Venter på tømrersvenden
Den mystiske svenske sekstet Det Eviga Leendet er nok ikke det mest kendte band nogensinde. Nærmere tværtimod. Trods dette – eller måske netop på grund af dette – har gruppen alligevel knoklet løs siden 2018. Bandets navn kan løst oversættes til ’det evige smil’ og er en titel, de har hentet fra Pär Lagerkvists roman af samme navn fra 1920. Værket handler om en større gruppe døde personer, der alle prøver at få tiden til at gå i evigheden i håbet om, at Gud endda kigger forbi.
Da de endelig møder ham, bliver de dog alle nok så forundrede over opdagelsen, at der ikke er tale om en omnipotent urkraft, men derimod en lille ældre herre, der har travlt med at kløve brænde. Hvortil denne gruppe eks-personer alle står tilbage med et gådefuldt smil og erkender, at eksistensen i sig selv ikke rigtig giver så meget mening. Ikke engang efter at man har set Gud stå ved en brændestabel. Det er jo alt i alt ganske finurligt og interessant – samt lettere absurd. Spørgsmålet er derfor, om dette også er gloser, man kan smide efter orkestrets tredje udgivelse, eller om man ender med at blive lige så skuffet, som hvis man netop opdagede, at altings tilblivelse netop kom fra en lettere overbebyrdet tømrer?
Professionelt, men sjæleløst
Vehemence, kunsten at sige noget på en voldsom, passioneret og lidenskabelig måde, er et ganske flot værk. Svenskerne formår at kombinere Behemoths aggressivitet med Blood Abscissions æteriske mysticisme. Dette er bestemt ikke nogen dårlig kombination, og ydermere er der sandelig også nogle klassiske norsk black-elementer, dog med et moderne tvist i musikken – som minder en hel del, om hvad man kunne forvente på en Mork-skive. Med andre ord er Det Eviga Leendet nogle ekstremt kapable musikere, der godt ved, hvordan man klasker en black metal-skive sammen.
Der er dog bare det problem, at det nærmest lader til at være for nemt for dem. Vehemence er, trods sin titel, ikke en særligt voldsom plade. Ej heller emmer den af passion eller lidenskab. Det stinker derimod af steril professionalisme. Det Eviga Leendet er virkelig dygtige, men hvor er sjælen?
Jeg kan høre, at de er gode, men jeg kan ikke føle det. Det hjælper bestemt heller ikke på det, at samtlige seks numre alle er umådeligt ens. De er alle utroligt flotte og velproducerede, med fokus på netop at skabe disse grandiose samt æteriske stemninger, hvor man som lytter skal indfanges i en følelse af, at verdens essens bliver kogt sammen til én altomfattende ursuppe.
Det bliver dog bare for meget relativt hurtigt, og man sidder og ønsker, at de ville skrue gevaldigt ned for kloge-Åge-energien og så bare spille nogle fede riffs … Eller alternativt den med Slayer.
Black metal for begyndere
Vehemence er, uden tvivl, en virkelig flot og velkomponeret skive lavet af ekstremt dygtige musikere. Dette ændrer dog desværre ikke på, at albummet desværre også er enormt intetsigende. Det virker mestendels, som om man har taget en flok konservatorieuddannede musikere, tvunget dem til at lytte til et par klassiske black metal-værker og så kigget til dem nu og da. Det er professionelt og veludført, men samtidigt totalt ligegyldigt samt ensformigt. Det er, som om de kun forstår genren på et teoretisk niveau og ikke på det dybere niveau. Jeg er udmærket klar over, at det lyder ekstremt hovskisnovski, men det er nu engang, sådan det er. Det svarer til, at man bad en række nepo-babyer om at lave en punk-plade. Det fungerer simpelthen ikke! Så nok er Vehemence en flot plade, det er bare også en ligegyldig omgang, der hverken vækker en løve – eller Satan – i mig.