Når mørket bliver rutine
Sidste gang denne anmelder havde fat i Gothminister, var det en positiv oplevelse. Nogle bands befinder sig meget godt i den mørke NDH-inspirerede atmosfære, imens andre forsøger at finde sig til rette deri. Gothminister er bestemt et af den første slags band, og jeg har været glad for at lytte til dem gennem tiden. Men i en genre, som er bygget på forudsigelighed og planlagt mekanisme, skal man have nok nyskabelse til ikke blot at være en konstant gentagelse af sig selv. Så spørgsmålet er, om Gothminister kan hive en ny kanin op af hatten, eller om vi har set den før.
En fest, man glemmer at forlade
På åbningsnummeret ”Darkest side of earth” begynder vi med den velkendte lyd af nedstemte guitarer kombineret med pumpende elektroniske elementer. Men hurtigt skifter sangen på en komplet akavet og meget abrupt måde til noget keyboardmusik, som Beast in Black ville have været tilfredse med. Det er forceret og lyder underligt nok mere kunstigt end ellers, hvordan det så end er muligt, og man efterlades med en kedelig og utilfredstillende følelse. Det er svært at engagere sig i et album, som virker mere opsat på at designe en effekt i sangen frem for at lave noget, der virker mindeværdigt.
Faktisk er der ikke nogen af numrene før ”Salsa”, som gør sig bemærket på nogen måde. Det er alle velproducerede og habilt fremførte numre, som ikke gør nogen noget ved at blive spillet. Stod man til en fest, og dette var nogle af de sange, som blev spillet i baggrunden, så ville man ikke tænke to gange over det. Og det er faktisk generelt det største problem for We Are All Demons. Det er utroligt anonymt og virker i den grad som noget, der er hevet op af hatten, fordi man måske var kontraktbundet til at levere et album. Jeg savner en positiv grund til at vende tilbage til albummet efter første gennemlytning. Nu nævnte jeg før nummeret ”Salsa”, og det er et decideret fjollet nummer, som bryder komplet med den mørke og gotiske stemning, som Gothminister ønsker at forcere. Stemningen bliver skudt tilbage til start, og de resterende numre er en for sej kamp at kæmpe sig igennem.
Dæmoner på autopilot
Det er i det hele taget albummets største problem, at det forveksler genkendelighed med kvalitet. Gothminister har en tydelig lyd og en klar forståelse af sit æstetiske univers, men på We Are All Demons bliver disse styrker også bandets begrænsninger. De velkendte ingredienser er til stede, men der mangler nerve, variation og musikalske idéer, der kan gøre helheden til mere end summen af dens dele. Tilbage står et album, der er let at lade køre i baggrunden, men svært at finde nogen egentlig grund til at opsøge.
Ikke alt behøver at vare evigt, og jeg har godt nok brug for noget bedre fra nordmændenes side, for ellers må jeg dømme dem endegyldigt passé.
