Måske, måske ikke

Marduk har været temmelig meget i søgelyset på det seneste, og det er ikke kun, fordi de har strikket en ny omgang hidsig black sammen til os. Det har aldrig været en hemmelighed, at de har flirtet en smule med alting til højre for midten, men alligevel blev folk overraskede, da Marduk tidligere på året blev anklaget for at have købt diverse flyers og bøger om racelære fra en kendt svensk nationalsocialistisk organisation. I bedste Casper Christensen-stil blev ”benægt, benægt, benægt”-kortet smidt, og venstrefløjens vogtere, Antifa, lugtede blod, og koncerter blev aflyst på stribe. Men ser man bort fra guitarist og grundlægger Morgan ”Evil” Steinmeiers tidligere udtalelser om stoltheden ved en officerbedstefar i den tyske hær og fokuserer på musikken, så er opa ikke det eneste, han har at være stolt af.

Blitzkrieg black metal

En hurtig gennemgang af sangtitlerne afslører, at der intet nyt er under solen, det er stadig Nazityskland, der er den primære inspiration. Åbningsnummeret ”Werwolf” bringer sirener og blastbeats med sig og er en glimrende repræsentant for, hvad du kan forvente af resten af den relativt korte plade: små 33 minutter bliver det til. De er til gengæld udnyttet maksimalt, og kampånden er i konstant beredskab. Der bliver serveret velproduceret og velspillet black metal med blastbeats galore og spandevis af hektisk riffing, men det bliver dog alligevel aldrig ensformigt. Alt, der kommer ud af munden på Daniel ”Mortuus” Rostén, er uden den mindste medfølelse, empati eller tøven. Måden, hvorpå han nærmest spytter ordene ud i den mægtige ”Equestrian Bloodlust”, cementerer, at han er det perfekte match for Marduk; hans snerrende vokal passer som fod i langskaftet støvle med de maskingeværsagtige guitarsalver, der præger Viktoria. Her er intet stille og eftertænksomt instrumentalt nummer til at skærme mod den konstante buldren i det fjerne af det antiluftskytsmaskineri, de kalder en trommeslager – man spiller vel black metal.

Hele pladen oser af krig. Omdrejningspunktet er et emne, der stadig er kontroversielt, og det bliver udført med en dedikation, der kommer til udtryk i form af et helstøbt album. Vokalen og dens slet skjulte aggression stiger og falder i takt med et tempofyldt og stramt spillet udtryk, hvor samtlige instrumenter er afpasset hinanden. Bassen giver ”Narva” sit eget særpræg ved at spille en lejlighedsvis, men yderst effektiv rolle, og den pludselige melodiske guitar bidrager til det generelt høje niveau. Lydeffekter som faldende bomber og ladegreb er brugt præcis nok gange til, at det ikke bliver trivielt, men i stedet understøtter det stemningen af det had, der i sin tid drev det maskineri, vi her får serveret, omsat til lyd. I modsætning til sin primære kilde til inspiration, er dette album væsentlig mere vellykket. Det er rædselsvækkende black metal, det er en musikalsk invasion og en torn i øjet på rigtig mange fraktioner. Marduk selv er er skideligeglade. De afviser ikke, at de har nationalsocialistiske tendenser, men selvom vi alle er enige om, hvad der er rigtigt og forkert, ved vi ikke, hvad der er sandt og falsk, og deres ry til trods kan jeg godt adskille produkt fra producent.

Don’t mention the war

Fascinationen af anden verdenskrig er på ingen måde det samme som at bifalde nazismen eller de måder, hvorpå den blev forsøgt implementeret. Der er lavet uendeligt mange værker –musikalske, litterære, visuelle – om alle aspekter af krigen og dens væsen, og dette er et vellykket eksemplar af den første slags.  Det handler ikke om at forsvare en menneskefjendsk holdning, men om at kunne navigere i en splittet tilgang til et kunstnerisk udtryk. Om de så ikke kan lide andre folkeslag eller sure vingummier er i sagens natur underordnet – det er musikken i sig selv, der er central, og der hersker ingen tvivl. Marduk spiller den slags black metal, der ikke har mainstream appeal eller på anden vis pakker tingene pænt ind, og parret med deres blakkede ry er Viktoria en gennemført og provokerende omgang propaganda, der er åben for fortolkning.