Nye trolderytmer fra Norges land

Så er trolden tilbage fra sit skjul! Mortiis startede karrieren i et af black metal-genrens største navne, nemlig Emperor, hvor han bestred pladsen som bassist på bandets første udgivelser. Efter hans exit fra Emperor, slog han ind på en sti, der var meget anderledes. Han begyndte at udgive plader med mørk, monoton ambient. Det blev til 3 skiver i denne stil, hvor lange drømmende scenarier blev bygget op - og det havde intet, absolut intet med metal at gøre, udover at det var meget mørkt og atmosfærisk. Fra 1999s The Stargate er noget dog ændret. Her begyndte Mortiis at arbejde med mere sangagtige strukturer, og der var tydelige inspirationer fra industriel rock og goth. Skridtet blev taget fuldt ud med The Smell of Rain fra 2001, hvor han havde lavet en plade med mere konventionelle sangstrukturer. En plade jeg dengang faldt fuldkommen pladask for, da den var sindssygt fængende, stemningsfuld og anderledes end noget, jeg havde hørt på det tidspunkt. De følgende 2 skiver The Grudge fra 2004 og Perfectly Defect var mere larmende og industrielt inspirerede og havde ikke helt samme impact som The Smell of Rain havde, og jeg må indrømme, at han var gået lidt i glemmebogen hos mig, indtil jeg hørte forløberen for dette album, singlen Doppelganger, var nemlig meget tilbage til stilen fra the Smell of Rain, altså mindre larmende og med mere fokus på det atmosfæriske.

Jamen er Mortiis metal?

Mit svar til dette svar vil være: Nej! Som helhed er Mortiis ikke metal, men der findes en masse elementer, der sagtens ville kunne figurere i heavy metal. Mortiis’ musik er drevet af elektroniske beats, og mange af dem kunne lige så vel forekomme på albums med tysk dancemusik, men Mortiis presser disse rytmer ned i et mørkt, atmosfærisk koncept, hvor der i de enkelte tracks tilføjes tung guitar og en desperat kant, som Mortiis via sin, indrømmet ikke specielt velklingende eller smukke, vokal skruer op for. Den største forskel for mig er dog, at numrene på denne skive virker mere velskrevne og overvejede end på de sidste to skiver og repræsenterer et return to form. Det betyder, at han på denne skive svinger mellem at lyde som en desperado med støj for

øje til at lyde nærmest som et melankolsk rockband - yderpunkterne høres i tracks som The Shining Lamp of God, hvor der larmes og skrues på kaosknappen, mens et nummer som Hard to Believe er drevet af en atmosfærisk, akustisk guitar og melodisk vokal! Som helhed synes jeg, Mortiis har begået en rigtig fin skive, og at han har søgt lidt tilbage i tiden for inspiration, bekommer mig særdeles vel. Pladen er ikke uden svagheder, og ind i mellem bliver det lige lovligt monotont, men hvis du kan lide Mortiis’ ældre materiale, vil du helt sikkert også kunne finde noget at komme efter på The Great Deceiver. 7 Kranier præmieres den norske trold med i denne omgang!