I anledningen af 20 året for udgivelsen af `Burn My Eyes´ tager vi et kig på debutalbummet fra de amerikanske thrashgiganter. Albummet udkom den 1. august 1994, og blev det bedst sælgende debutalbum for Roadrunner Records, og blev samtidig et album som gav nyt liv til en henslumrende thrashgenre.

Albummet udkom i en tid hvor grungescenen godt og grundigt havde smadret dagsordnen inden for hård rock. Den sprudlende Bay Area thrashscene, var i start halvfemserne sært fragmenteret og ufokuseret. Eksempelvis var “The Big Four” enten på stærk retræte eller gået i udgivelsesmæssigt eksil.
Anthrax udsendte semi-sløje albums som `Persistence of Time´ (1990) og `Sound of White Noise´ (1993). Megadeth havde muligvis kommercielt succes med `Countdown to Extinction´, men albummet var to år gammelt, og radiovenligt produceret. 

Slayer og Metallica var gemt endnu længere væk i den fælles korttidshukommelsen. `Seasons in the Abyss´ udkom i 1990 og Metallica havde sidst udsendt materiale i 1991. De to albums havde overskredet sidste salgsdato for lang tid siden. 
Der var lyspunkter som f. eks Pantera. Men der er trods alt grænser for hvor mange gange `cowboyerne fra helvede´ kunne køre på repeat. Bandstifter og forsanger Robb Flynn har efterfølgende beskrevet den amerikanske scene, på det tidspunkt som: “...pure shit”. Muligvis en overdrivelse, men dog ikke helt forkert.  

Davidian
Første skæring starter med en tung, tung intro som afløses af et primal brøl fra Robb Flynn. Et brøl som i voldsomhed matcher Tom Arayas åbningsskrig på `Reign in Blood´. Atmosfæren bliver slået an med det uforglemmelige omkvæd: “Let Freedom Ring With a Shotgun Blast”, og afsluttes med et endnu tungere outro riff. 
Det er en mesterlig start på et album, og nummeret indeholder alle de elementer som kendetegner resten af albummet. Tungt, vildt og voldsomt, og samtidig melodisk - uden at være kommercielt. 

Old 
Stort og fuldfed bas starter andet track, og støj fra en politiradio fungerer som underlægning. Dette er reelt albummets titelnummer og hastigheden og brutaliteten er forrygende. 

Burn my eyes and try to blind me
Bury me so they won't find me
Try to suck my power empty
Got no crown of thorns on me

Thousand Lies
En skramlet intro, og en tung opbygning hen imod det store iørefaldende riff og endnu et iørefaldende omkvæd. Et omkvæd som giver mening for enhver utilpasset teenager - eller voksen for den sags skyld. Muligvis lidt for langt, men gode soloer - og så er jeg tilfreds. 

None But My Own
Semi akustiske akkorder afbrydes af hjernedødt tungt riff. Bassen er fint placeret i mixet, og vokalen er ren og afdæmpet. "Jeg er bare en mand med disse to næver“ - men disse næver kan spille en fantastisk guitar, og Robb viser at han er en fabelagtig guitarist.

The Rage To Overcome
Et crazy riff som ikke burde give mening, og der bygges konstant på - lag for lag. Endnu en one liner tilpasset en utilpasset sjæl: "An open mind, With a closed fist” tilsat et groovy riff. Et gennemført godt nummer, og det er kun middelmådigt efter dette albums højde standard. 

Death Church
En lidt spøjs into starter nummeret, men når det efterfølgende riff er så gennemført giver alt bare mening. Frontalangreb på den amerikanske kirke og forretningsmodellen, hvor pengedonationer giver synsforladelse. 

Hey Jesus can't you help me with my pain
Mainline me some religion, keep me sane
Christ suffering upon my TV screen
Send in your money to the faith obscene

A Nation On Fire
En overraskende blød sang, men til gengæld en benhård kommentar til gadeoptøjerne og raceuroligheder, som netop i denne periode, prægede amerikanske storbyer. Gaderne sydede i start halvfemserne af vrede. Årsag: Fire hvide politimænd havde gennembanket en forsvarsløs sort Rodney King. Det var (desværre) set før, men selv om bevismaterialet var overvældende, blev betjentene ikke dømt. Latinoer og sorte indbyggere i Los Angeles gik amok i de største raceuroligheder i USA i nyere tid. En nation i brand.  

Blood For Blood
Fuld smadder på, og total thrash triumf. En intro driller dine sanser, før bandet bare tæsker afsted. Machine Head sigter nu efter den store albumfinale og kommende forløsning i det afsluttende nummer `Block´.

I'm Your God Now
En tung sag og konstant rastløs afvekslende. Når Robb Flynn til sidst skriger: “'Cause I'm your God now” tror man efterhånden på det. Måske Ikke den bedste sang, men guitarsolo holder og omkvædet er en direkte lussing i forlængelse af Death Church.

Real Eyes, Realize, Real Lies
Et lille instrumentalt inferno af støj, riff og løsrevne samtaler. En status på det amerikanske samfund i 1994 - og det er ikke pænt. Racehad, optøjer i gaderne, hykleriske politikere, griske præster og religion som er til salg for højestbydende. I alle andre sammenhænge et underligt nummer. Men hér fungerer det som en trædesten og intro før albummets mesterlige hæsblæsende finale.

Block
Det store riffs, den gode (men banale) tekster og en fantastisk afslutning på et forrygende album.
Omkvædet er barnligt banalt, men samtidig usmittet og rent: Fuck it all, Fuck it all. Hvis placeret alle andre steder på albummet ville nummeret være rendyrket teenager lyrik. Men her indkapsler det hele albummet og den frustration som tidsånden emmede af.

Afmagt, frustration og vrede. Et direkte modsvar til den introverte grunge og navlepillende tidsånd. Den kolde krig var slut, og på Balkan var folkemord hverdagskost. En verden så til i afmagt og UN kiggede på. 

Se verden med nye øjne

Thrash lyden fra firserne blev redefineret og forfinet på `Burn My Eyes´. 15 gange undervejs er der referencer til “øjne" eller "at se”, og albummet var en øjenåbner for mange, og et frisk pust for dem som havde været med op igennem firserne. 

"Let freedom ring with a shotgun blast….”