Kan tristhedsformularen holde stik?
Når man tænker på metalhistorie fra Norge i starten af 90´erne, så tænker man ikke lige umiddelbart på genrer som doom metal. Men da Funeral i 1991 blev dannet af Thomas Angell og Anders Eek, fik de alligevel bragt en masse depression og livslede frem på deres egen måde, trods mange blackmetalbands prøvede det samme. Deres første demo kaldet Tristesse fra 1993 gav bandet titlen ’Det mest deprimerende band i verden’ ifølge deres eget website, men kan de efter så mange år stadig leve op til det, uden at det bliver for ens (som doombands efter min mening tit har det med at blive)? svaret er stort, tungt og opløftende!
Doom med doom på. Og så lige lidt mere doom.
Noget af det første, man vil lægge mærke til på denne skive, er, hvor velproduceret den er, men det vil nok ikke komme som en overraskelse for en Funeral-fan. Deres nu 8. udgivelse lyder produktionsmæssigt meget som deres andre med en sprød, men samtidig tordnende og æterisk klang, der stadig effektivt får melankolien frem fra bagerst i hovedet. Dette album er også i stor stil bygget op om Howard Shore-agtige strygere, klaverer og blæsere, der giver albummet et ekstra episk og gotisk element. De er dog en smule for gennetrængende og overbrugte, men det er ikke ligefrem overraskende og det er lige, hvad man forventer at få, når man sætter en Funeral-plade på.
Det bliver ikke mere tungt og direkte doomet end på Praesentialis in Aeternum. Det virker, som om bandet virkelig har prøvet at indfri potentialet for de rammer, som doom metal har, da de virkelig får noget ud af al det rum, der er mellem hvert stortrommeslag.
Albummet starter ud med nummeret “Ånd”, hvor clean-vokaler bliver understøttet af skingre skrig, og her vil man allerede lægge mærke til, hvor fremtrædende bassen er på albummet, og det giver en ekstra tak på tungheden. Det kan man specielt høre på nummeret “Materie”, som virkelig bringer det smukke i doom metallen frem, da det pludselig slår over i en klaverballade for så at komme tilbage i et vanvittigt tungt og lækkert breakdown. Der er også numre som “Erindring I”, der på en eller anden mærkelig måde er catchy, hvilket er ret atypisk i genrer som denne. Udover det har nummeret også en fuldstændigt eminent solo, der faktisk fungerer rigtig godt med de (til tider en smule overbrugte) Lord Of The Rings-blæsere. Det lægger til gengæld ekstra tryk på de steder, hvor de ikke er der, fx. på Erindring II hvor guitar og bas står meget alene og giver en rå og kompromisløs lyd. Nummeret “Oppvågning" ligger med clean guitarer op til en relativt stille sang, men overrasker så igen med et beskidt og nedskåret breakdown, der føles tungt som et ondt år, og det er også nærmest et tema for denne skive. At overraske. Overraskelsens moment er virkelig noget, bandet spiller på, og det er dejligt forfriskende, når man ellers kunne være bange for, at det ville blive en anelse for meget som deres andre udgivelser.
Stadig stærkt, sødt, surt og bittert
Hvis man håbede på noget helt nyt og anderledes, er albummet måske ikke lige sagen, men hvis man derimod sætter pris på et band, der kender hinanden og deres egen lyd, er det helt perfekt. Der er et par klichéer, der spiller lidt for meget ind nogle gange, men det må man tage med, hvis man vil have et så finpoleret og gennemtestet produkt af et album. Det er en lille times smuk og ren homage til melankoli, dybde og smuk tristhed, lige som fans af bandet gerne vil have det, og det er der ikke meget at kritisere ved. Hvis der er noget, man skal sætte en finger på, er det nok de klassiske instrumenter, der nogle gange kan få det til at føles lidt som en fantasyfilm, men det er der også en vis charme ved. Alt i alt lidt af hvert for den kræsne kender.
