Død. Bogstaveligt talt

Én ting er sikkert her i livet: døden. På deres fjerde studiealbum beskæftiger de svenske dødsmetallere sig ikke med højtravende eksistentielle tematikker, men skærer helt ind til dødningebenet og tager sig af den mere umiddelbare måde at komme herfra på. Dette bebuder udgivelsens titel, der på dansk slet og ret betyder “Lig – Død”. Det er næsten smukt, når en varedeklaration er så simpel. Men lad os nu se, hvor smukt det bliver, når vi trækker røjserne på, fatter spaden og begiver os ud på kirkegården på gravrøverens rædselssafari.

Døden skal du lide – og der er mange måder at dø på …

I hæsblæsende tempo åbner “Deceased” nådesløst den danse macabre, der valser gennem det rædselskabinet, som pladens 10 skæringer udgør. Med “War Praise” har bandet sendt pladens absolut bedste nummer i forvejen som første single. Et nummer, der formår at samle aggressivitet og fængende, næsten upbeat melodi – samt et lille strejf af black metal til de dødsforherligende toner.

Bandets sædvanlige producer, Lawrence Mackrory, der tidligere har produceret for blandt andre Meshuggah og Decapitated, leverer en fantastisk lyd på dette album. Trommerne har den rette slagkraft, der ved den rette volumen går lige i mellemgulvet. Guitarerne har en fuldfed krop, og bassen udmærker sig ved at stikke sit dejligt ulækre ansigt frem de rigtige steder. Et fantastisk eksempel på et lydbillede, hvor alle elementer er tilgodeset, uden det bliver til en højlydt kamp om rampelyset.

Er det så udelukkende en smuk død, vi er vidne til her? Nej, der er skønhedsfejl. Til tider bliver det en øvelse i at smide riff på riff efter lytteren. Man risikerer altså at køre, ja, død nogle steder i albummet, hvor det bliver en kende anmassende for ørerne – den føromtalte vellykkede produktion til trods. Temposkift og variation er til stede, men i stedet for at bidrage positivt til den overliggende pace fremstår de i nogle tilfælde som indskydelser, der distraherer frem for at fastholde lytteren i fordybelse. Det bedste eksempel herpå er nummeret “Morgue Rat”, der i sin helhed virker lidt for forceret sammensat og gumpetung. 

… måske lidt for mange

Generelt har vi med en solid udgivelse at gøre. Sikkert fremført og produceret med en dyb forankring i genren uden at blive til en kedelig stiløvelse. Men. Selvom tempoet er i top på albummets relativt kompakte 41 minutter, så sidder jeg med en følelse af, at nogle passager ville have fundet bedre indpas på gulvet i klipperummet. Jeg kunne også have ønsket mig mere af det, som fungerer så godt på “War Praise” og ender med at kaste skygger på resten af albummet. Det ændrer dog ikke ved, at LIK lykkes med at levere velfungerende dødsmetal, der til tider grænser til det fremragende.