Lige før lukketid

Den 28. april 2023 udgav det tyske powermetal-band Majesty deres tiende og sidste studiealbum Back To Attack. På deres hjemmeside har de meldt ud, at bandet har opnået alt det, de ønskede, og nu vil binde en sløjfe på Majesty-projektet. Deres forrige udgivelse Legends fra 2019 er også blevet anmeldt her på sitet og fik en vurdering på ét eneste kranie. Nu må vi jo se, hvordan de har klaret sig i denne omgang – alene på grund af det gruelige albumcover var forventningerne ikke synderligt høje. 

Den sidste krampetrækning 

Der er helt klart sket en forbedring sammenlignet med bandets sidste udgivelse, men der er nogle essentielle problemer, der går igen, og som virkelig påvirker lytteoplevelsen. Igen har bandet valgt at starte deres plade med en meget uvedkommende talesekvens, og igen er der noget ved Tarek Magharys vokal, der er off – på trods af, at der er en forbedring i forhold til sidste plade, er hans sangstil stadig meget hektisk og hans stemme flad. En anden ting, der forstyrrer mig på dette udspil, er teksterne, der til dels er kiksede og Manowar-esque og til dels er alt, alt for repetitive. Det hører vi blandt andet i “Glorious Warriors”: “We are glorious warriors / hands up in the sky / cause we are glorious warriors / we will never die”. Og så man virkelig ikke er i tvivl om, at de synes, de er prægtige krigere, gentages omkvædet i en uendelighed – det er bare for meget. “Freedom Child” er også en kandidat i denne kategori. I denne sang er selve musikken faktisk helt udmærket med nogle gode guitarriffs og en iørefaldende melodi, men teksten ødelægger det virkelig for mig. Når fuldvoksne mænd synger: "When they say that I can't reach higher / I’m telling them to fuck off and die”, så er det bare ikke episk! Når det er sagt, er der faktisk også en del ting, der fungerer helt fint på albummet: Som før nævnt har bandet formået at lave nogle gode melodier med musikarrangementer, hvor særligt guitaren er i fokus. Yderligere har sangene en passende længde på tre til fem minutter, og for den, der godt kan lide at synge med, så fungerer det nok med de mange gentagelser.

Lukket og slukket

Vi har altså at gøre med et album, der hverken er helt godt eller helt skidt. Generelt er musikken faktisk helt god og iørefaldende, men desværre er sangteksterne til dels meget repetitive og stupide. Som sidste værk fra Majestys side er det måske lidt en svag indsats, men man kan da alligevel være glad for, at det ikke gik så grueligt galt som ved sidste forsøg. Og jeg tror ærlig talt, at det var den bedste løsning fra bandets side at slutte Majesty-kapitlet nu, inden det løber helt af sporet.