Alle gode gange 15!

Marduk behøver absolut ingen introduktion. Siden 1992 har denne svenske kampvogn tonset derudad og lagt alt, den mødte på sin vej, øde med sin hæsblæsende og bombastiske black metal, og nu, efter et mellemrum på fem år, er album nummer 15 landet. Så find nittebæltet og de sorte støvler frem, for nu skal der marcheres til tonenerne af maskingeværstrommer og helvedes ild!

Kulsort dødedans

Da Viktoria udkom tilbage i 2018, kvitterede vi med hele ni kulsorte kranier. Langt hen ad vejen kunne jeg nemt genbruge hele passager fra anmeldelsen af det album, da de beskrivelser af Marduk deri stadig gælder på Memento Mori. Det er stadig black metal med et overvejende fokus på aggression, ødelæggelse og ekstremitet. Den største forskel på dette album nummer 15 og en stor del af Marduks bagkatalog er, at bandets så berømte/berygtede Anden Verdenskrigs-fascination ikke er at spotte. Om det skyldes, at bandet endeligt blev trætte af at blive kaldt nazister, er svært at sige, men påfaldende er det dog.

Men uanset årsag så er der ingen spor af tyske kampvogne, SS-referencer og armspjæt at finde på Memento Mori; i stedet er vi tilbage til noget mere klassisk og sædvanligt indenfor genren, nemlig døden. Samtlige ti numre på albummet håndterer dette uundgåelige emne, dog med den sædvanlige Marduk-metodik – så du skal næppe spille et nummer som ”Coffin Carol” til mormors begravelse.

Memento Mori er et af de mere melodiske Marduk-album i længere tid, hvilket især bliver understreget af Morgans guitararbejde. Et nummer som ”Charlatan” er jo nærmest en sjæler ud fra Marduk-standard, hvilket fungerer som en udmærket ganerenser imellem de mere hæsblæsende numre som ”Shovel Beats Sceptre” og førnævnte ”Coffin Carol”. Men ikke nok med, at det er en af de mere melodiske Marduk-udgivelser i årevis, så er det nok også den mest velproducerede udgivelse, de nogensinde har kreeret – bare sammenlignet med Viktoria er det tydeligt, at der er kommet mere dybde i lydbilledet. Men det til trods kunne man nemt spille de to album i rap og tænke, det bare var ét langt voldsorgie, for trods alt dette, ja, så er Marduk immervæk stadigvæk Marduk.

Det største problem med Memento Mori er dog længden; ikke fordi et album på 40 minutter er specielt langt, men der er tilpas meget fyld på albummet – og det kunne have brugt en trimning, så det f.eks. havde stået lige så skarpt som forgængeren, der varede lidt over en halv time. ”Red Tree of Blood” og ”As We Are” kunne nemt være blevet skåret fra; de gør ikke andet end at fylde, og ligeså ville det have betydet, at albummet lukkede med ”Year of the Maggot”, som er et af de stærkere numre på pladen, der så ville være sluttet med et brag i stedet for et fesent fade-out.

Memento Marduk

Memento Mori er måske ikke den mest originale albumtitel nogensinde, hvilket også kan siges om albummet sådan helt generelt. Men Marduk har aldrig forsøgt sig med at være den slags band, der konstant skal genopdage sig selv. De ved, hvad de kan, de ved, hvad de vil, og så kan resten ellers ryge og rejse – og gerne i en fandens fart. Så husk, at du skal dø, og husk, at Marduk altid vil lyde som Marduk!