Tysk powermetal hvor alt er som det plejer
Mystic Prophecy fra Tyskland spiller powermetal, og det har de gjort på alle deres foregående 8 albums, og det gør de stadig. Bandet har været igennem flere forskellige lineups, blandt andre så spillede Gus G leadguitar på de første 3 albums, inden han valgte at satse på Firewind og senere Ozzy Osbourne. Eneste tilbageværende medlem er sanger Roberto Dimitri Liapakis, og han giver den fortsat fuld power på Mystic Prophecy's 9. album War Brigade, hvor alt er, som det plejer, og det er godt.
Mystic Prophecy er utrættelige og forudsigelige, det samme kan siges om War Bringer
Man kan sige mange af de samme ting, som blev skrevet om bandets sidste album, Killhammer: Mystic Prophecy er utrættelige og forudsigelige.
Mystic Prophecy spiller fortsat powermetal, og gør det med en rutine og med alle de tilhørende klichéer, der hører sig til. Teksterne er lettere banale, melodierne har forudsigelige harmonier tilsat tunge guitar riffs, lynende guitarsoloer og mikset med en dyb rumlende rytmesektion.
Dertil kommer Roberto, der med sin rå stemme lyder, som han har gjort de sidste 16 år, men som dog på War Brigade forsøger noget nyt. Der er blevet lagt et par dødsmetalskrig ind i starten af et par af sangene, som ”Pray For Hell” og ”Burning Out”. Det er ikke meget, men lidt er også godt. Men med ”10,000 Miles Away” bliver det hele bragt tilbage til orden igen med denne metalsjæler, hvor han igen gør brug af sin store melodiske stemme.
Gør det så Mystic Prophecy mindre forudsigelig? Egentligt ikke. Dødsskrigene får dem bare til at lyde som et mere moderne metalband. Men dybest set så gør Mystic Prophecy, hvad de altid har gjort, de smadrer alt, hvad der kommer på deres vej. Guitarerne flænser stadig med deres tunge riffs sammen med den tordnende bas og trommer tilsat en knivspids af tyngden fra thrash. Som på ”The Crucifix”, hvor der i omkvædet er et kor, der råber ”666 crucifix”, og som automatisk får mine læber til at bevæge sig og udtale de 4 stavelser. Det er enkelt, og det er det, der gør det fedt. Det er disse ting, der gør War Bringer til et klassisk Mystic Prophecy-album.
Nå ja, og så får Tom Jones sangen ”Sex Bomb” da også lige en tur i powermetalmøllen. Det viser, at de kan få et groove ud af en hvilken som helst sang. Det er absurd, og det er sjovt.
Den tyske krigsmaskine kører stadig
Mystic Prophecy er et af de bands, der aldrig må ændre sig, for det, de gør, det gør de godt. Albummet har en lækker lyd og emmer af at være lavet af nogle rutinerede herrer. War Bringer hiver 8 kranier med ned i krigsmaskinen og det med et håb om, at bandet snart vil finde vej op til lille Danmark.