forbrændingen
Mantar - The Modern Art Of Setting Ablaze

The Modern Art Of Setting Ablaze

· Udkom

Type:Album
Genrer:Heavy Metal, Black 'n' Roll
Antal numre:12

Officiel vurdering: 7/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

1 2 3 4 5 6 7 8 9 10

Nyt album på oplagt tidspunkt

Mantar er et band, der på trods af sin relativt unge alder, allerede har opnået lidt af hvert. Siden dannelsen tilbage i 2012 har de udgivet de to studiealbums Death by Burning fra 2014 og Ode to the Flame fra 2016. Gruppen har formået at skabe en helt speciel lyd, hvor de blander alt fra black metal til klassisk rock. De har dermed også valgt i bedste Darkthrone-stil kun at forblive to medlemmer guitarist/sanger Hanno og trommeslager Erinc. Det ser ud til, at bandet har for vane at udgive et album hvert andet år og ligeledes, at titlen skal have en relation til ild. Dermed kan vi nu glædeligt se frem til udgivelsen af The Modern Art of Setting Ablaze og håbe på, at dette er Mantars chance for permanent at brændemærke deres navn ind i den næste bølge af store metalbands.

Et album der fastholder din interesse

Albummet starter ud med den dystre intro “The Knowing”, hvori vi hører et simpelt, men velspillet guitarriff. Dette leder fint op til den næste sang “Age of the Absurd”, der også er albummets hovedsingle. Et mellemøstligt inspireret riff starter sangen, hvorefter vi får den sjældne oplevelse af at høre et blastbeat fra trommeslageren. Dette betyder selvfølgelig ikke, at sangen står på fuld smadder hele vejen igennem, tværtimod er denne sang et rigtigt godt eksempel på, hvad det er, Mantar er så gode til. Når trommerne lidt senere går over i en mere simpel og rocket stil, skaber det nemlig en rigtig god kontrast til forsangerens halsoprivende vokal samt hans mere tunge guitarriff. Med andre ord kan vi altså allerede fra første sang høre, at Mantar stadig har deres karakteristiske stil med sig, og at de stadig kan levere varen! Det er heller ikke fordi, at denne opfattelse ændrer sig, når man kommer længere ind på pladen, for der er så sandeligt mere at komme efter end bare den førnævnte single.

I den senere ende af pladen har vi eksempelvis sangen “Teeth of the Sea”. De fire slag fra klokken i begyndelsen, samt den store mængde af rumklang der er lagt oven i, kan give associationer til klip med The Church of Satan og deres dystre ritualer. Dernæst kommer et af pladens bedste riff, hvilket pudsigt nok også er et af de mest simple. Det har en punket klang over sig, der minder en smule om “1996” fra Marilyn Mansons epokegørende Antichrist Superstar. Enhver rose har dog også sine torne, og her er The Modern Art of Setting Ablaze heller ikke nogen undtagelse. En sang som “Eternal Return” rammer desværre ikke helt den samme standard, som mange af de andre sætter. Sangen har ikke nogen større mangler. Problemet ligger mere i, at det er en forholdsvis jævn sang, som ikke udvikler sig særlig meget. Vi ser dermed ikke det fulde potentiale af, hvad Mantar kan præstere, på samme måde som vi gør på mange af de andre sange.

Du ved, hvad du får, men det gør heller ikke noget!

Mantar leverer med andre ord en meget gennemført plade, hvori de har fastholdt de elementer, der har givet dem deres karakteristiske lyd. Fans af deres tidligere værker vil næppe blive skuffede, og pladen vil formentlig ligesom de to tidligere albums skubbe bandet i en positiv retning. Pladen har et godt flow, da nærmest alle sangene fungerer rigtig godt, og det derfor forbliver spændende at lytte til. Flammen brænder stadig kraftigt hos dette band

Tracklist

  1. The Knowing
  2. Age Of The Absurd
  3. Seek + Forget
  4. Taurus
  5. Midgard Serpent (Seasons Of Failure)
  6. Dynasty Of Nails
  7. Eternal Return
  8. Obey The Obscene
  9. Anti Eternia
  10. The Formation Of Night
  11. Teeth Of The Sea
  12. The Funeral