Fundamentet på plads

På trods af sin historiske status som nichepræget genre blomstrer interessen for ’core’ anno 2023 på det australske landareal, og har i løbet af dette årtusinde skabt grobund for flere globale succeshistorier med Parkway Drive som det mest åbenlyse eksempel. Den 15. januar 2023 fik deathcore-debutanterne i Mélancolia således deres ilddåb, da kvartetten åbnede for de garvede landsmænd i Thy Art Is Murder på Max Watt’s House of Music i Melbourne. Med opbakning fra et genrens bedst konsoliderede navne samt nyligt indgåede distributionsaftaler, henholdsvis kontinentalt med Grey Scale Records og globalt med Nuclear Blast, må fundamentet siges at være på plads forud for debutudgivelsen HissThroughRottenTeeth.

Eksistens uden samtykke

De sylespidse tænder perforer øregangene, og giften pibler øjeblikkeligt ud i form af ”Horror_Etheral”, en misantropisk horrorhymne, der flirter uhæmmet med Cradle of Filths mareridtsmættede univers. Produktionen på australiernes leadsingle føles dog aldrig for alvor som en integreret del af det øvrige album. Det skorter ellers ikke på dramatiske virkemidler, herunder den maniske murren fra Alex Hill, der balancerer på randen af vanvid, de buldrende blastbeats fra Mason Page eller den lyriske livsforagt, der driver ned ad væggene. Komparativt høres til gengæld lydbilleder med langt større sammenhængskraft på nyeste single ”[Inure]”, der samtidig demonstrerer det genremæssige spændingsfelt, bandet opererer i med elementer af industrial goth, black samt lette anstrøg af nu metal.

Paradoksalt nok bidrager selvsamme genrediversitet til at skabe unødig uro i helhedsindtrykket. Bedst som man fornemmer et afbalanceret leje mellem de efterhånden velkendte kompositioner af blastbeats, soniske breakdowns og nedtonede grooves, rammer vi ”When Shovels Drag On Concrete". Her skaber de arytmiske strukturer og dramatiske intermezzi en noget sløret overgang til de harmoniserende riffs under ”The Hands That Tied The Noose” og sidenhen titelnummeret, der omvendt udmærker sig gennem sine drævende, dybfølte vokalsektioner, melodiske instrumentalflader samt harmoniserede slow pace breakdowns.

I kategorien ’overgange’ bør nok engang nævnes både ”HissThrough RottenTeeth” samt ”...a cold static eulogy”, hvis vi sætter det lange lys på og orienterer os mod gruppens fremtidige udgivelser. De største frustrationer fremkaldes af førstnævnte, der på bagkant af de mest komplekse og fængende kompositioner, skiven kan tilbyde, afsluttes på besynderlig abrupt vis. I samme stund undres jeg over ottende og sidste skæring, der falder kluntet ind midt i et versestykke! Her kunne man hævde, jeg burde være advaret, titlen på nummeret taget i betragtning, …men en spøjs disposition ikke desto mindre!

There is something rotten in the state of Victoria

På trods af førstesinglen ”Horror_Etheral”, der qua sin produktion rammer lidt ved siden af skiven, slipper de fire ’victorianere’ nogenlunde helskindet gennem HissThroughRottenTeeth. De velfungerende blastbeat-signaturer og soniske breakdowns udgør albummets mest appellerende aktiver, mens Alex Hill gør sig klart bedst bemærket med fraseringer i bunden af det tonale register. Der spores dog fine anlæg for en mere veludviklet vokalrangering, der formentlig kommer til udtryk, hvis Mélancolia fortsætter med at eksperimentere på tværs af genrer. Melbourne-drengene bør dog tage sig agt for at gabe over mere, end de kan spise. Formår de omvendt at træffe de rigtige beslutninger, kan de blive et særdeles giftigt bekendtskab, og hvem ved – med tiden gøre Winston McCall og surferdrengene fra ’Park Allé’ rangen stridig som det velsagtens mest eftertragtede core-band på det australske eksportmarked.