Hej Nicklas. Tak for at reservere tid til et interview. Du er jo en mand, som har haft mange ting i støbeskeen gennem de sidste par år. Melodigrandprix, Defecto, Aries Descendant, og nu dit andet soloalbum. Hvordan pokker får du tid til alle de strabadser?

Heavymetal.dk – tak, fordi I vil sludre med mig! Det er sandt – der er gang i den. Det har der altid været. Jeg har de seneste år forsøgt at omstrukturere mit musiske fundament til at indeholde de branches af genrer, som jeg har svævet omkring i mange år, men aldrig fået skruet helt på plads, hvornår skulle bruges til hvad. Nu har jeg tre primære projekter: Nicklas Sonne, Defecto og Aries Descendant, hvor Nicklas Sonne er det mere oldschool med moderne lyd, og mere single-orienterede. Defecto er fuld smadder, uendeligt teknisk og meget progressivt. Aries Descendant er det cinematiske, storladne og pompøse. Det har krævet mange år og tid at komme frem til, hvordan det hele passede bedst ind i mit livs skema, men jeg synes, det giver mening, og så må vi se, hvordan det giver mening på sigt. Et simpelt svar på tiden er egentlig bare, at jeg ikke kan lade være. Nogle ser Netflix hver aften, går til fodbold og så videre, jeg vil hellere lave musik og være kreativ.

Lad os starte med at tale lidt om din nye udgivelse, Electric Dreams. Resonance var på mange punkter en meget personlig rejse fra dit ungdommelige liv, og Electric Dreams slentrer lidt op ad samme boldgade, dog også med fokus på fremtiden. Hvad har været dine inspirationer, og hvad håber du på, fans tager med fra udgivelsen?

Du har ret; Resonance var et ultrapersonligt album – et album, jeg altid gerne har villet lave, og et album, jeg rent terapeutisk havde rigtig godt af at lave.
Electric Dreams har ikke samme personlige nødvendighed, men er et album bestående af numre, som jeg impulsivt havde lyst til at skrive. Der er ingen konceptuel sammenhæng, andet end at alle sangene har en mere ’glammy, oldschool’ feel til dem, til trods for den moderne produktion og de små “Nicklas Sonne-finesser”, jeg smider ind hist og pist.
Mine inspirationer var generelt sange, jeg er vokset op med. Sange fra Alice Cooper, Judas Priest, Van Halen med flere. Jeg håber, at fans lytter først og fremmest til musikken og bliver glade af at sætte det på. Nogle vil måske dykke ned i teksterne, og selvom nogle af teksterne er af mindre personlig betydning for mig end andre tekster, er der nogle iblandt, som er vigtige i form af selvindsigt, at overvinde personlige kampe, ikke lade sig styre af andres lyst til at styre en med mere. Disse sange, håber jeg, finder de mennesker, som har brug for dem.

Man kan jo ikke lade være med at smile lidt, når man ser det meget flamboyante cover på Electric Dreams. 80’er inspireret med et moderne tvist. Er du enig i den betragtning?

Jeg er absolut enig, og netop jeres beskrivelse af coveret passer perfekt med min beskrivelse af sangene i det tidligere punkt, så det har ramt hovedet på sømmet.

Jeg ved, at rejsen ikke altid har været lige nem, i en digital verden, hvor alle har en mening, og hvor det er nemt at smide en dum kommentar afsted, selvom der skal være plads til alle. Er nummeret ”Limitless” på en måde en respons dertil?

Det er nemlig korrekt set, at ”Limitless” er en sang primært skrevet til mig selv, som en reminder om, at jeg skal huske ikke at miste mig selv. Jeg har altid gerne villet gøre alle glade, og det kan man ikke. Jeg har i mange henseender tilsidesat egne personlige behov, herunder også kreative behov, for at tilgodese hvad jeg troede, var det, de fleste ville have. Når man så oplever modgang, hvor man i forvejen har forsøgt ekstra meget at tænke på andre, så rammer det bare endnu hårdere. ”Limitless” er derfor en reminder til mig selv, at jeg gør, og skal gøre, alt det her musik, for min egen skyld.

”Route 65” er klart et af mine personlige yndlingsnumre på den nye skive, og det giver samtidig lidt et tilbageblik på en tid, hvor der ikke var de samme restriktioner. Og til en tid, hvor USA var markant anderledes. Er det en oplevelse fra dine unge dage? Og er det stadig en drøm?

Route 65 er en opdigtet historie med inspiration af alle mine egne køreture i alle lande. Jeg elsker at tage bilen og bare køre derudad uden nødvendigvis at have en destination. Som tiden er gået, og man har fået flere pligter, flere regninger og mindre fritid, var Route 65 en sang, som fik mig tilbage i tiden, til da det hele var lidt mindre presset, og man måske følte sig lidt mere fri. Noget, jeg tror, de fleste kan relatere til.
 

Har du selv et favoritnummer fra pladen eller en god historie om tilblivelsen af nummeret?

Min personlige favorit er Route 65. Der er noget ved den sang, som bare gør mig i godt humør, og det er fantastisk.

Hvad glæder du dig mest til, når du udgiver musik? Er det folks reaktion, at komme ud og spille numrene live, eller er det faktisk processen i studiet, der trækker mest? Jeg ved, at guitaren har en stor plads i dit hjerte, og man kan jo næsten se glæden, når du øver, indspiller og eksperimenterer.

Hele sangskrivningen er det, jeg elsker mest, og derefter forløsning ved at få det udgivet.

Vi bliver simpelthen også nødt til at høre lidt mere om sideprojektet Aries Descendant. Albummet har fået lidt af en kultskare allerede. Er I begyndt at varme op til ProgPower USA 2025, og hvor meget af tiden går til forberedelserne hertil?

Et album, jeg er superstolt af. Jonah og jeg dannede hurtigt et godt venskab, og vores kreative processer arbejder rigtig godt sammen. Vi er endnu ikke begyndt at varme op, men jeg har lavet de forberedende stem bounces og så videre fra mine sessions, og så påbegynder vi øvning, når jeg lander i USA fem dage før showdagen.

Hvordan vil du beskrive dit samarbejde med Jonah Weingarten?

Vores samarbejde er fuldstændig glidende. Han sammensætter noget symfonisk, jeg lægger alle de rytmiske instrumenter på. Det har været 100 % gnidningsfrit, åbent, og vi er allerede ved at være godt på vej med næste album.

I har fået sat besætningen sammen til jeres kommende live-optræden. Hvordan kom den i hus?

Jonah kender mange musikere i USA, ligesom jeg kender mange i Danmark. Der er heldigvis nogle gode gutter, som er friske på at spille med os til showet, som bor tæt på Atlanta. Et par af dem sågar fra større bands.

Aries Descendant er jo ikke det eneste band, du er med i. Du har sammen med Defecto teaset, at I er i studiet og øver gamle, men også nye sange. Kan vi snart forvente mere fra den kant?

Jeg afleverer final masters til vores pladeselskab, som endnu ikke er offentliggjort, hvilket er her den 30/6, så alt er færdigt, og vi har sågar også en udgivelsesdato. Alt, jeg kan sige, er, at det bliver i år, og det bliver vildt!

Jeg tænker, at det som musiker er umuligt at vælge mellem de bands, du er med i. Hvis du nogensinde skulle danne et nyt band, muligvis i en lidt anden genre, hvad kunne du så godt tænke dig at eksperimentere indenfor?

Klassisk ! Jeg ved, at vi berører det lidt i Aries Descendant, men det er mere filmagtigt. Sådan klassisk klassisk – det kunne være sejt.

Tak for interviewet, Nicklas. Nogle sidste ord?

Den bedste støtte, man kan give, er at komme og sige hej til de fremtidige koncerter og købe en T-shirt, så der håber jeg, vi ses!