Her misére
Det sker ofte, at et album giver mig et negativt førstehåndsindtryk, men siden spiller sig gevaldigt op. Sådan er det ikke gået denne gang. Hidtil har jeg skrevet negative anmeldelser af albums, blot fordi jeg synes, at de mangler kvalitet. Denne gang er anderledes. Dette er første gang, at et album vækker decideret modvilje i mig. Unalive er debut-albummet fra svenske Mister Misery – simpelt og misvisende angivet som ’metal’ af Nuclear Blasts datterselskab, Arising Empire. Gæt hvor jeg vil hen.
Forklædt designerpop
Men først det positive. Når Mr. Misery riffer, gør de det generelt godt. Guitararbejdet dækker groove, thrash og power side om side med glimt af djentcore, og der er en del fornemme licks at spore, hvis man lytter efter. Soloerne især vidner om, at der trods alt er hældt en anselig mængde øvelse i projektet, hvorfor det ærgrer mig, at Unalive er endt, som det er. I albummets bedste øjeblikke kan man således sidde og ønske sig, at gruppen havde skrevet et heavy/power metalalbum uden pis. Realiteten er desværre anderledes; for guitarerne er næsten det eneste element på albummet, der minder om metal.
Produktionen er drevet ud af proportioner. Værst ramt er vokalen; et væld af korstemmer råber og synger alt muligt i tide og utide samt i alle afkroge af lydbilledet. Ofte, for eksempel på ”My Ghost”, tilsættes nævnte stemmer effekter som falsk rallende telefonlyd eller halvhviskende undertone, og hver gang lyder det lige pinagtigt. Førstestemmen er produceret til at lyde stiliseret bad-boy-sej, med det forventelige resultat at den skærer i øret; jo større effekten, desto mere irriterende. Orkestret lider ligeså; ”You and I” har egentlig noget flot guitarværk, men omkvædet underlægges en besynderligt kunstig staccato-effekt, som om lyden dæmpes af producerens hånd frem for guitaristens. Guitarerne er i øvrigt berøvet al kant; toner kommer og går uden indtryk af, at strengene nogensinde bliver slået an.
… Men selv hvis gruppen havde optaget Unalive live i studiet, ville det være et popalbum først og et rock/metal-album derefter. Omkvædene er lige til hitlisterne på den dårlige måde, og navnlig ”Tell Me How”, ”Legion” og ”Alive” tager mig tilbage til radiolytningen i 90’erne. Både ”Dead Valentine” og ”My Ghost” benytter et irriterende ”na-na-na”-hook, som jeg ville ønske var mindre ørehængende. Afslutteren ”Live While You Can” er det eneste nummer, der med god vilje kan kaldes heavy metal fra start til slut.
……… Men selv hvis gruppen havde optaget Unalive live i studiet og havde skrevet et solidt rock-/metalalbum, ville teksterne have afledt al opmærksomhed fra musikken. Som omslaget antyder, forsøger gruppen at bringe et Tim Burton-tema til albummet, hvilket man kan mene om, hvad man vil. Men hvordan havde du reageret, hvis Jack Skellington havde fortalt Sally, at ”we’re gonna fuck ’em up kid, c’mon baby I know you’ve got what it takes”? Hvad hvis børnene havde kigget på Willy Wonka og råbt ”fuck your shit, we’re coming in”? Ville det lyde fedt, hvis Ichabod Crane var vågnet fra et mareridt og råbt ”I think I might be going insane right now!” før filmen skiftede til næste scene? Nej, nej og nej; for mit eget vedkommende havde jeg sporenstregs forladt biografsalen
Kommercielt hykleri
Kort og godt er Unalive ultra-kommerciel og svært at tage seriøst. Albummet har noget overraskende godt guitarværk, men vokalen er produceret så heftigt og irriterende, at albummet havde været stærkere uden. Utallige vokalstemmer kastes ustandseligt ind i mikset, og langt størstedelen af dem lyder utåleligt. Alting ved førstevokalen inklusive teksterne er underlagt en faux farlig-protagonist-stemning, som gør albummet umuligt at tage alvorligt – det er svært i det hele taget at forestille sig et voksent menneske lytte til albummet uden at ryste på hovedet. Følgelig er mit ærlige indtryk, at Unalive fra starten af var tænkt som et produkt rettet mod en bestemt gruppe af teenagere; farligt popmusik til børn. Frels mig, McEntee.