiske Denner/Sherman riffs.  

Girlschool lavede på Demolition en sej omgang punket pigemetal stærkt inspireret af amerikanske Runaways. Tygers of Pan Tang med Wild Cat var også blandt NWOBHM-pionererne. Det samme var i høj grad Saxon, der såmænd også nåede at udgive Strong Arm of the Law, der var næsten lige så god som Wheels. Hardrocken var også stærkt repræsenteret med solide udspil som Glory Road (Gillan), No Place to Run (UFO), Ready an’ Willing (Whitesnake) samt ikke mindst On Through the Night, debutalbummet fra Def Leppard. Fra den spirende metalscene i Tyskland kom Scorpions med Animal Magnetism og ikke mindst Accept med I’m a Rebel, mens i metalsammenhænge upåagtede Schweiz for alvor kom på landkortet med Krokus’ Metal Rendevouz. Endelig var der canadiske Triumphs Progressions of Power, som nærmest var en heavy metal-udgave af bandet Bostons let progressive poprock.

Jo, 1980 var et skønt år at blive fan af den hårde rock i. Men var det nu også ét af de bedste år i det hele taget?